Minister: Eftersyn af fremdrifts­reformen er klar i 2016
I starten af oktober indledes de politiske forhandlinger om en ændring af fremdriftsreformen, som skal være klar til det studieår, der starter efter sommeren 2016.
Væk med bureaukrati og rigid detailstyring. Fra 2016 skal de videregående uddannelser i højere grad have frihed til selv at finde den rette vej hen mod, at de studerende når hurtigere igennem uddannelsessystemet.
Det forklarer uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), til akademikerbladet.dk. De politiske forhandlinger går i gang i starten af oktober og skal så munde ud i en konkret ændring, der træder i kraft fra sommeren 2016.
"Det er meget vigtigt for mig, at vi får fjernet meget af det bureaukrati, som er en udløber af fremdriftsreformen. Så de studerende og underviserne kan have fokus på uddannelse og ikke bruge unødig tid på sagsbehandling og dispensationsansøgninger. Hovedfokus skal være på forskning og uddannelse", siger ministeren.
Ministeren forklarer, at der skal være meget større gennemsigtighed i de regler og processer, som påvirker de studerende, så de ikke bliver fanget i fælder undervejs.
Han understreger, at han ikke har til sinds at påbegynde realforhandlinger med de politiske partier gennem pressen, men han er ikke i tvivl om, hvad hans mål med eftersynet af fremdriftsreformen er.
"Institutionerne skal have større frihed til at nå målet. Så målet er, at det bliver mindre rigidt, men vi har samme forventning om at nå målet om fremdrift for de studerende", siger Esben Lunde Larsen.