Spring menu over

I nyt job: Min opgave som kommunikatør er at bryde kompleksiteten ned

Laura Aamand

“DLG Group er en stor organisation med meget viden og mange perspektiver i spil. Jeg glæder mig til at komme tættere på det hele,” siger Laura Aamand. Foto: Cecilie Grunddal Kock.

Sofia Tøfting
Del artikel:

I sit nye job i DLG Group skal Laura Aamand være ansvarlig for sociale medier. Hun glæder sig til at dykke dybere ned i organisationen og finde fortællingerne inde bagved.

I krydsfeltet mellem strategi, fortælling og sociale medier – det er dér, Laura Aamand arbejder. 

Det har hun gjort i snart en måned, siden hun startede i sit nye job i DLG Group som ‘Corporate Social Media Specialist’. Her skal Laura Aamand styrke DLG Groups tilstedeværelse på sociale medier som LinkedIn og Facebook. 

Et arbejde, der både handler om relationer og strategi. 

“DLG Groups sociale medier er ikke bare kanaler for organisationen, men også steder, hvor relationer og tillid bliver skabt,” siger Laura Aamand. 

Fordi stillingen er nyoprettet, er der stor nysgerrighed fra kollegerne omkring hendes rolle, og Laura Aamand får lov til at sætte sit eget præg på sin stilling. 

“Der er et stort potentiale i at bruge sociale medier mere strategisk. Det er utroligt spændende at løfte den opgave,” siger hun. 

Hun ser allerede nu frem til at arbejde med ledelseskommunikation og ‘employee advocacy’, hvor de ansatte selv skriver opslag om DLG Group på sociale medier. 

Det virksomhedsorienterede i stillingen tiltalte Laura Aamand, da hun oprindeligt læste jobopslaget. Hun kan nemlig godt lide det, hun kalder ‘synergien mellem stemmen fra virksomheden og stemmen fra medarbejderne’. 

Samtidig går hun op i at sørge for, at der kommer et personligt præg på den kommunikation, som DLG Group udsender. 

“Det er ikke bare virksomheden, der skal snakke. Det er menneskene,” siger Laura Aamand. 

Faktaboks: Om DLG Group 

DLG-koncernen er et andelsselskab ejet af 25.000 danske landmænd. Virksomheden har 7.000 medarbejdere. 

En masse ufortalte historier 

I sin nye rolle ser Laura Aamand det som sin opgave at dykke ned i den store mængde faglighed i organisationen for at finde de fortællinger, der gemmer sig bagved. 

“I en stor organisation som DLG Group kan substans og faglighed let gemme sig i kompleksiteten. Min opgave som kommunikatør er at bryde kompleksiteten ned og gøre den forståelig,” siger Laura Aamand. 

Indtil videre har Laura Aamand allerede fået en masse ansvar, samtidig med at hun er i gang med et onboarding-forløb. Der er et godt miks mellem et højt ambitionsniveau og realistiske forventninger, mærker hun. 

“Jeg kan mærke, at der er en god kultur. Jeg får lov at sætte mit eget præg på arbejdet, og der er høje ambitioner, men også en forståelse for, at relationer og gode fortællinger tager tid,” siger hun. 

Selvom Laura Aamand bevidst gik efter at arbejde i en stor organisation, har det alligevel overrasket hende, hvor kompleks organisationen er, og hvor mange områder og selskaber der er under DLG Group 

“En del af mine arbejdsopgaver er også bare at få folk til at kende mig, og at jeg skal se, hvad DLG kan,” siger hun. 

Men størrelsen på organisationen betyder også, at Laura Aamand kan ane omridset af en masse ufortalte historier, som bare venter på at blive gravet op. 

“Der ligger mange gode historier. Der er rigtig meget, jeg glæder mig til at fortælle.” 

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje