Fra tilfældig­hedernes magt til robotkolleger
Oplægsholderne kom vidt omkring på årets vidensfestival, der for tredje år i træk blev afholdt af Dansk Magisterforening, Ræson og Det Kongelige Bibliotek. Fra Den Sorte Diamant styrede Clement Kjersgaard deltagerne gennem et 12-timers maraton af viden. Vi bringer her et udvalg af diskussionsemner, som dagen bød på.
Acceptér tilfældighederne
Lone Frank, videnskabsjournalist
"Jeg, som plejer at tale om noget, der handler om kontrol – mere viden om vores gener, mere viden om vores hjerner – er i den grad blevet slået af det, der har den største magt i tilværelsen overhovedet: Tilfældet – en fuldstændig tilfældig og meget uheldig mutation i en tarmkræftcelle hos den mand, jeg troede, jeg skulle leve hele livet sammen med. Vi lever i en tid, hvor kontrol er det, vi hele tiden prøver at opnå. Vi ved, ting sker tilfældigt, men det er som om, det ikke trænger ind. Vi accepterer ikke tilfældene. Hvis børn får konstateret autisme to uger efter, at de er blevet vaccineret, skaber vi en sammenhæng. Hvis man vil gøre det sværere for tilfældet at knuse os, skal vi acceptere, at tilfælde styrer tilværelsen, og at de kan ramme os når som helst".
Vi kan tale om sex, men ikke om tro
Anne-Cathrine Riebnitzsky, forfatter
"I de her dage kan det være godt at møde et religiøst menneske, som hverken er vanvittig eller ekstremist. Sådan et bilder jeg mig ind, at jeg er. I Danmark kan vi godt tale om sex, men vi kan ikke tale om tro. Det er som om troen er pinlig og mere privat end farven på vores undertøj. Der eksisterer også et dogme om, at at det kun er desperate mennesker, der er troende. I så fald melder jeg mig under fanerne. Det hører efterhånden til en sjældenhed, at en dansker udtaler sig om tro, men jeg kan ikke forestille mig, at man kan føle mening med livet uden at have en åndelig dimension i sit liv. Gud har et kæmpe imageproblem, og vi mangler en opdatering af ham, der gør, at vi kan trække nogle af kristendommens fantastiske værdier ind i samfundet".
Kun had og paranoia tilbage
Knud Romer, forfatter
"Jeg sad i tysk radio og skulle forklare, hvad der var sket i København, og jeg begyndte at græde. Uanset, hvor meget jeg foragter religion, og lige meget, hvor højt jeg sætter ytringsfrihed, så havde attentaterne intet med religion eller ytringsfrihed at gøre. De, der siger sådan, gør det i at forsøg på at legitimere en fuldstændig vilkårlig aggression, som er resultatet af en dysfunktionel opvækst, der ender i en blindgyde, hvor der til sidst kun er had, paranoia og et mislykket menneske. Sådan noget kan ikke bekæmpes med satiretegninger eller religionskritik. Det er hos pædagogerne, lærerne og forældrene, man skal finde løsningen på, hvordan tilfældig kriminalitet forhindres".
Litteraturens skønhed
Josefine Klougart, forfatter
"For et par år siden sad jeg i undergrundsbanen i New York og læste en nyoversættelse af oldtidsdigteren Sapphos pergamentstumper og smuldrede digte. Deri var et digt, hvor alt var væk på nær én enkelt linje. Det er det bedste digt, jeg nogensinde har læst og lyder i al sin enkelthed: ’as long as you want’. Jeg brød helt sammen og kom til at tænke på Inger Christensen ideer om fraktalteori, der går ud på, at man kan tage en tand fra en bregne og forstørre den op til en tro kopi af hele bregnen. Eller at ét enkelt sandkorn kan forstørres op til en kopi af kysten. De små dele rummer storformen i sig. Den episode tænker jeg på som min mest radikale oplevelse af litteraturens skønhed".
Embedsmænd regner baglæns
Jesper Tynell, journalist
»Én ting, der går igen i alle de politiske sager, jeg har undersøgt er, at embedsmænd "regner baglæns". Det vil sige, at de har konklusionerne på forhånd, når de skal fremstille tal, fakta eller jura for offentligheden, der skal underbygge et politisk forslag. I forbindelse med lanceringen af kommunalreformen, ville den daværende regering gerne flytte statens opgave med de ledige over til kommunerne. Derfor modtog embedsmændene en mail, hvori der stod, at der var brug for tal, som viste, at kommunerne var bedre til at få ledige i arbejde end staten. Det var ikke nogle tal, embedsmændene havde, men de fandt frem til nogle tal, der så sådan ud og præsenterede dem som dokumentation".
En robot som kollega
Kurt Nielsen, centerchef for Robotteknologi på Teknologisk Institut
"Hvis vi kigger lidt ind i fremtiden, vil vi snart begynde at omtale klassiske industrirobotter som kollegaer. Lige nu er de fleste robotter, som arbejder i industrien, lavet i støbejern, vejer flere hundrede kilo og har hegn rundt om sig. Det ønsker man at gå væk fra. I lang tid har man tænkt robotten som noget, vi skal holde os fra, men nu er man begyndt at kigge på, hvordan mennesker og robotter kan spille sammen. I stedet for at programmere robotter, vil man snart begynde at instruere robotter ligesom, når en ny kollega skal oplæres. Et menneske vil vise, hvad robotten skal gøre, og så vil den kopiere bevægelsen".
Deja vu fra 1. verdenskrig
Uffe Østergaard, professor i historie
"Som historiker tænker man i paralleller og derfor vil jeg gerne diskutere, om analogien omkring 1. verdenskrig er den, vi skal bruge, for at forstå verden, som den ser ud i dag. 1. verdenskrig var det 20. århundredes store urkatastrofe, hvor ud fra man faktisk kan forklare næsten alt, der skete siden. Efter afslutningen af USA’s dominansmonopol og frem til i dag er verden blevet multilateral. Der er ikke én, eller to, men flere magtcentre i verden. I en vis forstand minder tiden i dag om tiden op til 1914, hvor der var en intens konkurrence i verden. Hvis vi er svineuheldige, får vi krig igen, men det behøver ikke gå sådan. Historien gentager sig aldrig fuldstændigt, men hvis ikke det skal gå, som det gjorde sidst, kræver det, at magtcentrene begynder at lytte til hinanden".
Irrationelle hænder
Uffe Østergaard, professor i historie
"Atomvåbnet er forklaringen på, at det ikke kom til krig under Den Kolde Krig, fordi begge parter var relativt rationelle og ikke ville udslette hinanden. Indtil nu er det derfor en ikke modbevist teori, at atomvåben er fredeliggørende. Det er så ultimativt et våben, at man ikke vil bruge det. Ikke en gang Pakistan og Indien har knaldet dem af i hovedet på hinanden, selvom om de har været tæt på. Nu overvejer vi så, om teorien også vil holde over for Iran? Eller Saudi-Arabien? Og kunne det syriske regime – hvis de havde atomvåben – have følt sig så pressede, at de fyrede dem af? Det ved vi ikke endnu, og vi kan håbe, at teorien holder, men jo flere atomvåben, der kommer i omløb, jo større er risikoen for, at de falder i nogle virkeligt irrationelle typers hænder. Og så er det den hurtige vej til himlen og de 70 jomfruer".
Lone Frank, videnskabsjournalist
"Jeg, som plejer at tale om noget, der handler om kontrol – mere viden om vores gener, mere viden om vores hjerner – er i den grad blevet slået af det, der har den største magt i tilværelsen overhovedet: Tilfældet – en fuldstændig tilfældig og meget uheldig mutation i en tarmkræftcelle hos den mand, jeg troede, jeg skulle leve hele livet sammen med. Vi lever i en tid, hvor kontrol er det, vi hele tiden prøver at opnå. Vi ved, ting sker tilfældigt, men det er som om, det ikke trænger ind. Vi accepterer ikke tilfældene. Hvis børn får konstateret autisme to uger efter, at de er blevet vaccineret, skaber vi en sammenhæng. Hvis man vil gøre det sværere for tilfældet at knuse os, skal vi acceptere, at tilfælde styrer tilværelsen, og at de kan ramme os når som helst".
Vi kan tale om sex, men ikke om tro
Anne-Cathrine Riebnitzsky, forfatter
"I de her dage kan det være godt at møde et religiøst menneske, som hverken er vanvittig eller ekstremist. Sådan et bilder jeg mig ind, at jeg er. I Danmark kan vi godt tale om sex, men vi kan ikke tale om tro. Det er som om troen er pinlig og mere privat end farven på vores undertøj. Der eksisterer også et dogme om, at at det kun er desperate mennesker, der er troende. I så fald melder jeg mig under fanerne. Det hører efterhånden til en sjældenhed, at en dansker udtaler sig om tro, men jeg kan ikke forestille mig, at man kan føle mening med livet uden at have en åndelig dimension i sit liv. Gud har et kæmpe imageproblem, og vi mangler en opdatering af ham, der gør, at vi kan trække nogle af kristendommens fantastiske værdier ind i samfundet".
Kun had og paranoia tilbage
Knud Romer, forfatter
"Jeg sad i tysk radio og skulle forklare, hvad der var sket i København, og jeg begyndte at græde. Uanset, hvor meget jeg foragter religion, og lige meget, hvor højt jeg sætter ytringsfrihed, så havde attentaterne intet med religion eller ytringsfrihed at gøre. De, der siger sådan, gør det i at forsøg på at legitimere en fuldstændig vilkårlig aggression, som er resultatet af en dysfunktionel opvækst, der ender i en blindgyde, hvor der til sidst kun er had, paranoia og et mislykket menneske. Sådan noget kan ikke bekæmpes med satiretegninger eller religionskritik. Det er hos pædagogerne, lærerne og forældrene, man skal finde løsningen på, hvordan tilfældig kriminalitet forhindres".
Litteraturens skønhed
Josefine Klougart, forfatter
"For et par år siden sad jeg i undergrundsbanen i New York og læste en nyoversættelse af oldtidsdigteren Sapphos pergamentstumper og smuldrede digte. Deri var et digt, hvor alt var væk på nær én enkelt linje. Det er det bedste digt, jeg nogensinde har læst og lyder i al sin enkelthed: ’as long as you want’. Jeg brød helt sammen og kom til at tænke på Inger Christensen ideer om fraktalteori, der går ud på, at man kan tage en tand fra en bregne og forstørre den op til en tro kopi af hele bregnen. Eller at ét enkelt sandkorn kan forstørres op til en kopi af kysten. De små dele rummer storformen i sig. Den episode tænker jeg på som min mest radikale oplevelse af litteraturens skønhed".
Embedsmænd regner baglæns
Jesper Tynell, journalist
»Én ting, der går igen i alle de politiske sager, jeg har undersøgt er, at embedsmænd "regner baglæns". Det vil sige, at de har konklusionerne på forhånd, når de skal fremstille tal, fakta eller jura for offentligheden, der skal underbygge et politisk forslag. I forbindelse med lanceringen af kommunalreformen, ville den daværende regering gerne flytte statens opgave med de ledige over til kommunerne. Derfor modtog embedsmændene en mail, hvori der stod, at der var brug for tal, som viste, at kommunerne var bedre til at få ledige i arbejde end staten. Det var ikke nogle tal, embedsmændene havde, men de fandt frem til nogle tal, der så sådan ud og præsenterede dem som dokumentation".
En robot som kollega
Kurt Nielsen, centerchef for Robotteknologi på Teknologisk Institut
"Hvis vi kigger lidt ind i fremtiden, vil vi snart begynde at omtale klassiske industrirobotter som kollegaer. Lige nu er de fleste robotter, som arbejder i industrien, lavet i støbejern, vejer flere hundrede kilo og har hegn rundt om sig. Det ønsker man at gå væk fra. I lang tid har man tænkt robotten som noget, vi skal holde os fra, men nu er man begyndt at kigge på, hvordan mennesker og robotter kan spille sammen. I stedet for at programmere robotter, vil man snart begynde at instruere robotter ligesom, når en ny kollega skal oplæres. Et menneske vil vise, hvad robotten skal gøre, og så vil den kopiere bevægelsen".
Deja vu fra 1. verdenskrig
Uffe Østergaard, professor i historie
"Som historiker tænker man i paralleller og derfor vil jeg gerne diskutere, om analogien omkring 1. verdenskrig er den, vi skal bruge, for at forstå verden, som den ser ud i dag. 1. verdenskrig var det 20. århundredes store urkatastrofe, hvor ud fra man faktisk kan forklare næsten alt, der skete siden. Efter afslutningen af USA’s dominansmonopol og frem til i dag er verden blevet multilateral. Der er ikke én, eller to, men flere magtcentre i verden. I en vis forstand minder tiden i dag om tiden op til 1914, hvor der var en intens konkurrence i verden. Hvis vi er svineuheldige, får vi krig igen, men det behøver ikke gå sådan. Historien gentager sig aldrig fuldstændigt, men hvis ikke det skal gå, som det gjorde sidst, kræver det, at magtcentrene begynder at lytte til hinanden".
Irrationelle hænder
Uffe Østergaard, professor i historie
"Atomvåbnet er forklaringen på, at det ikke kom til krig under Den Kolde Krig, fordi begge parter var relativt rationelle og ikke ville udslette hinanden. Indtil nu er det derfor en ikke modbevist teori, at atomvåben er fredeliggørende. Det er så ultimativt et våben, at man ikke vil bruge det. Ikke en gang Pakistan og Indien har knaldet dem af i hovedet på hinanden, selvom om de har været tæt på. Nu overvejer vi så, om teorien også vil holde over for Iran? Eller Saudi-Arabien? Og kunne det syriske regime – hvis de havde atomvåben – have følt sig så pressede, at de fyrede dem af? Det ved vi ikke endnu, og vi kan håbe, at teorien holder, men jo flere atomvåben, der kommer i omløb, jo større er risikoen for, at de falder i nogle virkeligt irrationelle typers hænder. Og så er det den hurtige vej til himlen og de 70 jomfruer".
