Spring menu over

Stiller du ‘Google-spørgsmål’ til din leder? Lad være med det, lyder det fra ledelsesrådgiver

Allan J. Christensen Ny

“Vi skal være langt bedre til at stille udviklende spørgsmål. På den måde er vi med til at lære af fortiden,” siger Allan J. Christensen. Foto: Mikkel Ørstedholm.

Sofia Tøfting
Del artikel:

Vil du få det bedste ud af din leder? Vær mere kritisk. Vi skal nemlig være langt bedre til at stille kritiske spørgsmål, når vi rådgiver ledelsen eller chefen, lyder det fra selvstændig ledelsesrådgiver Allan J. Christensen.

“Hvorfor skal vi egentlig til Norge?”. 

Medarbejderen var gået ind på Allan J. Christensens lederkontor for at stille spørgsmålet. 

Den morgen havde Allan J. Christensen fortalt en afdeling i den danske virksomhed, hvor han var leder, at der var planer om at starte kontorer op i Norge. 

Det var det, medarbejderen nu stillede spørgsmål til.  

Først blev Allan J. Christensen ‘skideirriteret’, men efterhånden forstod han, hvorfor medarbejderen havde spørgsmål. Han havde glemt at fortælle, hvad et kontor i Norge konkret ville betyde for medarbejdernes hverdag. 

“Jeg tænkte, at folk syntes, det var fedt, at virksomheden blev større og tjente flere penge. Men jeg havde anlagt et forkert perspektiv. Det gik op for mig, da medarbejderen pressede på,” siger Allan J. Christensen. 

“Den kommunikation, jeg lavede efterfølgende, blev langt mere vedkommende, fordi medarbejderen forstod at udfordre mig,” fortæller han. 

Og det er netop Allan J. Christensens budskab. At kommunikatører skal være langt bedre til at stille udfordrende spørgsmål til deres leder. En metode, der ligner journalisters, og som stammer fra en canadisk psykolog. 

OM ALLAN J. CHRISTENSEN

I næsten 10 år har Allan J. Christensen vejledt blandt andet kommunikatører i, hvordan de bliver bedre sparringspartnere for deres leder som indehaver af konsulentfirmaet Cambiamento. Allan J. Christensen har yderligere 15 års erfaring som direktør. 

Du kan møde Allan J. Christensen til to arrangementer i DM i den kommende tid.

Læs mere og tilmeld dig her.

Styrk dit personlige lederskab: Evnen til at uddelegere, balancen mellem drift og udvikling - og den svære samtale - DM

Sådan sikrer du følgeskab - DM

 

Stil udviklende spørgsmål  

De fleste ledere er vant til at tænke i handlinger, forklarer Allan J. Christensen.  

Nu skal vi hen over isen, og jeg kalder dig ind for at finde ud af, hvad vi skal herfra, kunne et typisk oplæg lyde, siger han. 

Så forventer lederen spørgsmål såsom Hvem var med i projektet sidste gang? eller Hvad kostede det sidst? 

Den slags afklarende spørgsmål om fortiden er kommunikationsrådgivere gode til at stille, siger Allan J. Christensen. Men paradoksalt nok er den slags spørgsmål mere forstyrrende end hjælpsomme. 

“Det belaster ledelsen at få stillet den slags detektivagtige spørgsmål, som en Googlesøgning kan opklare,” siger Allan J. Christensen. 

Stil i stedet spørgsmål, som peger frem eller tilbage i tiden, når din leder præsenterer noget nyt, opfordrer Allan J. Christensen til. Det, han kalder ‘udviklende spørgsmål’. 

Det kan være spørgsmål som: Da I lavede strategi sidst, hvad lærte du så? Ville du have gjort noget anderledes? Var I enige i ledelsen dengang? 

Allan J. Christensen bruger åbne spørgsmål fra en model, som er udviklet af den canadiske psykolog Karl Tomm. 

Thomms Spørgsmål

Model udviklet af Karl Tomm. Grafik: Cambianto/Allan J. Christensen. 

Ved at stille udfordrende eller kritiske spørgsmål bliver du en katalysator i samtalen med din leder, og du hjælper ledelsen til at reflektere dybere, siger Allan J. Christensen. 

“Det kan sagtens være, I er på rette vej, men måske opdager I, ved at stille kritiske spørgsmål, at nogle ting skal justeres,” siger Allan J. Christensen. 

“Åbne spørgsmål får ledelsen til at tænke sig om.” 

Klæd ledelsen godt på 

Det er ikke sikkert, at din chef vil klappe i hænderne, så snart du forholder dig kritisk til en ny opgave. Det kræver nemlig en vis tillid at tage sådan en slags samtale, ifølge Allan J. Christensen. 

“Uden tillid vil ledelsen nok føle sig udfordret af en masse spørgsmål,” siger han. 

Men det handler bare om at være dygtig til som kommunikationsrådgiver at sætte scenen, siger Allan J. Christensen. 

“Det er pokkers vigtigt at sætte scenen. Ellers tænker ledelsen kun på, hvorfor du udfordrer dem så meget, og hvornår du er færdig,” siger han. 

Du kan klæde ledelsen på ved f.eks. at fortælle, at du prøver en ny metode, fordi det er vigtigt at komme hele vejen rundt.  

Din leder vil højst sandsynligt blive taknemmelig, hvis du formår at forholde dig kritisk, mener Allan J. Christensen. 

“Det, der sker efter sådan en samtale, er, at lederen tænker, at personen blev klogere og føler sig spillet langt bedre. Lederen får en anledning til at tænke sig om og måske redesigne lidt, siger han. 

Og efter du har stillet dine kritiske spørgsmål, er der et sidste – men vigtigt – punkt, du altid skal huske. 

Spørg, om der er noget, lederen ikke fik sagt, inden I slutter mødet. 

“Sørg for, at de fik sagt alt det, de ville,” siger Allan J. Christensen. 

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje