OK 2014 DM Privat-formand: ”Ikke imponerende”
Først den 11. april ved DM’s medlemmer på TDC, CSC, CSC Scandihealth, Københavns Lufthavne, Schultz Information og Dansk Firmaidrætsforbund, om de har fået ny overenskomst eller ej. Forligsmand Asbjørn Jensen har sat en lang række forlig til samlet afstemning. DM’s svar kommer fra DM Privats bestyrelse, hvis formand ikke er imponeret over det generelle billede.
I disse dage afgør DM’s medlemmer i en lang række private virksomheder, om de er for eller imod de forlig, der – måske – bliver rammen om deres egne løn- og ansættelsesvilkår i de næste tre år.
Først når medlemmerne har talt, vil DMs bestyrelse for privatansatte tage stilling til, om de vil stemme ja eller nej til forligsmand Asbjørn Jensen samlede mæglingsforslag.
”Vi vil lade medlemmerne stemme i fred ude på arbejdspladserne”, siger Frederik Dehlholm, formand for DM Privat. Han vil dog godt dele nogle faktuelle betragtninger.
”Der er enkelte lyspunkter, men i det generelle billede er lønstigningerne ikke imponerende. Det kan alle vist se. Man kan kun håbe på, at lønstigningerne sikrer reallønnen. Nogle steder har arbejdsgiverne virkelig været i offensiven og ønsket at fjerne væsentlige, kvalitative elementer i overenskomsterne. Vi har afværget de værste angreb”, konstaterer Frederik Dehlholm.
Medlemmernes afstemning er vejledende og indgår i en samlet vurdering i DM Privats bestyrelse, som senest den 11. april sender bestyrelsens svar til Asbjørn Jensen.
Rent praktisk foregår afstemningen i DM’s klubudvalg, hvor afstemningen er skriftlig og hemmelig.
Hverken DM eller arbejdsgiverne har varslet konflikt på de nævnte områder. Derfor fører et eventuelt nej til Asbjørn Jensens pakke i første omgang hverken til strejke eller lockout på de nævnte virksomheder for medarbejdere på akademiske overenskomster. LO’s organisationer har derimod varslet konflikt.
Læs også: TDC’s AC-formand: Smalt forlig