Laura brugte LinkedIn strategisk til at finde det næste job. Her er, hvad hun lærte
Efter at Laura Ørsted-Jordy blev opsagt som en del af #club5000 sidste efterår, besluttede hun sig for at lave en projektplan og bruge LinkedIn strategisk til at finde det næste job.
Laura Ørsted-Jordy blev opsagt under Novo Nordisk-fyringsrunden i efteråret. Hun lavede en projektplan med en tone of voice, målgruppe og delmål for sin LinkedIn med ét mål: at finde det næste job. Det har hun fundet nu. Spørgsmålet er, hvor stor en forskel LinkedIn gjorde.
Det var en karrierekonsulent, som anbefalede Laura Ørsted-Jordy at bruge LinkedIn til sin jobsøgning.
Ej, det gider jeg ikke, tænkte hun først. Når folk poster noget på LinkedIn, taler de i virkeligheden kun med sig selv. Hvad skulle formålet være med det?
På den anden side var det vel dumt ikke at bruge sin kommunikationsfaglighed til at lande det næste job, tænkte hun også.
Laura Ørsted-Jordy var for nyligt blevet opsagt fra Novo Nordisk som en del af #club5000, men havde egentlig slet ikke brug for en karrierepause.
Tænk, hvis det virkede at bruge LinkedIn til at finde et nyt job.
”Jeg besluttede mig for at stole på de gode råd og prøve det af,” fortæller Laura Ørsted-Jordy.
Min karrierevej
Hvordan havner kommunikatører i et bestemt job eller karriereforløb? Det taler DM Kommunikation med tre kommunikatører om i denne serie. I artiklen her spørger vi kommunikatør Laura Ørsted-Jordy om, hvordan hun brugte LinkedIn strategisk til at finde sit nye job.
Et arbejde at være ledig
I de par måneder, hvor hun var ledig, skrev Laura Ørsted-Jordy opslag på LinkedIn som en del af sin projektplan med navnet ”Brug din LinkedIn-konto mere aktivt”.
Selvom Laura Ørsted-Jordy ikke skulle gå på arbejde mere, besluttede hun alligevel at betragte sin ledighed som et arbejde. Det indebar Excel-ark med overblik over søgte stillinger, mødepligt på hjemmekontoret og en allieret, som hun delte processen med. Og selvfølgelig den strategiske brug af LinkedIn.
Idéen med netop at lave en projektplan skyldtes blandt andet, at hun selv gerne ville vide mere om, hvordan hendes LinkedIn-forbindelser egentlig landede deres nye jobs. Hvor meget fyldte netværk, og hvor mange ansøgninger sendte de?
”Jeg ville være med til at skabe noget mere åbenhed,” fortæller Laura Ørsted-Jordy, som skrev i projektplanen, at hendes tone of voice skulle være autentisk.
Netværket gjorde størst forskel
At bruge LinkedIn på den måde har været sjovt for Laura Ørsted-Jordy, fordi hun kunne bruge sin kommunikationsfaglighed. Samtidig var det strategisk klogt, fordi hendes profil fungerede som et udstillingsvindue for den faglighed.
Der var dog også en hage ved det, som blev tydelig, da Laura Ørsted-Jordy lavede en PowerPoint. I det tidligere job var produktionen af PowerPoint-slides en fast del af hverdagen, men hun opdagede nu, at hun manglede en visuel identitet og de gode designtemplates.
”Jeg viste også alt det, som jeg ikke kunne finde ud af,” forklarer hun.
Men det gik nu fint alligevel, og i dag har Laura Ørsted-Jordy fået et nyt job.
Laura Ørsted-Jordy har endnu ikke spurgt om ansættelsesudvalget lagde vægt på hendes aktivitet på LinkedIn. Men andre har sagt, at de syntes, det var spændende og oplysende at følge med.
Om det så reelt gjorde en forskel at være aktiv på LinkedIn, er svært at svare på for Laura Ørsted-Jordy. De i alt næsten 1000 personer, som klikkede sig ind på Laura Ørsted-Jordys profil under projektperioden, består både af ansatte i virksomheder, hvor hun kom til samtale og virksomheder, hvor hun ikke gjorde.
Under sin jobsøgning brugte Laura Ørsted-Jordy LinkedIn som et kartotek over sit netværk. Når hun så en ledig stilling, skrev hun til dem, hun kendte i virksomheden for måske at blive opdaget i bunken af ansøgninger.
Den vigtigste og mindst overraskende læring for Laura Ørsted-Jordy er, at netværket gjorde en forskel. Faktisk vurderer hun, at det havde en ”afgørende betydning”
”Jeg ved jo ikke, om det fortsat ville have været sådan, men alle de steder, som inviterede mig til en samtale, var steder, jeg havde netværk,” siger hun.
Gjorde ondt at blive fyret
Det var hårdt at blive opsagt efter næsten to år som kommunikationsrådgiver hos Novo Nordisk, fortæller Laura Ørsted-Jordy.
”Jeg har prøvet at stoppe i et job før, men så var det mit eget valg. Det er ret hårdt mentalt, når man ikke selv vælger det,” forklarer hun.
Nu, hvor hun har landet et nyt job, er der stadig rester af de negative følelser. Det har overrasket Laura Ørsted-Jordy, at de hænger ved. Hun ved dog samtidig, at de nok skal forsvinde med tiden. Ikke mindst, når hun starter i sit nye job i Metro Service A/S den 5. januar 2026.
Laura Ørsted-Jordy ved ikke så meget om de konkrete arbejdsopgaver endnu, men kriterierne for drømmejobbet er opfyldt: hun får lov at arbejde med kommunikationskolleger og skal blandt andet lave intern kommunikation.
Det lyder umiddelbart helt anderledes med et fokus på transport for Laura Ørsted-Jordy, som i det tidligere job havde fokus på medicin.
”Men det er sådan, det er med intern kommunikation. Kerneydelsen er at skabe klarhed og forståelse for alle de mennesker, der arbejder i organisationen, og bygge bro mellem de forskellige dele – uanset om de arbejder med transport eller medicin.”
Laura Ørsted-Jordys 7 gode råd til dig, som er midt i processen med at søge nyt job:
1. Brug dit netværk. Find dem, der arbejder på arbejdspladsen og ræk ud til dem.
2. Tænk netværket bredere, end man traditionelt gør. Én fra forældremødet, en tidligere gymnasieven eller nogen fra den lokale idrætsklub. De ved om ikke andet noget om dine personlige kompetencer, som godt kan overføres til arbejdspladsen.
3. Husk at holde fri – også fra LinkedIn.
4. Hav en allieret, som du kan dele frustrationer og opture med.
5. Drømmejobbet kan se ud på mange forskellige måder. Laura Ørsted-Jordy har erfaret, at drømmejobbet findes indenfor bestemte rammer, men ikke brancher. Det vigtige for hende er f.eks., at der er et team og mulighed for at lave intern kommunikation.
6. Hvis du vil bruge LinkedIn, så vær så autentisk som du tør. Det har Laura Ørsted-Jordy selv fået god feedback på at være.
7. Brug AI til at optimere dit CV, til research af arbejdspladsen og forberedelse til samtale. Laura Ørsted-Jordy anbefaler at bruge podcastfunktionen og f.eks. få to værter til at simulere din kommende samtale eller høre om en bestemt arbejdsplads i 10 minutter.