Spring menu over

Udspil er en trussel mod hele dagpengesystemet

Del artikel:
Af Henriette Sø

Regeringen har tirsdag aften fremlagt et nyt beskæftigelsesudspil, der har til formål at sikre den nødvendige arbejdskraft til landets arbejdspladser. Men bag de fine ord er udspillet en trussel mod vores dagpengesystem, lyder det fra Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen.

En undergravning af dagpengesystemet kan blive resultatet af regeringens netop fremlagte beskæftigelsesudspil. Så hård er kritikken fra Dansk Magisterforening, der undrer sig over forsøget på at underminere dagpengesystemet.

- Det er positivt, at der er gang i væksten og brug for kvalificeret arbejdskraft i hele landet. Men jeg har svært ved at forstå, at løsningen skal være at gøre det endnu vanskeligere for de mennesker, der er ramt af ledighed. Det er svært at se, hvordan manglen på specifik arbejdskraft bliver løst ved, at man forringer vilkårene for samtlige dagpengemodtagere, så det grundlæggende ikke bliver attraktivt at forsikre sig, og det er den øvelse, regeringen lægger op til, siger Camilla Gregersen.

Regeringens udspil indeholder en række forringelser af dagpengene, der også kan få konsekvenser for ledige akademikere.  Det drejer sig blandt andet om skærpede sanktioner ved selvforskyldt ledighed, opstramning af optjeningskravet og ikke mindst et skærpet krav til dimittenders mobilitet, der betyder, at dimittender nu skal søge langt bredere geografisk - også inden for brancher, hvor der ikke er mangel på arbejdskraft.

 Udspillet har ikke nok løsninger til at løse flaskehalsproblemerne, men rammer i stedet alle ledige og særligt den yngste gruppe.

- Udspillet har ikke nok løsninger til at løse flaskehalsproblemerne, men rammer i stedet alle ledige og særligt den yngste gruppe. Vores ledige medlemmer er højtkvalificerede mennesker, der står på spring for at komme i arbejde. De har ikke brug for pisk, men for at arbejdsgiverne af og til tør at tage en kandidat med et kort CV ind eller hjælpe en ledig ind på arbejdsmarkedet igen. Alt for få virksomheder har det nødvendige mod, og den udfordring løser vi ikke ved at forringe vilkårene for alle dagpengemodtagere, siger Camilla Gregersen.

På positivsiden indeholder regeringens udspil et par udmærkede initiativer, hvor der blandt andet lægges op til, at traineeordningen forlænges, og at der tilføres ti millioner kroner til matchning mellem ledige og arbejdspladser i landdistrikterne.

- Det er godt at se, at regeringen har forstået, at der er brug for en aktiv indsats for at få matchet arbejdspladser og medarbejdere. Desværre er pengene for små – ligesom indsatserne heller ikke opvejer de mange negative tiltag for dagpengesystemet.

- Jeg lægger mærke til, at S og DF heldigvis har sagt, at de ikke lægger stemmer til regeringens forslag, og det vil vi følge op på, så de dårlige forslag ikke bliver en realitet, siger Camilla Gregersen.