Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nytænkning: Rektor fore­slår pop-op-uddannelser i provinsen

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Akut behov for akademisk arbejdskraft i yderområderne kan ifølge Camilla Wang, rektor på University College Sjælland, løses ved at skabe såkaldte pop-op-uddannelser, som lukker, når behovet er dækket.

Det skal være muligt at oprette videregående uddannelser, når der er brug for dem, men så lukke dem igen, når de har dækket et lokalt behov uden for de største danske byer.

Sådan lyder forslaget fra Camilla Wang, rektor på University College Sjælland (UCSJ), i tirsdagens udgave af Berlingske, som længe har blandet sig i debatten om, hvordan der bedst skabes et godt, bredt og dækkende uddannelsesudbud i eksempelvis Region Sjælland, hvor hendes egen professionshøjskole hører hjemme.

"En pop-op-uddannelse opfylder et helt konkret behov. Den behøver ikke en ny bygning på en ny matrikel. Den kan udnytte faciliteter, der i forvejen er der. Og så vil den være nem at lukke igen, hvis der ikke længere er behov for den", siger hun og kalder på nye måder at lave uddannelser end i dag.


Det er blandt andet ovenstående tal, som ifølge Camilla Wang viser, at der ikke er et stort nok uddannelsesudbud i yderområderne.

Behovet er der
Ifølge Berlingske vil Novo Nordisk de kommende år få brug for en lind strøm af akademisk arbejdskraft, og derfor er der allerede konkrete planer om at oprette en ingeniøruddannelse i Kalundborg, hvor medicinalgiganten hører hjemme. Regionsrådet støtter planerne med otte millioner kroner til at undersøge grundlaget for at oprette ingeniøruddannelsen.

Novo Nordisk ser gerne, at det sker som en form for satellituddannelse for et af de universiteter, der i forvejen uddanner ingeniører. På den måde kan de nøjes med at tage dele af uddannelsen i Kalundborg, mens de eksempelvis har et internship hos Novo Nordisk. Og både Novo Nordisk og Camilla Wang regner med, at det vil åbne øjnene for de studerende, hvis de først uddanner sig og arbejder i Vestsjælland.

"Regionale uddannelser er ret lukkede kredsløb forstået på den måde, at op mod 80 procent af dem, der bliver uddannet på en professionshøjskole, inden for to år efter deres uddannelse har fået arbejde i deres lokalområde", siger Camilla Wang.

Akademikerbladet.dk har bedt uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) om at kommentere forslaget, men har endnu ikke fået svar på forespørgslen.