Spring menu over
Dansk Magisterforening

Løkke: Ingen forhandling om udflyt­ning af ar­bejdspladser

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) pointerer, at regeringen helt selv og uden hverken flertal i folketingsssalen eller input fra sit parlamentariske grundlag kan beslutte at udflytte statslige job.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), blander sig nu i debatten om udflytning af statslige arbejdspladser.

Dansk Folkeparti er tidligere på ugen kommet med et konkret bud på 12 statslige arbejdspladser, som ifølge partiet burde flyttes ud i provinsen for at skabe vækst og job uden for København og Aarhus. Får Dansk Folkeparti sin vilje, vil 461 DM-medlemmers job være i fare for at blive flyttet til provinsen, viste en gennemgang af DMs medlemskartotek.

Men selv om regeringen, ifølge Jyllands-Posten, gerne vil have "en dialog" og "lytte" til de øvrige partiers holdning til spørgsmålet, så giver den sig selv carte blanche til at skalte og valte på området.

"Det er et spørgsmål om, hvordan vi dimensionerer statens administration, og det er jo ikke et forhandlingsspørgsmål," siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Vi skal ikke sidde og forhandle
Statsministeren påpeger, at der er forskel på beslutningen om at udflytte statslige arbejdspladser og eksempelvis inddeling af retskredse eller placering af kulturinstitutioner.

"Men spørgsmålet om, hvordan vi tilrettelægger maskinrummet, altså de administrative funktioner i staten, kan regeringen bare handle på. Her har vi faktisk muligheden for bare at levere, vi skal ikke sidde og forhandle," siger han til avisen.

Dansk Folkeparti tolker ifølge Jyllands-Posten statsministerens udmelding som en garanti for, at regeringen - og dens støtter - kan nå endnu længere med en ambitiøs plan for at udflytte statslige arbejdspladser, end hvis der skulle skabes et flertal i Folketinget.

Peter Grods Hansen, DMs næstformand, advarede onsdag om, at det ikke må blive en forhastet beslutning at udflytte statslige arbejdspladser, men talte derudover varmt for, at man også i fremtiden tænker provinsen mere ind, når der skabes statslige job.