Flere end frygtet mister dagpengene
Op mod 10.000 har mistet dagpengene i første halvdel af 2014. Det er endnu flere end a-kassernes prognose viste. AK-samvirke ønsker, at regeringen handler nu.
Mens mange venter på udspillet til et nyt og mere moderne dagpengesystem fra regeringens dagpengekommission, mister tusinder af ledige stadig deres dagpenge. Faktisk har endnu flere ledige end frygtet mistet dagpengene i første halvdel af året. Det viser en ny opgørelse fra a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke. Fra januar til juni måned har 9.900 ledige således mistet dagpengene. Ifølge AK-samvirkes tidligere prognose ville knap 14.000 miste dagpengene i 2014, men det tal vil langtfra holde.
”Det er overraskende og helt uacceptabelt, fordi det er så voldsomt et antal. Vi var godt klar over, at mange ledige ville blive ved med at miste dagpengene her i 2014, men vi troede ikke, at vi ville nå næsten 10.000 allerede efter et halvt år”,k udtaler AK-Samvirkes formand Torben Poulsen.
Regeringen nedsatte i slutningen af juni måned en dagpengekommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan det mere end 100 år gamle dagpengesystem kan moderniseres. Senest ved årsskiftet skal kommissionen fremlægge sine anbefalinger. Men så længe kan vi slet ikke vente, mener Torben Poulsen.
”Når næsten 10.000 ledige på et halvt år har mistet dagpengene, kan vi ikke vente til udgangen af 2015 på, at dagpengekommissionen får gjort deres arbejde færdigt”, siger Torben Poulsen.
Ifølge AK-Samvirke er der brug for at skrue genoptjeningskravet tilbage til et halvt år. Det er i dag 12 måneder. Desuden skal den midlertidige arbejdsmarksydelse forlænges.
Så sent som i starten af august måned udmeldte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at der ikke ville komme dagpengeændringer i den kommende finanslov, som fremlægges i slutningen af måneden.
Både SF og Enhedslisten ønsker dog dagpengelempelser i den kommende finanslov. SF ønsker også genoptjeningsperioden halveret, og formand Pia Olsen Dyhr kalder kravet et af de mest centrale for partiet.
Siden 1. januar 2013 har 44.000 ledige mistet dagpengene.