“Jeg vil selv forhandle min løn”
Nye tider for fagbevægelsen: På mange offentlige DM-arbejdspladser er lønudviklingen først og fremmest et kollektivt anliggende. Men er det på tide, at DM i højere grad åbner op for løn aftalt individuelt? Ja, siger forsker. DM-politikere på valg åbner døren på klem for lokale løsninger.
Karen Skytte Larsen har de seneste tre år selv forhandlet sin løn. Som fuldmægtig ansat i Styrelsen for Forskning og Innovation kunne hun vælge at overlade forhandlingen til sin tillidsrepræsentant, men hun er glad for den direkte dialog med chefen.
“Man skal være ret godt forberedt og være i stand til at argumentere konkret for sin sag og sine ønsker. Men jeg synes omvendt, at min chef har været villig til at lytte”, siger hun.
Det er da også lykkedes hende at opnå varige tillæg under de seneste to forhandlinger. Og det på trods af at hun har mange almindelige og knap så synlige driftsopgaver og ikke er den på kontoret, der råber højest.
Flere og flere ønsker som Karen Skytte Larsen at få større indflydelse på sin egen løn, og det er en udfordring for hele fagbevægelsen, som traditionelt har kæmpet for kollektive løsninger og ensartede vilkår.
Det gælder også i Dansk Magisterforening. Næstformand Peter Grods Hansen stiller op til hovebestyrelsen for DM Offentlig. Han kalder krydspresset for “en helt essentiel udfordring” for Dansk Magisterforening i den næste valgperiode.
For man kan ikke bare afvise medlemmer som Karen Skytte Larsen.
“På den ene side skal DM fastholde et kollektivt element, der i det offentlige udgøres af fælles regler, rettigheder og en centralt forhandlet overenskomst. På den anden side skal der være plads til individuelle løsninger og et forhandlingsrum – fx om løn, men også om arbejdstid og andre arbejdsvilkår”, siger Peter Grods Hansen.
Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer, så skal Dansk Magisterforening ikke være nervøs for en større grad af individuel løndannelse i det offentlige. Det kan ligefrem revitalisere lønnens betydning – uden at det nødvendigvis indebærer, at DM undergraver sin egen position.
“Jeg synes ikke, man skal slippe lønnen helt fri, men på den anden side er der også mange medlemmer, der gerne vil have flere muligheder for at aftale individuelle vilkår. De lægger formodentlig slet ikke mærke til de få procent, lønnen i kraft af overenskomsten stiger med det næste par år”, siger Steen Scheuer.
Individuelle forhandlinger
Flere individuelle forhandlinger vil heller ikke true tillidsrepræsentantens rolle, mener han.
“Tillidsrepræsentanten har jo forhandlingsretten og skal derfor fortsat ind at godkende aftalen. Det giver en indsigt i, hvad der foregår, og vil nok også påvirke ledelsens beslutninger, fordi en introduktion af lønforskelle – fx i form af et højt tillæg – risikerer afsmittende krav fra andre. Det er en form for “soft power”, der har en modererende effekt på ledelsen”.
Karen Skytte Larsen er glad for at forhandle selv. En mulighed, hun har, fordi arbejdspladser på statens område ifølge overenskomsten – som forsøg – kan indgå aftaler om at forhandle løn individuelt, hvis tillidsrepræsentanten og i sidste ende DM godkender det.
“Jeg synes faktisk, det var lidt uigennemskueligt før, hvor jeg først gik til tillidsrepræsentanten med mine ønsker, som derefter indsamlede krav fra alle andre og så endelig gik til chefen med summen. Hvad der under disse forhandlinger blev sagt om mig, eller hvad der i det hele taget blev sagt og prioriteret, fik jeg aldrig at vide”.
Moderniseringsstyrelsen har ikke tal for, hvor mange fuldmægtige i staten der selv forhandler deres løn. En mindre undersøgelse, som arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen gennemførte i 2010, viste, at 59 pct. af DM’s medlemmer gav udtryk for, at lønnen bør tilpasses den enkelte lønmodtagers indsats.
Næstformand Peter Grods Hansen mener dog ikke, at man bare skal åbne for individuelle forhandlinger alle steder. Det skal være et lokalt ønske:
“Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem, om der er tale om individuel eller lokal løndannelse. Problemet med den første model, hvor den enkelte medarbejder forhandler og indgår en lønaftale med sin chef, er, at der ofte sker en meget stor lønspredning, som kan være svær at gennemskue årsagen til”, siger han.
Med lokal løndannelse peger han derimod på en model, hvor man på den enkelte arbejdsplads i højere grad end i dag beslutter, hvordan løndannelsen skal foregå.
“Hvem siger, at løndannelsen skal foregå på samme måde i Holstebro Kommune som i Forsvarsstyrelsen? Nogle steder kan det være, at man helst vil have de mulige tillæg fordelt ligeligt blandt alle, hvor det andre steder kan være, at man synes, at en bestemt medarbejder skal have noget mere for en ekstra indsats”, siger han.
Realløn vigtigere end tillæg
Karen Skytte Larsen er enig i, at der skal skabes ens vilkår. Men hun peger på, at man på statens område allerede er gået i én bestemt retning. Her forhandler special- og chefkonsulenter nemlig selv deres løn.
“Man kan sagtens anføre, at det vil være bedre at føre en kollektiv forhandling, samle i flok og sprede lønforbedringerne ud til alle. Men i vores styrelse er vi en blanding af fuldmægtige og special- og chefkonsulenter, og hvorfor skulle én person forhandle på vegne af alle fuldmægtige, mens konsulenterne selv forhandler? Det synes jeg bliver en lidt ulige måde at gøre det på”.
Karen Skytte Hansen vil ikke sætte løndannelsen fri, men kunne godt tænke sig lidt flere kroner på højkant.
“Så var der lidt mere at kæmpe for, for i dag er det ret små beløb, og man kan ikke differentiere særlig meget. Men jeg går ikke ind for, at der skal være en superstor lønspredning”.
Camilla Gregersen, der uden en modkandidat kan sætte sig i DM’s formandsstol de næste fire år, mener, at løn først og fremmest er en kollektiv sag.
“Overenskomsten er faktisk ikke nogen hindring for, at den enkelte kan få noget mere. Men man må også bare sige, at når den centralt aftalte lønramme fylder det, den gør, så handler det for mig at se om, at alle bliver løftet, så vi undgår løndumping».
Til Karen Skytte Hansens forslag om at afsætte midler til større individuel løndannelse siger hun:
“Ved de seneste overenskomster har vi prioriteret generelle lønforbedringer og fastholdelse af reguleringsordningen, simpelthen fordi pengene har været få, og fordi vi først og fremmest ville sikre reallønnen. Men selv når vi får gang i lønudviklingen igen, og hvis vi forestiller os en situation med ekstra penge, så vil vi få svært ved at afsætte flere midler til individuel løndannelse på grund af modstand i de store fagforbund”.
Op til arbejdsgiveren
Leif Søndergaard, der stiller op til valg til hovedbestyrelsen for universitetslærerne, peger på, at det ikke er DM, men de offentlige institutioner, der via deres budgetter selv sætter den øvre grænse for de ansattes løn.
“I princippet kan vi forhandle et hvilket som helst tillæg hjem. Men det største problem i vores lønforhandlinger er sådan set, at det er ledelsen, der sidder med vetoretten. Det er den, der kan sige nej til et tillæg til en medarbejder, ligegyldigt hvor meget vi som tillidsrepræsentanter synes, vedkommende skal have det”.
Og frem for – som Steen Scheuer foreslår – at synliggøre lønnen ved i højere grad at åbne op for individuelle forhandlinger hælder Leif Søndergaard til helt andre metoder.
“Så synes jeg i højere grad, at man skulle stemme nej til overenskomsten og gå på gaden og aktionere”.
Leif Søndergaard var da også det ene af blot tre medlemmer af DM’s hovedbestyrelse, der stemte nej til den seneste overenskomst.
For hvert af sine to kvalifikationstillæg fik fuldmægtig Karen Skytte Larsen 15.000 kr. om året mere i løn. Kunne en tillidsrepræsentant ikke have forhandlet noget tilsvarende hjem?
“Jo, men jeg ville gerne have en direkte tilbagemelding fra min chef på præcis de ord, jeg selv har valgt at bruge til at fortælle, hvad det er, jeg gør, hvad jeg kan, og hvad jeg har lyst til fremover”.
Det er et åbent spørgsmål, om DM’s medlemmer på det offentlige område ville være bedre stillet, hvis de selv forhandlede deres løn.
En undersøgelse fra efteråret 2014 sætter situationen i perspektiv: Her fortalte tillidsrepræsentanter i 37 ud af 85 kommuner, at deres ledelse ikke havde afsat en eneste krone til lokal løndannelse siden 2012.
“Man skal være ret godt forberedt og være i stand til at argumentere konkret for sin sag og sine ønsker. Men jeg synes omvendt, at min chef har været villig til at lytte”, siger hun.
Det er da også lykkedes hende at opnå varige tillæg under de seneste to forhandlinger. Og det på trods af at hun har mange almindelige og knap så synlige driftsopgaver og ikke er den på kontoret, der råber højest.
Flere og flere ønsker som Karen Skytte Larsen at få større indflydelse på sin egen løn, og det er en udfordring for hele fagbevægelsen, som traditionelt har kæmpet for kollektive løsninger og ensartede vilkår.
Det gælder også i Dansk Magisterforening. Næstformand Peter Grods Hansen stiller op til hovebestyrelsen for DM Offentlig. Han kalder krydspresset for “en helt essentiel udfordring” for Dansk Magisterforening i den næste valgperiode.
For man kan ikke bare afvise medlemmer som Karen Skytte Larsen.
“På den ene side skal DM fastholde et kollektivt element, der i det offentlige udgøres af fælles regler, rettigheder og en centralt forhandlet overenskomst. På den anden side skal der være plads til individuelle løsninger og et forhandlingsrum – fx om løn, men også om arbejdstid og andre arbejdsvilkår”, siger Peter Grods Hansen.
Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer, så skal Dansk Magisterforening ikke være nervøs for en større grad af individuel løndannelse i det offentlige. Det kan ligefrem revitalisere lønnens betydning – uden at det nødvendigvis indebærer, at DM undergraver sin egen position.
“Jeg synes ikke, man skal slippe lønnen helt fri, men på den anden side er der også mange medlemmer, der gerne vil have flere muligheder for at aftale individuelle vilkår. De lægger formodentlig slet ikke mærke til de få procent, lønnen i kraft af overenskomsten stiger med det næste par år”, siger Steen Scheuer.
Individuelle forhandlinger
Flere individuelle forhandlinger vil heller ikke true tillidsrepræsentantens rolle, mener han.
“Tillidsrepræsentanten har jo forhandlingsretten og skal derfor fortsat ind at godkende aftalen. Det giver en indsigt i, hvad der foregår, og vil nok også påvirke ledelsens beslutninger, fordi en introduktion af lønforskelle – fx i form af et højt tillæg – risikerer afsmittende krav fra andre. Det er en form for “soft power”, der har en modererende effekt på ledelsen”.
Karen Skytte Larsen er glad for at forhandle selv. En mulighed, hun har, fordi arbejdspladser på statens område ifølge overenskomsten – som forsøg – kan indgå aftaler om at forhandle løn individuelt, hvis tillidsrepræsentanten og i sidste ende DM godkender det.
“Jeg synes faktisk, det var lidt uigennemskueligt før, hvor jeg først gik til tillidsrepræsentanten med mine ønsker, som derefter indsamlede krav fra alle andre og så endelig gik til chefen med summen. Hvad der under disse forhandlinger blev sagt om mig, eller hvad der i det hele taget blev sagt og prioriteret, fik jeg aldrig at vide”.
Moderniseringsstyrelsen har ikke tal for, hvor mange fuldmægtige i staten der selv forhandler deres løn. En mindre undersøgelse, som arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen gennemførte i 2010, viste, at 59 pct. af DM’s medlemmer gav udtryk for, at lønnen bør tilpasses den enkelte lønmodtagers indsats.
Næstformand Peter Grods Hansen mener dog ikke, at man bare skal åbne for individuelle forhandlinger alle steder. Det skal være et lokalt ønske:
“Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem, om der er tale om individuel eller lokal løndannelse. Problemet med den første model, hvor den enkelte medarbejder forhandler og indgår en lønaftale med sin chef, er, at der ofte sker en meget stor lønspredning, som kan være svær at gennemskue årsagen til”, siger han.
Med lokal løndannelse peger han derimod på en model, hvor man på den enkelte arbejdsplads i højere grad end i dag beslutter, hvordan løndannelsen skal foregå.
“Hvem siger, at løndannelsen skal foregå på samme måde i Holstebro Kommune som i Forsvarsstyrelsen? Nogle steder kan det være, at man helst vil have de mulige tillæg fordelt ligeligt blandt alle, hvor det andre steder kan være, at man synes, at en bestemt medarbejder skal have noget mere for en ekstra indsats”, siger han.
Realløn vigtigere end tillæg
Karen Skytte Larsen er enig i, at der skal skabes ens vilkår. Men hun peger på, at man på statens område allerede er gået i én bestemt retning. Her forhandler special- og chefkonsulenter nemlig selv deres løn.
“Man kan sagtens anføre, at det vil være bedre at føre en kollektiv forhandling, samle i flok og sprede lønforbedringerne ud til alle. Men i vores styrelse er vi en blanding af fuldmægtige og special- og chefkonsulenter, og hvorfor skulle én person forhandle på vegne af alle fuldmægtige, mens konsulenterne selv forhandler? Det synes jeg bliver en lidt ulige måde at gøre det på”.
Karen Skytte Hansen vil ikke sætte løndannelsen fri, men kunne godt tænke sig lidt flere kroner på højkant.
“Så var der lidt mere at kæmpe for, for i dag er det ret små beløb, og man kan ikke differentiere særlig meget. Men jeg går ikke ind for, at der skal være en superstor lønspredning”.
Camilla Gregersen, der uden en modkandidat kan sætte sig i DM’s formandsstol de næste fire år, mener, at løn først og fremmest er en kollektiv sag.
“Overenskomsten er faktisk ikke nogen hindring for, at den enkelte kan få noget mere. Men man må også bare sige, at når den centralt aftalte lønramme fylder det, den gør, så handler det for mig at se om, at alle bliver løftet, så vi undgår løndumping».
Til Karen Skytte Hansens forslag om at afsætte midler til større individuel løndannelse siger hun:
“Ved de seneste overenskomster har vi prioriteret generelle lønforbedringer og fastholdelse af reguleringsordningen, simpelthen fordi pengene har været få, og fordi vi først og fremmest ville sikre reallønnen. Men selv når vi får gang i lønudviklingen igen, og hvis vi forestiller os en situation med ekstra penge, så vil vi få svært ved at afsætte flere midler til individuel løndannelse på grund af modstand i de store fagforbund”.
Op til arbejdsgiveren
Leif Søndergaard, der stiller op til valg til hovedbestyrelsen for universitetslærerne, peger på, at det ikke er DM, men de offentlige institutioner, der via deres budgetter selv sætter den øvre grænse for de ansattes løn.
“I princippet kan vi forhandle et hvilket som helst tillæg hjem. Men det største problem i vores lønforhandlinger er sådan set, at det er ledelsen, der sidder med vetoretten. Det er den, der kan sige nej til et tillæg til en medarbejder, ligegyldigt hvor meget vi som tillidsrepræsentanter synes, vedkommende skal have det”.
Og frem for – som Steen Scheuer foreslår – at synliggøre lønnen ved i højere grad at åbne op for individuelle forhandlinger hælder Leif Søndergaard til helt andre metoder.
“Så synes jeg i højere grad, at man skulle stemme nej til overenskomsten og gå på gaden og aktionere”.
Leif Søndergaard var da også det ene af blot tre medlemmer af DM’s hovedbestyrelse, der stemte nej til den seneste overenskomst.
For hvert af sine to kvalifikationstillæg fik fuldmægtig Karen Skytte Larsen 15.000 kr. om året mere i løn. Kunne en tillidsrepræsentant ikke have forhandlet noget tilsvarende hjem?
“Jo, men jeg ville gerne have en direkte tilbagemelding fra min chef på præcis de ord, jeg selv har valgt at bruge til at fortælle, hvad det er, jeg gør, hvad jeg kan, og hvad jeg har lyst til fremover”.
Det er et åbent spørgsmål, om DM’s medlemmer på det offentlige område ville være bedre stillet, hvis de selv forhandlede deres løn.
En undersøgelse fra efteråret 2014 sætter situationen i perspektiv: Her fortalte tillidsrepræsentanter i 37 ud af 85 kommuner, at deres ledelse ikke havde afsat en eneste krone til lokal løndannelse siden 2012.
