Sammen om at søge job
De holder entusiasmen oppe hos hinanden, læser hinandens ansøgninger og tager sammen ud og besøger virksomheder med et cv i cykelkurven. To magistres jobklub er blevet en fælles livsnerve i jagten på det næste job.
Når jobsøgning bliver til en fuldtidsbeskæftigelse, så er det en stor støtte at have en fast partner at sparre med.
Dén erkendelse nåede Anne Kirstine Roepstorff frem til, efter at hun sidste efterår – endnu en gang – deltog i et kursus for ledige hos anden aktør.
“Jeg har været til utallige kurser for at hente viden, og jeg har fået mange gode råd fra forskellige oplægsholdere. Men det er ofte en monolog. Hvis både oplægsholdere og deltagere var mere opmærksomme på at skabe dialog på tværs i rummet, ville der blive åbnet op for masser af viden og inspiration”, forklarer den 46-årige etnolog.
“Jeg elsker at sparre og savnede den energi, man får fra eksempelvis gode kolleger. Der var god kemi, da jeg mødte Lene, vi står i samme situation, men vi konkurrerer ikke om de samme job. Det inspirerede mig til at spørge, om vi ikke skulle teame up”.
Siden har hun og Lene Brandt-Erichsen, 44 år og historiker, formaliseret samværet i deres lille jobklub. I dag er den daglige kontakt per mail eller telefon og møderne et par gange om ugen blevet en vigtig livsnerve for dem begge i jagten på det næste job. En jagt, ingen af dem havde troet skulle blive så langvarig.
“Man kan ikke blive ved med at belaste sin familie med beretninger om den følelsestumult, man oplever i perioder som ledig, så det bruger vi hinanden til i stedet. Derudover er der mange konkrete fordele ved at sparre med en anden ligesindet. Vi læser hinandens ansøgninger, vi giver hinanden ideer til, hvad det næste træk skal være, vi sætter en deadline for næste opgave, og vi drager fordel af den andens netværk”, forklarer Lene Brandt-Erichsen.
Fordomme florerer
Lene Brandt-Erichsen blev færdig som historiker fra Lancaster University og Københavns Universitet i 2001 og har arbejdet som ledelsessekretær stort set lige siden, først i Dansk Industri og siden på Rigshospitalet.
“Jeg har været meget glad for at arbejde som ledelsessekretær og har følt, at jobbet gav mig gode muligheder for at bruge mine kompetencer, både som koordinator og til informationssøgning osv. Men jeg løber ind i nogle fordomme, når jeg sender ansøgninger til små og mellemstore virksomheder. De kan ikke helt placere mig på grund af min uddannelsesbaggrund og viger derfor lidt tilbage, selv om jeg har erfaring fra både private og offentlige virksomheder.
Det er meget op ad bakke”, forklarer hun.
Også Anne Roepstorff støder på forudfattede meninger.
“Jeg har 15 års erfaring som konsulent, forsker og underviser bl.a. på CBS blandt politologer og filosoffer. Mit felt er CSR, og jeg tog en ph.d., fordi det gav mig mulighed for at beskæftige mig med min passion, og fordi der manglede forskning i området på det tidspunkt. Jeg kæmpede for at afslutte den ph.d., men jeg har nok altid følt mig mere som praktiker end som forsker. Nu er den blevet en hæmsko i min jobjagt. Mange virksomheder siger nej tak til at ansætte mig, fordi de frygter, at jeg er for teoretisk og for højpandet. Det er lidt paradoksalt”, funderer hun.
Som en skilsmisse
Et par gange om ugen møder Lene Brandt-Erichsen op i Anne Roepstorffs kolonihavehus. En hel dag cykler de rundt til små og mellemstore virksomheder for personligt at aflevere det, de har døbt et “cykel-cv.” Det er rart at foretage sig noget aktivt frem for at sidde ved skrivebordet hele tiden.
“Vi har tidligere mødtes og ringet ud til virksomheder for at præsentere os selv. Nu prøver vi at møde personligt op i stedet og aflevere et ganske kortfattet cv. I de store virksomheder kommer vi sjældent længere end til receptionen, men vi får bekræftet kontaktpersonerne og får et stemningsbillede af virksomheden. Det betyder også noget for opfølgningen, at man ved, at receptionisten hedder Rigmor”, siger Lene Brandt-Erichsen.
De mindre virksomheder tager oftest meget venligt imod.
“Det er en fordel, at vi kommer to. Så tør vi lidt mere. Vi lægger meget energi i at cykle rundt og håber, at det kan mærkes. På et tidspunkt var vi rundt på CBS for at tale med forskellige om mulige sekretærstillinger til Lene. Da var det naturligvis en fordel, at jeg kendte folk og fx kunne få en tidligere chef i snak”, forklarer Anne Roepstorff.
Hvor vigtig den tætte sparring omkring jobsøgningen er, gik op for Anne Roepstorff, da Lene Brandt-Erichsen i foråret fik et vikariat i to måneder og derfor meldte sig kortvarigt ud af parløbet.
“Det var næsten som en skilsmisse. Jeg følte mig pludselig alene. Hvis Lene får job før mig, vil jeg sikkert finde mig en ny makker. Men det er ikke bare lige. Det fungerer, fordi vi har en god kemi og deler en masse interesser i livet – og fordi vi ikke konkurrerer om de samme job”, pointerer etnologen.
Lene Brandt-Erichsen er enig.
“Tiden er et kæmpe pres, når man er ledig, og entusiasmen ryger i perioder. Jeg synes, man overser, at ledige akademikere har rigtig mange ressourcer selv og en hel masse netværk, som andre måske kan drage nytte af. Derfor er det en fordel at gå sammen to eller flere”, understreger hun.
Dén erkendelse nåede Anne Kirstine Roepstorff frem til, efter at hun sidste efterår – endnu en gang – deltog i et kursus for ledige hos anden aktør.
“Jeg har været til utallige kurser for at hente viden, og jeg har fået mange gode råd fra forskellige oplægsholdere. Men det er ofte en monolog. Hvis både oplægsholdere og deltagere var mere opmærksomme på at skabe dialog på tværs i rummet, ville der blive åbnet op for masser af viden og inspiration”, forklarer den 46-årige etnolog.
“Jeg elsker at sparre og savnede den energi, man får fra eksempelvis gode kolleger. Der var god kemi, da jeg mødte Lene, vi står i samme situation, men vi konkurrerer ikke om de samme job. Det inspirerede mig til at spørge, om vi ikke skulle teame up”.
Siden har hun og Lene Brandt-Erichsen, 44 år og historiker, formaliseret samværet i deres lille jobklub. I dag er den daglige kontakt per mail eller telefon og møderne et par gange om ugen blevet en vigtig livsnerve for dem begge i jagten på det næste job. En jagt, ingen af dem havde troet skulle blive så langvarig.
“Man kan ikke blive ved med at belaste sin familie med beretninger om den følelsestumult, man oplever i perioder som ledig, så det bruger vi hinanden til i stedet. Derudover er der mange konkrete fordele ved at sparre med en anden ligesindet. Vi læser hinandens ansøgninger, vi giver hinanden ideer til, hvad det næste træk skal være, vi sætter en deadline for næste opgave, og vi drager fordel af den andens netværk”, forklarer Lene Brandt-Erichsen.
Fordomme florerer
Lene Brandt-Erichsen blev færdig som historiker fra Lancaster University og Københavns Universitet i 2001 og har arbejdet som ledelsessekretær stort set lige siden, først i Dansk Industri og siden på Rigshospitalet.
“Jeg har været meget glad for at arbejde som ledelsessekretær og har følt, at jobbet gav mig gode muligheder for at bruge mine kompetencer, både som koordinator og til informationssøgning osv. Men jeg løber ind i nogle fordomme, når jeg sender ansøgninger til små og mellemstore virksomheder. De kan ikke helt placere mig på grund af min uddannelsesbaggrund og viger derfor lidt tilbage, selv om jeg har erfaring fra både private og offentlige virksomheder.
Det er meget op ad bakke”, forklarer hun.
Også Anne Roepstorff støder på forudfattede meninger.
“Jeg har 15 års erfaring som konsulent, forsker og underviser bl.a. på CBS blandt politologer og filosoffer. Mit felt er CSR, og jeg tog en ph.d., fordi det gav mig mulighed for at beskæftige mig med min passion, og fordi der manglede forskning i området på det tidspunkt. Jeg kæmpede for at afslutte den ph.d., men jeg har nok altid følt mig mere som praktiker end som forsker. Nu er den blevet en hæmsko i min jobjagt. Mange virksomheder siger nej tak til at ansætte mig, fordi de frygter, at jeg er for teoretisk og for højpandet. Det er lidt paradoksalt”, funderer hun.
Som en skilsmisse
Et par gange om ugen møder Lene Brandt-Erichsen op i Anne Roepstorffs kolonihavehus. En hel dag cykler de rundt til små og mellemstore virksomheder for personligt at aflevere det, de har døbt et “cykel-cv.” Det er rart at foretage sig noget aktivt frem for at sidde ved skrivebordet hele tiden.
“Vi har tidligere mødtes og ringet ud til virksomheder for at præsentere os selv. Nu prøver vi at møde personligt op i stedet og aflevere et ganske kortfattet cv. I de store virksomheder kommer vi sjældent længere end til receptionen, men vi får bekræftet kontaktpersonerne og får et stemningsbillede af virksomheden. Det betyder også noget for opfølgningen, at man ved, at receptionisten hedder Rigmor”, siger Lene Brandt-Erichsen.
De mindre virksomheder tager oftest meget venligt imod.
“Det er en fordel, at vi kommer to. Så tør vi lidt mere. Vi lægger meget energi i at cykle rundt og håber, at det kan mærkes. På et tidspunkt var vi rundt på CBS for at tale med forskellige om mulige sekretærstillinger til Lene. Da var det naturligvis en fordel, at jeg kendte folk og fx kunne få en tidligere chef i snak”, forklarer Anne Roepstorff.
Hvor vigtig den tætte sparring omkring jobsøgningen er, gik op for Anne Roepstorff, da Lene Brandt-Erichsen i foråret fik et vikariat i to måneder og derfor meldte sig kortvarigt ud af parløbet.
“Det var næsten som en skilsmisse. Jeg følte mig pludselig alene. Hvis Lene får job før mig, vil jeg sikkert finde mig en ny makker. Men det er ikke bare lige. Det fungerer, fordi vi har en god kemi og deler en masse interesser i livet – og fordi vi ikke konkurrerer om de samme job”, pointerer etnologen.
Lene Brandt-Erichsen er enig.
“Tiden er et kæmpe pres, når man er ledig, og entusiasmen ryger i perioder. Jeg synes, man overser, at ledige akademikere har rigtig mange ressourcer selv og en hel masse netværk, som andre måske kan drage nytte af. Derfor er det en fordel at gå sammen to eller flere”, understreger hun.
