Studerende kæmper for bevarelse af retskravet
Alle studerende på universiteterne skal have mulighed for at fuldføre en kandidatuddanelse. Det var blandt DM og de studerendes krav til onsdagens demonstration mod regeringens uddannelsesreformer.
"Nogle politikere mener, at efter man har læst i tre år, så skal der sorteres ud i mængden, og eliten kan få lov at fortsætte på en kandidatgrad. Problemet er bare, at der ikke er et arbejdsmarked til dem, der kun har læst i tre år – bachelorerne. Det er fuldstændig uforståeligt og ulogisk i forhold til de signaler, vi har sendt til unge i mange år om at uddannelse er vigtigt, hvis man vil afskære nogle undervejs fra at fuldføre deres uddannelse”.
Ordene faldt fra Camilla Gregersen, medlem af Hovedbestyrelsen i DM, til onsdagens demonstration mod regeringens uddannelsesreformer. Studerende og elever holdt fanerne højt på Christiansborg Slotsplads, og DM støttede op under parolen ”Nej til mindre uddannelse – ja til retskravet”.
Blandt de krav, DM arbejder for, er bevarelse af retskravet, så alle, der er optaget på et universitet, har mulighed for at fuldføre en kandidatuddannelse. DM arbejder også for at retskravet forlænges til fem år, så bachelorer har ret til at vende tilbage til universitetet og tage en kandidatgrad.
Se Camilla Gregersens tale: