Spring menu over

Vær beredt til at gøre en forskel (er budskabet i Kommunikationsprisen)

Spejdere

Foto Det Danske Spejderkorps

Timme Bisgaard Munk
Del artikel:

En rød tråd går gennem alle de nominerede til årets Kommunikationspris: Vi k-folk skal være beredte på at gøre en forskel. Timme Bisgaard Munk, der er en af initiativtagerne til prisen, samler op på, hvad vinderen og feltet siger om faget lige nu.

Surprise, surprise: Det handler naturligvis rigtig meget om kommunikation, når man uddeler en kommunikationspris.

Kommunikationsprisen siger nemlig ikke blot noget om modtageren, men så sandelig også noget om afsenderen. 

Hvad er det så for værdier, Kommunikationsforeningen priser med årets K-pris?

Svaret indfanges meget godt af mottoet: Vær beredt. Det er nemlig ubetinget det budskab, som flest danskere forbinder med årets vinder: Den danske spejderbevægelse. De vinder med en kampagne, som på smukkeste vis lærer unge at stå på egne ben og forstå naturen.

Her lykkes det at gøre den danske spejderbevægelse great again ved at genfortælle historien om at være beredt i bred forstand. Beredt til at tage et ansvar for verdens gang. Beredt til at være en del af et fællesskab. Beredt til at komme væk fra skærmen og ud i naturen. Altsammen set fra de unges synsvinkel.

Altså en kampagne, som på en god måde "prepper" os til at være modige i en verden, som kræver, at vi har mod til at kæmpe for naturen, for Europa, for fællesskabet og for vores fælles mentale sundhed.

Den opbyggelige tilgang

Her er valgt en opbyggelig tilgang. Det er der brug for mere end nogensinde, hvor prepper-kulturen alt for ofte forfølges af sortsyn og undergangskommunikation. Her er altså meget at lære.

I stedet for at tale frygtens sprog er børn og unge gjort til helte, mens forældre kærligt udfordres på deres tabte færdigheder. De beredte unge rækker hånden ud til os voksne og ruster os til en verden, der kræver mod og færdigheder, vi har ladet forfalde.

Vær beredt udtrykker også det krav og ideal, Kommunikationsforeningen udsiger med den nye pris på tværs af feltet. Budskabet er, at vi k-folk skal være beredte til at gå ind i de store samfundsmæssige og politiske spørgsmål fra klimakrisen til krige og konflikter.

One woman army for klimaet

Det var netop derfor, Signe Wenneberg og Den lille grønne avis var nomineret. Her var nemlig en kommunikativ one woman army-ildsjæl, som bruger faget til at kæmpe for miljø, klima og ikke mindst bevaringsværdige huse. Her er skabt et medie, hvor hele den kommunikative værktøjskasse bruges for at kæmpe for en bedre og grønnere verden, fra den nærmeste villavej til selve jordkloden.

Med den faglige pris har man valgt at pege på dem, som gør det, vi bør i en verden af klimakrise og krigstrusler. Her priser vi kommunikationsfolk for, hvad vi synes er godt og rigtigt som fag og faglighed lige nu. Svaret er kommunikation, som gør en forskel for en bedre verden.

Den røde tråd på tværs af alle de shortlistede kandidater var, at de bruger faget til at forandre verden. En tråd, som også blev taget op og spundet videre af aftenens gæstetaler Rikke Trikker, kommunikationsdirektør i Andel. Hun fortalte, hvordan energiselskabet har insisteret på at kommunikere om den grønne omstilling, også når det blæser politisk modvind. Et konkret eksempel på, at kommunikation kan flytte dagsordener, når man tør stå fast.

Når det akavet møder det modige

Moralen er, at kommunikation kan gøre en kæmpe forskel, når det bliver svært, akavet og tabubelagt. God kommunikation handler ikke blot om at flytte samfundet, men også flytte fordomme, når vi møder dem i vores hverdag. Den kan slet og ret forandre, hvordan vi møder andre mennesker i en svær situation, hvis vi anstrenger os bare en lille bitte smule.

Netop derfor var Dansk Handicaporganisation nomineret med deres kampagne Mød mennesket. En kommunikativt modig og vedkommende indsats, der går tæt på og udfordrer vores forestillinger. Kampagnen tager fat på en svær situation og kommunikation. Otte ud af ti danskere oplever nemlig, at mødet med et menneske med handicap kan være vanskeligt.

Her fortæller de handicappede ærligt om, hvordan de oplever situationen i al dens akavethed. Det virker, og det skaber en identifikation, hvor mennesket bag handicappet står frem og rækker hånden ud til dialog og samvær. De tager ejerskab over deres egen historie og sætter ord på det, mange ikke tør tale om. Pointen er, at vi ikke skal gøre det sværere, end det er.

Resultatet er inkluderende kommunikation, der rækker langt ud over slogans og hashtags: Et ægte og sårbart møde med et menneske. At sætte fokus på den problematik og kommunikere om det svære møde er værd at prise.

Find din egen røst

God kommunikation handler om at finde sin egen røst i en verden af overkommunikation, hvor alle råber op. At være beredt til at kommunikere. Og det er netop, hvad en anden af de shortlistede kandidater hjælper med: Talerskolen RØST.
At være beredt handler også om at uddanne sig og finde sit retoriske medborgerskab. Her demonstreres, hvordan ord kan ændre liv, bryde grænser og åbne nye horisonter. Med et klart og vedholdende formål arbejder RØST for at styrke unges lyst og mod til at tage ordet i offentligheden.

Det retoriske medborgerskab blandt unge fylder traditionelt ikke fylder meget i den offentlige debat. Hvor mange taler abstrakt om at styrke demokratiet, viser RØST i praksis, hvordan nye stemmer kan trænes til at træde frem, tage ordet og blive hørt.

De faglærte hænder

At være beredt handler naturligvis også om at være fagligt uddannet og klædt på til verdens med- og modgang. Specielt når man ikke er smart eller hot, men gør en kæmpe forskel.

Technical Education Copenhagen (TEC) var shortlistet til Kommunikationsprisen for kampagnen Faglært. En helstøbt og strategisk stærk rebranding, der har formået at løfte erhvervsuddannelsernes fortælling langt ud over de klassiske hvervekampagner.

Med Faglært har TEC valgt at fortælle en større historie end blot det at vælge en uddannelse. Kampagnen sætter stolthed, faglighed og samfundsbidrag i centrum og placerer erhvervsuddannelserne i en bredere samfundsmæssig kontekst: Hvilke kompetencer Danmark får brug for for at fremtidssikre velfærd, grøn omstilling og livskvalitet. Ja, det kræver flere faglærte: Her lykkes det at skifte og sætte dagsorden.

I en tid med mangel på faglært arbejdskraft og for få ansøgere til erhvervsuddannelserne har TEC med Faglært bidraget til at ændre den offentlige samtale om at være faglært. En både vigtig og svær opgave. Det lykkes kun, fordi de har lært faget kommunikation fra A til Z.

Vær beredt

"Vær beredt" er det globale valgsprog for spejderbevægelsen. Det blev introduceret af grundlæggeren Robert Baden-Powell. Det betyder at være mentalt og praktisk forberedt på at løse opgaver, håndtere vanskeligheder og hjælpe andre ved at have tænkt situationer igennem på forhånd. Mottoet opfordrer til at være en ansvarlig problemløser, der kan handle hurtigt.

Det er en meget god beskrivelse af, hvad vi kommunikationsfolk gør, når vi gør en forskel, som gør forskellen. I 2025 viste årets nominerede vejen. I 2026 skal vi være beredte mere end nogensinde før. For hvis noget står klart efter denne prisoverrækkelse, er det, at kommunikation ikke er et neutralt håndværk. Det er et redskab til politisk forandring i samfundet, i samtalen, i samværet. Og i en verden af klimakrise, krigsfrygt, højrepopulisme og AI har vi brug for kommunikationsfolk, der er beredte på at bruge redskabet kommunikation mere modigt og mere politisk.

 

Om Kommunikationsprisen

Camille Aulkær Andersen, Cathrine Holm-Nielsen, Emil Nielsen, Kristina Rasmussen Cook, Nadja Pass, Nathalie Camilla Larsen, Jesper Sloth Møller og Trine Kromann-Mikkelsen har udvalgt vinderne af Kommunikationsprisen.

Artiklens forfatter, Timme Bisgaard Munk, er bestyrelsesmedlem i Kommunikationsforeningen og en af initiativtagerne til den nu tilbagevendende årlige kåring af god kommunikation.

Getty Images Vzcgwt7ff1u Unsplash Web Edit

Skarp pris på forsikringer

Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje