HK: Denne gang er det dimittendernes tur
HK's forbundsformand, Kim Simonsen, fortæller til Børsen, at dimittenderne er gået fri ved andre forringelser af dagpengesystemet, så det ligger i kortene, at det er deres tur denne gang.
Det er dimittendernes tur til at betale for de forringelser af dagpengesystemet, som den ny dagpengereform med garanti vil vedtage.
Det er i hvert fald HK's holdning, at dimittendernes er gået fri længe nok og nu må belave sig på, at den såkaldte dimittendsats - den dagpengeydelse, som nyuddannede har ret til - bliver beskåret.
"De sidste to-tre forringelser af dagpengesystemet har ikke været på dimittendområdet, så man bliver nok nødt til at acceptere det denne gang. Man kan jo ikke frede nogle området i dagpengesystemet", siger forbundsformand Kim Simonsen til Børsen.
Skal finansiere halvering af genoptjeningstid
Allerede da Politiken i sidste uge kunne afsløre indholdet af en foreløbig rapport fra dagpengekommissionen, kunne avisen afsløre, at fagbevægelsen med LO i spidsen så ud til at være klar til at ofre dimittendsatsen.
Og skal man tro Børsens udlægning af stemningen både i fagbevægelsen og store dele af Christiansborg, så er det altoverskyggende ønske, at genoptjeningsperioden halveres, så den fremover er på seks måneder i stedet for 12.
Børsens beregninger viser da også, at hvis man sætter dimittendsatsen ned fra 15.000 til 8.000 - som Cepos har foreslået - så vil det 1 til 1 kunne finansiere en halvering af genoptjeningsperioden. Men HK vil kunne bringe dimittendsatsen i spil, hvis det samlede system forbedres.
"Hvis man skal lave en tilfredsstillende løsning på dagpengesystemet, så skal der tilføres nye midler", siger Kim Simonsen til Børsen.
DM Studerende, som repræsenterer de studerende i Dansk Magisterforening, er langt fra tilfreds med udsigten til, at dimittendernes rettigheder bringes i spil i dagpengedebatten