Spring menu over
Dansk Magisterforening

Norden kalder

Af Mogens Tanggaard
Del artikel:

Stor jobmesse for akademikere på Købehavns Rådhus havde samlet mere end 300 interesserede fra flere forskellige organisationer. Fokus var på job i Grønland, Norge og Sverige.

30.000 job i Norge er ubesatte. 1.000 job alene i Malmø er ubesatte. Blandt alle dem er der adskillige for forskere, undervisere og administratorer. Også til de danske akademiske af slagsen.
Det er der allerede en del danske akademikere, der har fået øje på. Nogle af dem var til stede på jobmessen på Købehavns Rådhus for at fortælle om deres erfaringer med at arbejde i udlandet.

Jobmessen blev noget af et tilløbsstykke for en bred skare af medlemmer af DM, Djøf, Arkitektforbundet, Ingeniørforbundet og Magistrenes og Akademikernes arbejdsløshedskasser som alle, sammen med Københavns Kommunes jobnetværk for akademikere, stod bag arrangementet specielt rettet mod ledige, men også mod medlemmer i arbejde.

Den danske model som verdensarv
Jobmessen blev åbnet af næstformand for Akademikerne og formand for DM, Ingrid Stage. Hun slog fast, at det akademiske arbejdsmarked hverken er afgrænset kommunalt, regionalt eller nationalt. Hun var ikke i tvivl om, at akademikere i den nære fremtid ville se hele verden som et potentielt arbejdsmarked Og når det gælder Norden, er der her så mange lighedspunkter med vores hjemlige forhold, at springet ikke er så stort.

”At søge job i et andet nordisk land end Danmark er i mindre grad forbundet med usikkerhed om lønmodtagerrettigheder og -muligheder end i andre lande. De nordiske lande abonnerer så at sige på den danske model, der regulerer relationerne mellem lønmodtagere og arbejdsgivere”, sagde Ingrid Stage og foreslog i den sammenhæng, at den danske model burde optages på UNESCO’s verdensarvsliste eller ligefrem patenteres.


Jobmessen i Festsalen på Københavns Rådhus var besøgt af mere end 300 akademikere, som kunne høre inspirationsoplæg fra kolleger, der havde taget springet fra Danmark til et andet nordisk land.
Foto: Per Rehfeldt


Ingrid Stage, næstformand for Akademikerne og formand for DM, åbnede jobmessen med en opfordring til de ledige akademikere om at afprøve deres erhvervede kvalifikationer i praksis på arbejdsmarkedet i et andet nordisk land.
Foto: Per Rehfeldt


Grønland, Norge og Sverige havde hver deres stand, hvor interesserede kunne få informationer om arbejds- og levevilkår, jobmuligheder og løn- og skatteforhold, efterløn og pension i de enkelte lande. Hvortil kom stribevis af konkrete jobopslag, som var lige til at lægge billet ind på nu og her.
Foto: Per Rehfeldt