Christiansborg BFF: Højskolen er godt tv og dårlig valgkamp

Valgkamp vækker altid lysten til at udforske nye formater, nye medier og nye veje til vælgerne. Det er sund fornuft, for de politikere, som har grebet nye muligheder med størst mod og nysgerrighed, har vundet vælgernes gunst. Grunden er simpel. Vælgerne ser lysten til at afprøve nye medier som udtryk for vitalitet og vilje til at finde nye løsninger på deres problemer. Sådan har det været siden bogtrykket, radioen, tv'et, internettet og de sociale medier. 

Nu er valgkampen efter belgisk inspiration nået til reality-dokumentaren. Meget dansk har TV2 samlet landets partiledere på den hæderkronede Ryslinge Højskole for at diskutere og genbekræfte den demokratiske samtale. Her kombineres den klassiske politiske debat med reality-genrens sociale spil. Genretro er spørgsmålet, om de sociale masker falder, og om der afsløres nye overraskende sider af de medievante ordførere. Løftet og seerkontrakten er: Vi kommer backstage. 

Det er sværere sagt end gjort, for alle toppolitikerne er medievante og mediebevidste som få andre danskere. De er næsten altid "in character" og så vant til at bære en social maske, at hvem de er, og hvem de er som brand, er vokset sammen til ét. Hvorfor Inger Støjberg naturligvis har medbragt sine elskede colaer.

Det store spørgsmål, som fanger os seere, er: Hvad er deres indbyrdes sociale relation, og hvordan fungerer de socialt sammen? 
Her nogle kommunikative regibemærkninger til første afsnit for alle, som tænker over, hvordan politisk branding sker lige nu i dette skæbnevalg på vores allesammens skærme.

En omvendt Robinson

Politik er en grum og usikker profession, hvor mange stemmes hjem og væk. Flere går ned og betaler en stor personlig pris for deres demokratiske engagement. Du kan kun vinde, hvis andre taber, og omvendt. I sin råhed minder politik derfor om reality-dokumentaren Robinson. Her hædres og belønnes viljen til magt og dominans.
Højskolen er det stik modsatte af det politiske grundspil. Det er en anti-Robinson. Her anerkendes modstanderen og fællesskabet i en frelst demokratisme. Høflig uenighed hersker, men aldrig som det fremherskende element. 

Kampen er omvendt en stor popularitetskonkurrence. Her handler det om at være mest mulig likeable i flest mulige situationer. Ikke blot som person, men også med folkekære rekvisitter med stor vælgerappel. Netop derfor har Inger Støjberg verdens sødeste hund ved navn Ludvig ved sin side. What's not to like. Messerschmidt har et billede af sin puddel og sin kone placeret på natbordet. Selv den blå statsministerkandidat Troels Lund Poulsen har pakket en lille sort pluskanin, som han har arvet fra sin datter. Mens den gamle autonome Pelle Dragsted går rundt i business suit og hvid skjorte. Det skal få den uhyggelige kommunisme til at fremstå som hyggelig socialt bevidst sentimentalisme og omsorg lært fra barnsben.

Det røde partis vilje til at finde nye fælles løsninger udtrykkes symbolsk i den ugentlige karatetræning med den politiske ærkemodstander Alex Vanopslagh fra LA. Naturligvis slår man løs på modstanderen, men som ægte højskoledemokrat er det ærefuldt, ritualiseret og hyggeligt. Det er naturligvis alt sammen for at fremstå som det bedste bud på det gode menneske, der kan samle vælgerne, partierne og nationen i en krisetid. Det bagvedliggende budskab er, at Danmark er en hyggelig matadorhøjskole-verden, hvor ligheden og fællesskabet er større end forskellene og fjendskabet.

De vrede vinder på fromhed

Sjovt nok vinder de vrede politikere og personligheder fra den blå fløj mest på dette format. Pludselig fremstår Inger Støjberg og Lars Boje Mathiesen som omsorgsfulde, hundeelskende fædre og betænksomme politikerkolleger.

Det kan kommunikationsstrategisk forklares med begrebet virtue signaling — på dansk fromhedssignalering. At udstråle og kommunikere mest muligt demokratisk sindelag over for alt og alle. Det står i modsætning til virtue signalings mørke søster, vice signaling: at signalere vrede og had mod dem, man anser som sine ærkefjender. De politikere, som er mest kendt for at sprede frygt og had, fremstår nu som noget andet og bedre i højskolens hyggelige ramme. De overrasker positivt og kan tilføre en omgængelig behind-the-scenes-personlighed til deres vrede brand. Spontant tænker alle: Okay, de er da slet ikke så rabiate og vrede. Gud, hvor har jeg været fordomsfuld.

Deres brandinggevinst bliver derfor fordoblet. De fremstår som komplementære brands, der både kan være vrede og venners ven, modsat duksedrenge og -piger, som kun kan spille det fromme og frelste kort. To sider af samme brand, hvor de andre fremstår entydige.

Inger Støjberg udnytter det genialt i sin ægte omsorg for Mette Frederiksens sikkerhed. Lars Boje Mathiesens fortælling om sine nu afdøde hippiemisbrugerforældre skaber en overraskende identifikation og et skæbnefællesskab med de højradikale hippieefterkommere i Kartoffelrækkerne. Her skabes ny og anderledes identifikation, hvor højskolebarnet Martin Lidegaard omvendt er sat skakmat. Han kan ikke skille sig ud ved at fremstå højskoleagtig, når alt og alle er højskoleagtige.

Et af afsnittets højdepunkter er det afsluttende klip fra næste afsnit, da Mette Frederiksen siger "hold kæft" til Morten Messerschmidt, efter han har brokket sig over, at han ikke har råd til at købe en pakke oksekød. Her lykkes det statsministeren ganske underspillet at udstille populisten Messerschmidts hysteri og løgnagtige hykleri. For naturligvis har han råd til en pakke oksekød.

Venner fra fjernsynet

Politik har alle dage drejet sig om personlig karakter og branding. Det nye er, at det personlige ideelt set i dag skal være mere privat end professionelt. Vi vil tættere på og stoler kun på dem, vi ser som vores venner. Politikere skal i dag være underholdende politiske influencers. Med et akademisk begreb hedder det en intim parasocial relation, hvor vi følger dem, som om de er mennesker i vores nærmeste sociale liv. De politikere, som lykkes med at skabe disse intime parasociale relationer til vælgerne, vinder deres stemme og fanger opmærksomheden.

Det kan politikerne naturligvis godt se, så de forsøger digitalt at skabe intime relationer med personligt behind-the-scenes-indhold. Det er grunden til, at Mette Frederiksen deler sine makrelmadder. Grunden til, at vi elsker det, når Løkke deler en smøg på gaden i Washington, efter han har vundet over Trump. For Lars Løkkes superkraft som politisk brand har alle dage været, at han er den dansker, man mest gad ryge en cigaret og drikke en fadøl med. Derfor står Løkke naturligvis også i baren på højskolen og anklager i bedste hø-hø-værtshushumor de billardspillende kolleger for at ville tage kegler. Han er kort sagt den sjoveste mand i baren på højskolen. Det er venskabsbranding på ærkedansk, som historisk har åbnet vejen til Statsministeriet på trods af mandens mange andre karakterbrister. Og grunden til, at vi bedre kan lide Pelle og Alex, efter vi nu ved, de er karatevenner.

Den retoriske pointe er: Jo mere de afslører om sig selv, og jo bedre venner de fremstår som, jo mere vil vi som vælgere gerne have dem som venner. Vi vælger nu vores "venner", og det spil må politikerne spille ind i. Højskolen er derfor en scene for performativ parasocial behind-the-scenes med et kabinet af venner fra fjernsynet. Performativ, fordi det er venskabelig optræden på slap line. Det kræver en bestemt social energi, og det giver et handicap til de introverte. Troels Lund Poulsen og Pia Olsen Dyhr får aldrig helt kommunikeret nok friendliness i formatet. De forsvinder lidt i højskolens sociale spil, fordi deres naturlige register er saglighed og alvor, ikke barvittigheder og spontan varme. Spørgsmålet er ikke blot hvem der er mest from, men også hvem gad du mest være venner med. Og det spil vinder de udadvendte.

Godt tv, forkert Danmark

Sjovt nok er dokumentaren helt skæv i forhold til den politiske tidsånd og den aktuelle valgkamp. Her er det tydeligt, at vælgerne, efter SVM-samlingsregeringen og årevis af konsensuspolitik, ønsker mere brød og teater og mere ideologisk konflikt end det, man finder på højskolen. Det har debatten om milliardærbeskatningen lige nu med al tydelighed vist. Her fremstår højskolen for pæn, og vennerne lidt for kedelige.

Vælgerne søger lige nu mod de vrede, de lede venner, som mobber fjender. Det er alt andet end højskolens ånd. Og det siger noget vigtigt om, hvor politisk branding befinder sig lige nu. Fromhed sælger ikke, når vælgerne er sultne efter kamp. Konsensus er blevet et skældsord. Den parasociale relation, vælgerne søger, er ikke den hyggelige ven i baren. Det er den ven, der tør sige de grimme ting højt og slå hårdt. Politisk branding i 2026 handler mindre om at virke likeable og mere om at virke farlig.

Det er ærgerligt, for verden og Danmark har brug for mere Ryslinge Højskole og mindre "alle muslimer ud nu". Det lyder fromt, men at være from er noget andet end at være frelst. Deltagerne i dokumentaren illustrerede på fornemmeste vis noget af det bedste ved Danmark. Nemlig at vi danskere er Danmarks venner. Hele landet er Ryslinge Højskole fra Gedser til Skagen, fra København til Esbjerg. Derfor er det godt tv. Men som valgkamp er det for lidt, for sent og for pænt, når højskolen er erstattet af høtyve, Hunger Games og jagten på de fremmede, de rige og svinebønderne som sviner.