Politikere er klar til at kigge på problemer med fremdriftsreformen
Det kan næppe betegnes som reelle løfter om konkrete forbedringer, men både Socialdemokraterne og SF lovede at bidrage til at få rettet op på eventuelle problemer i den nuværende fremdriftsreform.
Studerende, undervisere og repræsentanter fra universitetsledelserne lagde dagen igennem pres på for at få ændret fremdriftsreformen, da Akademikerne (AC) torsdag holdt konference om netop den forkætrede reform.
Som afslutning på hele seancen mødte uddannelses- og forskningsordførerne fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti op for at deltage i en paneldebat. Ordførerne fra blå blok havde - bortset fra Dansk Folkeparti - takket nej til at deltage.
Mette Reissmann, Socialdemokraternes ordfører på området, kom ikke med direkte løfter, men bebudede, at hun og hendes parti selvfølgelig lyttede til universiteternes erfaringer.
"Lad os prøve at finde ud af, hvad der skyldes fremdriftsreformen, og hvad der måske skyldes andre faktorer som de fysiske rammer på studierne. Vi bakker op om fremdriftsreformen, men hvis der er nogle ting, der ikke er hensigtsmæssige, så er vi klar til at se på det", sagde hun fra podiet.
SF: Holder beregningerne?
Jacob Mark, SF's uddannelses- og forskningsordfører, erkendte, at hans eget partiet er en del af forliget bag reformen, men at han ikke nødvendigvis er glad for alle dele af den. Især slog han ned på, at han er i tvivl om, hvorvidt det økonomiske grundlag for reformen holder.
"Et af spørgsmålene kunne være, om reformen overhovedet holder? En af forudsætningerne er jo, at man øger arbejdsudbuddet, men det holder jo ikke, hvis der er større frafald", sagde han med henvisning til, at flere ventes at droppe ud som følge af reformen.
Han har én meget specifik kæphest i de forhandlinger, som nu skal til at begynde, hvor forligspartierne bag fremdriftsreformen skal have den til gennemsyn. Og så bringer han desuden et af Akademikernes fem forslag ind i forhandlingerne.
"Mit hjertebarn er tvangstilmelding, og så synes jeg, at forslaget om fx en ECTS-bank lyder spændende. Så det har jeg bedt om bliver en del af forhandlingerne", forklarede Jacob Mark.
DF: Lad universiteterne påtage sig opgaven
Dansk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, fortalte til konferencen, at selv om Dansk Folkeparti ikke er en del af forliget bag fremdriftsreformen, så støtter han den stadig.
Han mener, at universiteterne selv bærer en del af skylden for, at det er nået så langt, at de nu bliver detailstyret. De udviste tidligere nemlig ikke den store vilje til selv at sørge for at få de studerende hurtigere gennem systemet. påpegede han.
"Nu oplever jeg, at universiteterne er klar til at påtage sig opgaven, og det synes jeg, at vi i vid udstrækning skal give dem frihed til", sagde han.
EL: Drop fremdriftsreformen helt
Den sidste politiker på podiet var Eva Flyvholm, Enhedslistens uddannelses- og forskningsordfører. Hun lagde ikke skjul på, at universiteterne bør få mere frihed.
Og så bør partierne bag reformen indse, at den er uhensigtsmæssig. Hun henviste blandt andet til en undersøgelse lavet af Danske Studerendes Fællesråd, der viser, at mere end 50 procent af de studerende siger, at reformen gør det sværere at gennemføre deres uddannelse.
"Jeg synes, det er på tide at diskutere, om vi ikke skal sige helt fra over for fremdriftsreformen. Det synes jeg, vi skal"; understregede hun.