Spring menu over
Dansk Magisterforening

Danskerne: Rør ikke ved de nyuddannedes dagpenge

Del artikel:

En del af regningen for et nyt dagpengesystem ender med at lande hos de nyuddannede. Men Christiansborg skal ikke sænke dimittendernes dagpenge, siger danskerne i en meningsmåling.

Det bliver blandt andet de nyuddannede - dimittenderne - der skal holde for, hvis Dagpengekommissionen 1-1 til omsættes til et nyt dagpengesystem.

Kommissionen foreslår nemlig at skære i den såkaldte dimittendsats, så nyuddannede frem over har ret til 78 procent af den højeste dagpengesats. Den nuværende sats ligger på 82 procent.

Men politikerne på Christiansborg skal holde fingrene fra de nyuddannedes dagpengesats, hvis man spørger danskerne.
Det viser en meningsmåling med 1.043 gennemførte onlineinterviews, som TNS Gallup har lavet for Magisterbladet, og som Berlingske Nyhedsbureau citerede mandag.

Her svarer 64 procent “uændret” på spørgsmålet om, hvorvidt de synes, at dagpengesatsen for dimittender skal være uændret, hæves eller sænkes. Af de adspurgte mener 13 procent, at dimittendsatsen skal være højere, mens 14 procent mener, at dagpengesatsen for nyuddannede skal sænkes. Og 58 procent mener, at dimittendperioden på to år skal forblive den samme.

Svarpersonerne er blevet informeret om, at dimittendsatsen er på 82 procent af dagpengene for en fuldtidsledig – dvs. 14.690 kr.

DM: Problematisk at de unge skal betale
Dansk Magisterforening (DM's) formand, Camilla Gregersen, er helt på linje med danskerne og minder politikerne om a-kassernes vigtige rolle i den danske model.

"Det er stærk problematisk, at det er de unge, der skal betale for et nyt dagpengesystem. For mig er det afgørende, at det også i fremtiden er attraktivt for nyuddannede at melde sig ind i det kollektive forsikringssystem. Der er en smertegrænse for, hvor meget de unge skal betale, for ellers fravælger de unge dagpengesystemet, og så spiller politikerne hasard med en af grundpillerne i den danske model", siger hun.

Dagpengekommissionen fremlagde tidligere mandag sin rapport. Du kan finde de vigtigste anbefalinger her, og så kan du læse DM's reaktion på anbefalingerne her.