Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM på sagen: Fyret syg fik hjælp

Af Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

DM hjælper sine medlemmer i tvister med bl.a. arbejdsgivere. I denne omgang af DM på Sagen kigger vi på en sag, hvor en arbejdsgiver forsøgte at fyre et DM-medlem med en måneds varsel på grund af sygdom.

En privat arbejdsgiver fyrer et DM-medlem med en måneds varsel efter 120 dages sygdom. Arbejdsgiveren henviser til funktionærloven, hvor der ganske rigtigt står, at en funktionær “kan opsiges med 1 måneds varsel til fratræden ved en måneds udgang, når funktionæren inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder har oppebåret løn under sygdom i i alt 120 dage”.

Alligevel mener DM’s konsulent, at det syge medlem har ret til de fire måneders varsel, som er fastsat i hendes kontrakt. Arbejdsgiveren har nemlig kun læst halvdelen af funktionærlovens paragraf.

Reglen om 120 dage gælder kun, hvis det korte opsigelsesvarsel på en enkelt måned er aftalt på forhånd. Hvis der ikke eksisterer en sådan aftale, gælder kontraktens varsel, som i dette tilfælde er fire måneder.

Arbejdsgiveren vil stadig ikke give sig. Først da arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv yder aktiv læsehjælp til virksomheden, bliver sagen løst. DM’s medlem bliver opsagt med de fire måneders varsel, som står i hendes kontrakt.