Spring menu over
Dansk Magisterforening

Små uddannelser er i farezonen

Del artikel:

Pilen peger på de små, dyrere udbudssteder, når UC Sjælland igen skal ud at finansiere grønthøsterbesparelser på uddannelser. I Vordingborg bider de negle. Hvis små uddannelser må lukke, vil det være en katastrofe – for de unge i området og for rekrutteringen til fremtidens velfærdsopgaver.

At uddanne pædagoger i Nykøbing F, Slagelse og Vordingborg er en lidt anden opgave end at uddanne pædagoger i fx København, Aarhus og Aalborg.

Alene den ringere og ringere trafikale infrastruktur giver kæmpe udfordringer for de 2.500 studerende i den geografisk største region i landet. Det er svært, ofte umuligt, at passe sin praktikplads med åbne- og lukkevagter, hvis man har tre timers transport til institutionen hver vej.

Men det er kun én af udfordringerne, forklarer Thomas Bille. Han er lektor og ph.d. på pædagoguddannelsen i Vordingborg og har forsket i sine studerendes livshistorier og i dannelsen af deres faglige identitet.

“At være underviser her er også en socialpædagogisk opgave, der kræver nærhed, tid og en tæt daglig kontakt til de studerende. Ingen her kommer fra akademiske hjem. Mange har selv været udsat for massive omsorgssvigt. Der er en del enlige mødre, og ofte begynder de her, fordi det lige er den uddannelse, der er i området. Og så kan de være heldige, at det kan hænge sammen med resten af tilværelsen”, forklarer Thomas Bille.

Ikke andre chancer for uddannelse

At det er andre typer af studerende, man uddanner på de små uddannelser, ses fx til dimissionsfesterne, hvor mange familier møder op for at fejre det første unge menneske i slægten, som har fået en uddannelse.

“Vi løfter rigtig mange her, som ikke havde fået en chance for uddannelse, hvis det ikke var, fordi vi kunne give dem et tilbud lige om hjørnet. Mange har arbejdet, før de begynder her. De kommer med nogle erfaringer, som i pædagogarbejdet tæller mindst lige så meget som det, der foregår ved det grønne bord. Det kommer der ikke dårligere pædagoger ud af. Måske tværtimod”, supplerer Christel Nielsen, der også underviser på pædagoguddannelsen foruden at være praktikkoordinator.  

Det kan blive særdeles vanskeligt at opretholde tilbud om seks lokale uddannelsessteder i Region Sjælland med de krav om besparelser, som Esben Lunde Larsen, minister for forskning og uddannelse, har skitseret for området. Det pointerer UC Sjællands rektor, Camilla Wang.

“Det er helt op til 50 pct. dyrere at holde små uddannelser med færre studerende kørende, viser vores beregninger. Så hvis ministeren står fast, og der ikke bliver taget højde for den særlige uddannelsesopgave, vi står med, fx i Region Sjælland, så tror jeg ikke på, at UCSJ eksisterer på seks adresser om et år”, siger Camilla Wang til DM Professionshøjskoler.

Dyrt på den lange bane
Det regnestykke kender man godt på pædagoguddannelserne i Vordingborg, Slagelse og Nykøbing F.

Men der skal flere mellemregninger med, understreger Susanne Tellerup, uddannelseschef for de tilsammen 36 undervisere på de tre udbudssteder. En nedlæggelse kan blive en bekostelig affære på den lange bane.

“Vores unge er ikke mobile. De bor her, og de bliver her. Derfor skal vi lave pædagoger til lokalområdet i lokalområdet. Tilsammen går der ca. 1.500 studerende på de tre pædagoguddannelser. De kræver en lidt anden type uddannelse end den, man fx tilbyder i København. Derfor har vi indført et minimum på 15 undervisningstimer om ugen. Til gengæld løfter vi også mange, som tydeligvis har haft svært ved at gå i skole. Ud over at det er en lykke for de unge selv at tage sådan et skridt, sikrer vi samtidig, at regionen får nok uddannet arbejdskraft til en stor og vigtig velfærdsopgave”, forklarer Susanne Tellerup.

“Man kan sige, at vi har en vigtig funktion, også fx i diskussionen om udflytning af statslige arbejdspladser og kampen for at få yderområderne med. Vil man skabe en bedre sammenhængskraft i Danmark, så skal institutioner, skoler og sygehuse jo også kunne tilbyde nøjagtigt den samme kvalitet som i resten af landet. Det hænger ikke helt sammen med, at en vigtig lokal institution som vores nu risikerer lukning”, tilføjer Christel Nielsen.

Tilbage på sporet

Susanne Tellerup trådte til i 2012, umiddelbart inden både Nykøbing F og Slagelse missede at blive uddannelsesakkrediteret.

Siden har man fået kvalitetsløftet, planlagt og kompetenceudviklet sig tilbage på sporet, og tanken om igen at skulle gå på fagligt kompromis på grund af besparelser er svær at forlige sig med.

“I går meddelte en af vores studerende, at han var nødt til at droppe ud. Han var kommet i praktik 40 kilometer fra, hvor han bor, og det vil tage tre timer hver vej at komme på arbejde med offentlig transport. Det betyder, at han ikke kan møde klokken seks om morgenen for at åbne institutionen, og at han først vil være hjemme ved midnat, hvis han skal lukke. Det er den virkelighed, vi arbejder i i vores område”, forklarer Susanne Tellerup.

“Det er et fåtal af vores studerende, der bliver hængende, hvis de fremover skal til Roskilde for at studere. Der er for langt fra Nykøbing F både mentalt og trafikalt”, understreger hun.

Læs resten af DM Professionshøjskoler nr. 4, der udkommer i dag.