Spring menu over
Dansk Magisterforening

Odense vil skaffe studie­job til alle

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

I 2020 skal samtlige studerende, som er interesserede i det, have adgang til et relevant akademisk studiejob. Det har Odense Kommune og SDU Erhverv netop indgået en aftale om.

Alle studerende i Odense skal have et relevant akademisk studiejob, hvis de ønsker det.

Derfor er Odense Kommune og SDU (Syddansk Universitet, red.) Erhverv gået sammen om at skabe 400 nye studiejob til byens studerende frem mod 2020.

Det er en undersøgelse blandt de studerende på SDU, som får kommunen og universitetet til at lande på netop det tal. Den viser nemlig, at der for tiden er 400 studerende, som leder efter et relevant akademisk studiejob, men ikke kan få det.

"Vi har i Odense Kommune en stor interesse i at fastholde de studerende i byen både under studiet og efter endt kandidateksamen. En tæt og tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet i et studiejob kan få flere til at bosætte sig i Odense. Det er kompetent arbejdskraft til byens innovative virksomheder. Samtidig er det vigtige skatteborgere for Odense", siger rådmand Steen Møller (C).

Attraktivt studiested
Mens kommunen ganske naturligt tænker i at fastholde de studerende i byen, så er fokus for SDU mere rettet mod de potentielle ansøgere på universitetet.

Adgangen til relevante studiejob betyder nemlig meget for SDU's appel, forklarer rektor Henrik Dam.

"Som universitet har vi et ønske om at kunne tilbyde flere relevante akademiske studiejob her på Fyn. En tilknytning til en spændende virksomhed har stor betydning for de studerendes valg af uddannelsessted. SDU vil stå stærkere med denne aftale", pointerer han.

Et arbejde på flere niveauer
Det hele er dog ikke gjort ved at have en plan, udførelsen bliver ekstremt vigtig. Nu skal både kommunen og universitetet i gang med et større lokalt lobbyarbejde.

Beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune vil gennemføre virksomhedsbesøg for at åbne virksomhedernes øjne for det gunstige i at ansætte studerende i relevante studiejob.

På sin side af bordet skal SDU i gang med at afholde Business Brunch, hvor virksomheder inden for et specifikt fagområde kan matches med relevante studerende. Derudover oprettes der en mentorordning, der skal sørge for, at både den studerende og virksomheden får det optimale ud af ansættelsen.

"Det kræver nytænkning af alle parter, hvis vi skal lykkes med denne ambitiøse plan", understreger rådmand Jens Møller.