Spring menu over
Dansk Magisterforening

Undersøgelse: Projektansatte arkæologer har dårlige vilkår

Af Vivian Voldgaard
Del artikel:

DM har sammen med FaF, Foreningen af Fagarkæologer, undersøgt arbejdsbetingelserne blandt landets arkæologer. Der er store forskelle i vilkårene for fastansatte og projektansatte, men resultatet er ikke overraskende. Desværre, siger næstformand i DM-sektorbestyrelsen Erik Christensen.

En ny undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening (DM) og Foreningen af Fagarkæologer (FaF) viser, at der er markante forskelle på arbejdsvilkårene for de fastansatte og de løstansatte arkæologer.

Og selv om mange af undersøgelsens konklusioner ikke nødvendigvis overrasker FaF, så har specielt én ting været skræmmende læsning, fortæller Nikolaj Wiuff Kristensen, bestyrelsesmedlem i FaF.

”Analysen viser, at på stort set alle områder er forholdene for de projektansatte arkæologer dårligere end for de fastansatte. At der er så markante forskelle i materialet, kom bag på os i FaF’s bestyrelse”, siger han.

Udover de problematiske forskelle i de fastansatte og løstansattes vilkår, så viser undersøgelsen blandt andet også, at arkæologerne i meget lille grad føler sig inddraget i ledelsesbeslutninger - ligesom især løstansatte nærmest ingen forskning bedriver. Det har fået DM og FaF til at komme med 8 konkrete anbefalinger til, hvordan vilkårene kan forbedres.