Spring menu over
Dansk Magisterforening

Akademikerkam­pagnen genstartes

Del artikel:

De akademiske fagforbund er blevet enige om selv at finansiere en midlertidig videreføring af den populære Akademikerkampagnen, indtil der foreligger klarhed om regeringens jobreform.

Ledige akademikere skal ikke vente på regeringens jobreform, før der gennemføres initiativer, der kan hjælpe dem i arbejde. For mens regeringen arbejder på at samle et politisk flertal til at gennemføre en jobreform, har 11 akademiske fagforbund således selv besluttet sig for at finansiere en midlertidig videreførelse af Akademikerkampagnen, som allerede har skaffet tusinder af akademikere i job.

”Nu har regeringen selv nævnt kampagnen i sit udspil til en arbejdsmarkedsreform, så vi skal under alle omstændigheder kæmpe for at få ordningen på finansloven for næste år”, siger Jens Mølbach, sekretariatschef i Akademikerne (AC).

Kampagnen blev ellers skrinlagt fra årsskiftet, fordi regeringen ikke længere ville finansiere den. Men i regeringens udspil til en arbejdsmarkedsreform ligger der et forslag om at videreføre trainee-kampagnen på AC- og FTF-området, som kørte i 2012 og 2013, og som blev kaldt Akademikerkampagnen.

Store udfordringer
Forslaget vil først kunne gennemføres med virkning fra 1. januar 2015. Hos Akademikerne er forhåbningerne, at den genstartede kampagne kan køre i 2015 og 2016, som også regeringen sigter efter i sit udspil til en arbejdsmarkedsreform. Derefter er tiderne på arbejdsmarkedet forhåbentligt blevet så markant bedre, og kampganen blevet så anerkendt, at den bliver en fast integreret del i det nye beskæftigelsessystem, forklarer Jens Mølbach.

”Kampagnen er vigtig, fordi vi stadig har store udfordringer med at få akademikere ud i små og mellemstore virksomheder. Der er stadig et meget stort uopdyrket marked, og mange virksomheder kan få stor glæde af at få tilført viden ved at ansætte en akademiker”, siger Jens Mølbach.

DM er sammen med Djøf, IDA, Arkitektforbundet, Jordbrugsakademikerne, Dyrlægerne, Bibliotekarforbundet, Pharmadanmark, Præsteforeningen, Psykologforeningen, Kommunikation og Sprog samt Dansk Journalistforbund blevet enige om at videreføre Akademikerkampagnen midlertidigt ved selv at finansiere ordningen. Hvert af de 11 deltagende fagforbund betaler således et beløb til Akademikerne (AC) for at sætte Akademikerkampagnen i gang med en bemanding på samme niveau som i 2012-13.

Smager på hinanden
I Dansk Erhverv ser man meget gerne, at Akademikerkampagnen kommer i gang igen, understreger uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv Mette Fjord Sørensen.

”Vi kan se, at virksomhederne i denne ordning virkelig fik øjnene op for akademikere. Og kandidaterne fik ligeledes øje på, at de kunne finde spændende job i også mindre virksomheder, selvom der måske ikke lige er en akademiker der i forvejen”, siger Mette Fjord Sørensen.

Når der stadig er et stort uopdyrket marked på dette område, så handler det især om, at mange virksomheder stadig har at manglende kendskab til, hvad en akademiker kan.

”Mange mellemstore virksomheder tror ikke, de har arbejdsopgaver til en akademiker, fordi de ikke har en i forvejen, og ejeren måske heller ikke selv er akademiker. Men vi kan se, virksomheder får kæmpe vækstgevinster ved at ansætte akademikere”, siger Mette Fjord Sørensen.

Hun mener, at det på langt sigt handler om også at tænke tilgangen fra Akademikerkampagnen ind i studierne, hvor de studerende bør arbejde i problemorienteret projektarbejde i samarbejde med nogle virksomheder, så man ”smager på hinanden” allerede der.

”Det kan åbne rigtig mange døre både for de studerende og i høj grad også for virksomhederne, fordi de her netop kan se løsningsmodeller, som de slet ikke havde tænkt på”, siger Mette Fjord Sørensen.

Vil finde arbejde
Ifølge Jens Mølbach havde flere tusinde af de besøgte virksomheder i kampagnen under 2012 og 2013 givet udtryk for interesse i at blive kontaktet på et senere tidspunkt. Dem går Akademikerne derfor i gang med at kontakte. Det er derfor forhåbningen, at det igangsatte arbejde vil kunne medføre, at en række ledige dimittender snart vil finde arbejde.

”Blandt de virksomheder, som tidligere har udmeldt deres interesse for senere at ville ansætte en akademiker under ordningen, er der bestemt et potentiale for jobåbninger nu”, siger Jens Mølbach.

I 2012 og 2013 var der under kampagnen 250 konsulenter, som besøgte knap 8.000 små og mellemstore virksomheder. Alle resultaterne af besøgene er blevet registreret, og det er den liste, som nu findes frem igen, og som Akademikerne vil følge op på. Akademikerne vil desuden genstarte sin hotline, hvorfra virksomheder kan rekruttere akademisk arbejdskraft, hvis de har behov for det og ikke kan klare det ved egen hjælp.