Facebook – nu også som arbejde!
Arkiver, museer og andre kulturinstitutioner tweeter, snapper, deler stort og småt på Facebook og Instagram og har i det hele taget fået mere end travlt med at gøre opmærksom på deres eksistens. Og det er ikke nogen fritidsopgave, for det kræver både tid og faglighed at gøre det godt, mener Mette Andersson, arkivar og tillidsrepræsentant på Rigsarkivet.
Hvis du ikke er synlig, er du slet ikke. Nogenlunde sådan er præmissen anno 2015 for museer, arkiver og andre institutioner, der på den ene eller anden måde har relationer til verden uden for. For det er ikke længere nok at arbejde for evigheden og formidle dyb faglig viden til en snæver kreds af interessenter.
I dag er der kamp om opmærksomheden, og kommunikation fylder mere end nogensinde for mange ansatte.
”Halvdelen af min tid er sat af til formidlings- og kommunikationsopgaver, for eksempel sociale medier, og den anden halvdel til det klassiske arkivararbejde, så det er en stor del af mit arbejde, der går med kommunikation”, fortæller Mette Andersson, der er tillidsrepræsentant og arkivar ved Brugerservice og Formidling på Rigsarkivet.
Hun blev ansat for fire år siden, og selv om det ikke er længe siden, var der slet ikke de samme krav til kommunikationen dengang, som der er i dag, fortæller hun:
”Der var en kommunikationsstrategi, men den fokuserede kun på de gamle medier. Dengang var nyhedsbreve på mail det sidste nye, og kommunikationen med vores brugere var primært analog via opslag på vores læsesale. Men man ville gerne være mere aktiv og synlig over for omverdenen og komme ud til nye brugergrupper, så for to år siden fik vi en ny kommunikationsstrategi, der er langt bredere. Samtidig har vi fokus på en mere målrettet kommunikation ved altid at starte med at definere, hvilken målgruppe vi vil henvende os til med den specifikke historie eller budskab, og så vælger vi platform og vinkel ud fra det”.
To forskellige discipliner
Mette Andersson er uddannet cand.mag. i historie og statskundskab og har altså ikke en kommunikationsfaglig baggrund. Sådan er det ifølge hende for mange af de arkiv- og museumsansatte rundtomkring i landet, der mere eller mindre tilfældigt er blevet ansvarlige for at opdatere Facebooksider, skrive webnyheder og i det hele taget sørge for synligheden på de sociale medier. Og det er udfordrende. For selv om en klassisk historiker er udstyret med nogle fagfaglige formidlingskompetencer, er det ikke det samme som at kommunikere målrettet til varierende brugergrupper, har hun erfaret.
”Jeg er autodidakt udi det her med at kommunikere, og selv om jeg har gjort det længe efterhånden, så kan jeg sagtens se, at det har sin egen faglighed. Det er ikke bare noget, man gør, og det mener jeg, vi skal blive langt mere bevidste om i vores branche”, siger hun.
For det kræver ifølge Mette Andersson nogle andre formidlingskompetencer end dem, en historiker har med sig i kraft af sin uddannelse, at blive lagt mærke til på de sociale medier.
”Mange ansatte i kulturinstitutioner er ikke fremmede over for at formidle, men der er forskel på at kommunikere og formidle. Kommunikation har sin egen faglighed, ligesom formidling også har sin egen faglighed, og ingen af delene er flødeskum, man bare lægger oven på kagen for at gøre den ekstra god. Det er selve lagkagebunden, og derfor mener jeg, at vi er nødt til at udvide vores anerkendelsesramme og udvise mere respekt for andre fagligheder end dem, vi selv lige kommer med”, siger hun.
I dag er der kamp om opmærksomheden, og kommunikation fylder mere end nogensinde for mange ansatte.
”Halvdelen af min tid er sat af til formidlings- og kommunikationsopgaver, for eksempel sociale medier, og den anden halvdel til det klassiske arkivararbejde, så det er en stor del af mit arbejde, der går med kommunikation”, fortæller Mette Andersson, der er tillidsrepræsentant og arkivar ved Brugerservice og Formidling på Rigsarkivet.
Hun blev ansat for fire år siden, og selv om det ikke er længe siden, var der slet ikke de samme krav til kommunikationen dengang, som der er i dag, fortæller hun:
”Der var en kommunikationsstrategi, men den fokuserede kun på de gamle medier. Dengang var nyhedsbreve på mail det sidste nye, og kommunikationen med vores brugere var primært analog via opslag på vores læsesale. Men man ville gerne være mere aktiv og synlig over for omverdenen og komme ud til nye brugergrupper, så for to år siden fik vi en ny kommunikationsstrategi, der er langt bredere. Samtidig har vi fokus på en mere målrettet kommunikation ved altid at starte med at definere, hvilken målgruppe vi vil henvende os til med den specifikke historie eller budskab, og så vælger vi platform og vinkel ud fra det”.
To forskellige discipliner
Mette Andersson er uddannet cand.mag. i historie og statskundskab og har altså ikke en kommunikationsfaglig baggrund. Sådan er det ifølge hende for mange af de arkiv- og museumsansatte rundtomkring i landet, der mere eller mindre tilfældigt er blevet ansvarlige for at opdatere Facebooksider, skrive webnyheder og i det hele taget sørge for synligheden på de sociale medier. Og det er udfordrende. For selv om en klassisk historiker er udstyret med nogle fagfaglige formidlingskompetencer, er det ikke det samme som at kommunikere målrettet til varierende brugergrupper, har hun erfaret.
”Jeg er autodidakt udi det her med at kommunikere, og selv om jeg har gjort det længe efterhånden, så kan jeg sagtens se, at det har sin egen faglighed. Det er ikke bare noget, man gør, og det mener jeg, vi skal blive langt mere bevidste om i vores branche”, siger hun.
For det kræver ifølge Mette Andersson nogle andre formidlingskompetencer end dem, en historiker har med sig i kraft af sin uddannelse, at blive lagt mærke til på de sociale medier.
”Mange ansatte i kulturinstitutioner er ikke fremmede over for at formidle, men der er forskel på at kommunikere og formidle. Kommunikation har sin egen faglighed, ligesom formidling også har sin egen faglighed, og ingen af delene er flødeskum, man bare lægger oven på kagen for at gøre den ekstra god. Det er selve lagkagebunden, og derfor mener jeg, at vi er nødt til at udvide vores anerkendelsesramme og udvise mere respekt for andre fagligheder end dem, vi selv lige kommer med”, siger hun.
