Anne Vraa-Jensen rejste til Sydafrika for at samle empiri til hendes semesterprojekt på RUC og kom hjem med en større forståelse for landet og menneskerne. Hun fik støtte fra DM’s rejsepulje til rejsen og opfordrer andre studerende til at søge. Læs Annes historie, og hvordan du søger rejsepuljen.
Til dagligt læser Anne Vraa-Jensen kombinationskandidaten Global Studies og International Development Studies på RUC. Hun rejste til Sydafrika med sin gruppemakker Frederikke for at undersøge de sydafrikanske fagforeningers arbejde med grøn omstilling.
Anne Vraa-Jensen siger, at man nok godt kunne have udført de forskellige interviews hjemmefra. Men det var rejsen til Sydafrika, der gav deres semesterprojekt en helt anden dybde og de har set hvordan en fagforening i Sydafrika fungerer.
”Jeg synes, rejsen har bidraget til, at vi har fået en større forståelse for den sydafrikanske kontekst, fx at den store arbejdsløshed blandt unge fylder meget.”
For Anne Vraa-Jensen var det er stor oplevelse at blive vist rundt hos en sydafrikansk fagforeningen og møde alle dem, der arbejder der, og har på den måde fået en større viden om det. Udover at arbejde på projektet var de også ude og opleve landet og var blandt andet på safari.
På rejsen lærte Anne Vraa-Jensen, at det til tider var svært at kommunikere med de lokale, selvom de snakkede samme sprog. Ved at være i landet og opleve kulturen, lærte de, at de forskellige referencerammer påvirker, hvad der bliver lagt i de samme begreber.
Når man rejser er der mange omkostninger der skal dækkes, og for Anne Vraa-Jensen hjalp rejsepuljen med at dække nogle af de transport- og boligomkostninger der var undervejs. De havde blandt andet mulighed for at rejse internt rundt i Sydafrika til Cape Town og Johannesbrug.
”Jeg kan virkelig opfordre andre studerende til at søge rejsepuljen - især hvis man har et globalt eller internationalt udsyn, hvilket de fleste studier har efterhånden. Jeg tror virkelig, at det giver noget at komme ud og se på virkeligheden selv, i stedet for at sidde og læse i en teoribog. Hvis du har et projekt, hvor du skal ud og samle noget empiri, som du så skal anvende noget teori på, så er det bare en sjovere måde at lære på. Hvis man overhovedet har muligheden for at rejse på sit studie, så skal man bare gribe den. Rejsepuljen har hvert fald være med til at gøre, at det kunne lade sig gøre for mig.”