Spring menu over
Dansk Magisterforening

Dehlholm går af som formand for MA

Af Mogens Tanggaard
Del artikel:

Formand for Magistrenes Arbejdsløshedskasse gennem fem år, Frederik Dehlholm, er faldet for aldersgrænsen. Han fyldte for nylig 65 år og blev derfor smidt ud af a-kassen med virkning fra 1. april.

Når du fylder 65 år, kan du ikke længere være medlem af en a-kasse. Sådan er loven. Selv om du stadig er i arbejde og ingen planer har om snarlig pensionering. Og selvom der tales meget om at bevare det grå guld på arbejdsmarkedet. Dagpenge må nemlig ikke være et lukrativt alternativ eller supplement til folkepension. Det vender vi tilbage til.

Hvad er der så sket i MA til gavn for medlemmerne, mens Frederik Dehlholm stod ved roret? En hel del. Den afgående formand siger:

”Først og fremmest har vi forbedret servicen betragteligt. Det fortæller en benchmarking af en række a-kasser klart og tydeligt. MA er rykket fra bunden op i midterfeltet. Vi er ikke fuldt i mål med vores serviceforbedringer, men vi er stærkt på vej”.

MA har udviklet en række selvbetjeningsløsninger og automatiseringer, medlemsmøder om beskæftigelsesmuligheder streames, så alle kan deltage, nyhedsbrevet er blevet fornyet, presseindsatsen er forøget, og der er sat flere ressourcer af til coaching-samtaler, fremhæver Frederik Dehlholm.

”Det er besparelser og automatiseringer på driften, der har gjort de mange serviceforbedringer mulige. Dertil kommer, at vi har fastholdt kontingentet, og vi har udbygget samarbejdet med DM om bl.a. fælles hverveteam og gensidigt medlemskab”, kan en ikke utilfreds MA-formand berette.

Og så tilbage til historien om den lovmæssigt tvungne udsmidning af a-kassen, når man fylder 65 år.

Frederik Dehlholm har arbejdet ihærdigt på at få loven ændret. En intern MA-undersøgelse blandt medlemmer over 61 år viste, at hele 80 % fandt loven urimelig. Over 50 % ønskede at arbejde på mellem halv og fuld tid. MA har arbejdet sammen med Ældre Sagen og AK Samvirke for at få loven ændret – ud fra den forudsætning vel at mærke, at man ikke både kan modtage folkepension og dagpenge på én og samme gang. ”Men embedsmænd og politikere er argumentresistente”, konstaterer Frederik Dehlholm tørt.

Nu kan den afgående formand så hellige sig sin store passion: vin. Blandt kolleger er han kendt for sin ganske betydelige viden om vin. Han har planer om, at starte en selvstændig ”vinbiks” med noget såkaldt garageimport.

Og glemmes må det ikke, at Frederik Dehlholm fortsat er medlem af DM’s hovedbestyrelse og formand for DM Privat.

Ny formand for Magistrenes A-kasse ventes at blive den nuværende næstformand Per Clausen.