Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM’s formand genopstiller ikke

Del artikel:

Efter 14 år i spidsen for DM bebuder formand Ingrid Stage sin afgang. Hun stiller ikke op til næste formandsvalg i DM, som Repræsentantskabet indstiller til, at medlemmerne udskyder et halvt år på grund af arbejdet med nye vedtægter.

Efter næsten halvandet årti i spidsen for landets magistre har Ingrid Stage besluttet at stoppe som formand for DM. Den seneste tid har været ekstra travl for formanden, som i efteråret 2013 desuden har været konstitueret formand for Akademikerne (AC) og dermed for 350.000 akademikere fra de faglige organisationer. Hun er nu næstformand for AC.

Ingrid Stage har, som hun siger til Magisterbladet, været rigtig glad og stolt over i mange år at have repræsenteret DM’s mange medlemmer, som under hendes formandskab desuden har vokset sig rekordstort.

Egentlig har Ingrid Stage orlov fra en stilling som lektor i engelsk, men den vender hun ikke tilbage til. En af hendes sidste gerninger for DM bliver at bære nogle nye og mere tidssvarende vedtægter for DM igennem til vedtagelse af medlemmerne.  Dette er også grunden til, at det vedtægtsbestemte formands- og bestyrelsesvalg i DM i efteråret 2014 udsættes til foråret 2015 for at skabe arbejdsro i foreningens hovedbestyrelse og kontinuitet i arbejdet med disse ændringer. Magisterbladet bringer naturligvis et længere portræt af Ingrid Stage, når tiden er til det i det nye år.