Spring menu over

Mød Sanne, der tog praktik i Madrid med DM’s rejselegat

Del artikel:

Studieophold i udlandet er en unik mulighed for at udvide sin faglige horisont, derfor uddeler DM hvert år rejselegater til studerende. I denne artikel kan du læse om Sanne, der har været i praktik i Madrid.

”Praktikopholdet i Madrid var for mig en uvurderlig mulighed for at komme ud og bruge mine sproglige kompetencer samt kulturforståelse fra studiet i praksis.”

Sådan beskriver Sanne B. Johansen sit praktikophold på Den Danske Ambassade i Madrid i foråret 2024. Til dagligt læser hun en kandidat i spansk- og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur ved Aarhus Universitet, og da hun i foråret 2024 drog sydpå, var det med drømmen om at få den spanske kultur og det spanske sprog helt ind under huden. Praktikopholdet viste sig at gøre den drøm til virkelighed, for under opholdet fik hun lov til at opleve udenrigstjenestens bidrag på nært hold:

”Jeg har jeg blandt andet været med til at arrangere et velgørenhedsarrangement i tæt samarbejde med Autorolas afdeling i Spanien og ambassadens Trade Council samt deltaget i Den Europæiske Unions optog til Pride-ugen.”

 

At sætte sine kompetencer i spil og at bo i smukke Madrid

Det er særligt muligheden for at afprøve sin faglige viden i praksis og at gøre sig nye erfaringer, Sanne ser som uvurderlig. I sit arbejde på ambassaden fik hun nemlig rig mulighed for at kombinere sin faglige profil indenfor spansk og samfundsfag:

”Min faglige profil gav mig gode forudsætninger for at dykke ned i spansk politik og bidrage med det daglige arbejde på ambassaden i form af nyhedsoverblik, udformning af indhold til rapporter til centraladministration såvel som indhold til sociale medier. Derudover har jeg arbejdet tæt sammen med Trade Council, som er en afdelingen indenfor udenrigstjenesten, der hjælper danske små- og mellemstore virksomheder. Ved siden af det har jeg fået lov til at opleve og bo i smukke Madrid, har jeg altså haft rig mulighed for at repræsentere Danmark i Spanien.”

Med sig hjem fra Madrid har Sanne taget en kuffert fyldt med nye færdigheder, viden og kompetencer, som har forberedt hende særligt på at arbejde internationalt, når hun er færdig med studiet. Hun håber derfor at kunne inspirere andre til at gøre det samme:

”Efter mit ophold i Madrid føler jeg mig bedre rustet til at arbejde i et internationalt miljø, og jeg har nydt godt af at bruge min viden fra studiet i praksis. Derfor håber jeg på at kunne inspirere andre studerende til forhåbentlig at gøre det samme. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det!”

 

Vil du også rejse med DM’s rejselegat?

Én af de store overvejelser, der gør sig gældende for mange studerende, der gerne vil ud og rejse med deres studie er, hvorvidt det nu kan lade sig gøre økonomisk. Og for Sanne var legatet blandt andet med til at gøre det muligt for hende at opleve landet og være til stede i sin praktik:

”At modtage støtte fra DM Studerende var for mig afgørende - det gav mig mulighed for at opleve mere af Spanien og sparrede mig for økonomiske bekymringer. Det betød også, at jeg kunne fokusere fuldt ud på min praktik og det faglige udbytte.”

Står du også og skal på studie- eller udenlandsophold? Så kan du ansøge om DM’s rejselegat til studie- og udenlandsophold, der uddeles til studerende hvert halve år.

Du kan læse mere om legatet, og hvordan du ansøger her: