Spring menu over
Dansk Magisterforening

Iværksættere kan få kontor i DM

Del artikel:

Freelancere og selvstændige, der ønsker at få et arbejdsfællesskab med andre akademikere, kan nu leje sig ind hos DM. Opdatering: DM udbyder ikke længere leje af kontorpladser.

Hvis du er enlig iværksætter og savner inspiration og faglig udveksling med andre akademikere, så åbner DM nu for, at interesserede kan leje en kontorplads i Akademikerhuset på Frederiksberg.

Der er 14 skriveborde ledige, og for at komme i betragtning skal du være medlem af DM, af Magistrenes A-kasse eller af en af de andre faglige organisationer, der holder til i Akademikerhuset på Frederiksberg.

Til hver plads hører alle tænkelige kontorfaciliteter, herunder adgang til mødelokaler, farveprinter, WI-FI, tilkøb af kantineordning og så videre.

Forhandlingskonsulent i DM Ann Mehl arbejder særligt med freelancere og selvstændige magistre. Hun tror på, at tilknytningen af en gruppe af iværksættere til Akademikerhuset kan give bonus begge veje.

”Vi ved, at mange selvstændige, der sidder alene, efterspørger faglighedsudvekslingen og et mødested, hvor de kan prøve ideer af. Vi tror på, at der kan være masser af inspiration at hente ved at rykke sin arbejdsplads ind i et hus som vores, hvor medlemmer kommer og går, og hvor man kan møde andre iværksættere ved kaffemaskinen”, forklarer Ann Mehl.

Allerede da Akademikerhuset holdt medlemsfest den 4. september, fik forhandlingskonsulenten mange positive tilbagemeldinger fra DM'ere, der var forbi og besigtige lokalerne.

”De små selvstændige og folk, der går med tanker om at blive det, har ofte et behov for at komme ud, og de virker oprigtigt interesserede i at blive del af det miljø, der er omkring Akademikerhuset.  Vi ser frem til at afprøve, hvordan ideen kan blive udfoldet – og af hvem”.

Opdatering: DM udbyder ikke længere leje af kontorpladser.