Debat: Faglighed i krise

De offentligt ansattes faglighed er under pres, siges det. Af økonomiske besparelser og af politikere, der skifter kurs og udsteder regler i én uendelighed.

Men hvordan modstår man presset og får succes som medarbejder i en politisk styret hverdag med fagligheden intakt? Sådan lød overskriften for DM Offentligs medlemskonference, hvor indbudte praktikere og eksperter drøftede spørgsmålet.

Og faglighed er ikke en nem ting, fortalte Hanne Harmsen, tidligere vicedirektør på Københavns Universitet og nu Director ved Deloitte Consulting. Det kan fx være noget vi på uhensigtsmæssig vis lader os opsluge af.

”Da jeg på et tidspunkt blev leder i en stor administrativ afdeling oplevede jeg, at fagligheden var helt vildt overdrevet. Mange klyngede sig til den, fordi de var usikre på, hvad de blev bedt om. Og hvad gør man så andet end at prøve at lave sit arbejde endnu bedre? Så jeg derfor bad jeg om 80 pct.-løsninger, fordi jeg vidste, at en 80 pct.-løsning stadigvæk var 110 pct. i orden. Vi gik ikke ned i standard. Det var selvfølgelig også ment som en provokation for at få sat en diskussion i gang: Hvor skal tingene hen, hvad skal det bruges til og hvornår er nok nok. De sidste 20 pct. tager tit sindssygt lang tid, for det er der, hvor kurven flader ud og man sidder og banker hovedet ned i bordet. Så nogle gange kan faglighed fylde for meget, fordi vi er bange for ikke at være perfekte”.

Men hvordan undgår man at bukke under for presset? Hvordan får man tøjlet sin egen faglighed? Det havde ledelseskonsulent og partner i NYT-JOB.NU, Jess Lottenburger-Lausen, et bud på:

”Noget af det allervigtigste er, at man får afklaret nøjagtigt med sig selv, hvad det er for et sæt af forventninger, der er til en, når man starter op. Unge akademikere, der kommer ind i en offentlig organisation, lader sig næsten forføre af at sætte kuglepennen til ansættelseskontrakten. Så lægges fornuften til side og man tror, at alt godt sker for en. Men det sker så ikke. Så at få afstemt forventningerne og få en ordentlig dialog med sin leder om det rum, man har at navigere i, er meget, meget vigtigt”.

Når man ikke får taget dialogen og når arbejdsbetingelserne bliver uudholdelige, så udvikler man coping-strategier, mente arbejdslivsforsker på RUC, Janne Gleerup.

Hun hev sin egen arbejdsplads frem som eksempel.

”Jeg arbejder i en organisation, hvor man får én ide et sted og en anden et andet sted. Forskellige styringssystemer underminerer hinanden. Alle ved det, men ingen kan gøre noget ved det. Min glæde ved at være forsker og underviser bliver langsomt undermineret af den gradvise opløsning af sammenhængen, af fragmenteringen. Derfor er det meget vigtigt, at vi finder rum på arbejdspladsen til at kigge hinanden i øjnene, når nogen har nået grænsen. I stedet for at tænke, at det også er, fordi hun er ved at blive skilt og er hun ikke også lidt overperfektionistisk. Jeg gør det også selv, og så kører vi på hinanden og mister evnen til at kigge på tingenes strukturelle dimensioner. Og både ledelse og medarbejdere analyserer, hvorfor andre eller én selv burde klare mere. Og så kører det sociale spil”.