Spring menu over

I krydsfeltet mellem forretning, teknologi og kommunikation

Line Mølgaard

Line Mølgaard bruger blandt andet en netværksgruppe til uvildig kritik og feedback. Noget, hun oplever, flytter meget for hende fagligt. Foto PR

Sådan holder jeg mig fagligt opdateret Sofia Tøfting
Del artikel:

Vi har spurgt Line Mølgaard, som er Senior Communication Specialist i Bestseller om, hvilke ting hun forkæler sig selv med fagligt.

Det er forfriskende, at nogen tør sige højt, at vi skal turde at være middelmådige.

Line Mølgaard

Jeg arbejder i Bestseller Tech, det teknologiske ben i Bestseller. Afdelingen understøtter modeforretningens digitale platform, herunder også den daglige drift af IT. Jeg laver klassisk intern kommunikation for mine cirka 430 Tech-kollegaer, som jeg prøver at nytænke ved at undgå top down-kommunikation og i stedet få alle stemmer hørt. Min sekundære målgruppe er resten af Bestseller, når der f.eks. kommer nye værktøjer eller andet, der skal kommunikeres ud til kolleger.

Netværksgruppe

Jeg har selvfølgelig kommunikationskolleger i Bestseller, men i Bestseller Tech er jeg den eneste med kommunikationshatten på. Derfor bruger jeg netværksdeling til at få nye idéer og inspiration. Jeg er med i en jysk netværksgruppe med cirka 20 andre, der også arbejder med intern kommunikation.

Netværket fungerer som et spejl for mit eget arbejde. Jeg kan se det, der fungerer godt hos mig og det, jeg med fordel kan rette til. Det er en prioritet for mig at mødes med netværksgruppen en hel dag fem gange om året og diskutere emner som ledelseskommunikation eller AI. Det er et dejligt fagligt fællesskab, hvor vi ikke er konkurrenter, men bruger hinanden konstruktivt i et fortroligt rum. 

Faglitteratur

Det er en selvfølge for mig at følge med i relevant faglitteratur. For nylig på en ferie havde jeg den nye Morten Münster-bog – ’Afdelingen for magisk tænkning – og det utrolige potentiale i middelmådighed’ – med til poolen. Den var befriende at læse og gav en ahaoplevelse. Der er et paradoks i, at vi ofte har store visioner på den ene side, men at det på den lange bane faktisk er det helt basale, det middelmådige, der ofte gør forskellen. Det er nok tidstypisk for mennesker og organisationer, at vi har urealistiske forventninger og en tendens til at overkomplicere vores indsatser. Men ifølge Morten Münster er det bare sjældent det, der laver resultater.

Det er forfriskende, at nogen tør sige højt, at vi skal turde at være middelmådige.

AI som faglig legeplads

Jeg er kommunikationsuddannet og arbejder i et krydsfelt mellem forretning, teknologi og kommunikation. Der fylder AI utroligt meget i øjeblikket, og jeg afprøver en masse spændende AI-løsninger lige nu.

Der er selvfølgelig et formål med det, men det er samtidig en faglig legeplads for mig. F.eks. tester jeg avatars. Altså AI-kolleger på en skærm, der kan lave tutorials eller learning-videoer til intern kommunikation. Jeg har egentlig en sund skepsis over for AI, men jeg må indrømme, at jeg er blevet ret begejstret for potentialet. Med AI kan du hurtigt lave en videoproduktion, som ville tage meget længere tid i et traditionelt studie med lys, lyd og kamera.

Jeg afprøver også, hvordan man kan generere en faglig podcast ud fra simple prompts. AI har sat noget tempo under det arbejde, som jeg for få år siden ikke troede var muligt at gøre hurtigere.

Fysisk tilstedeværelse

Jeg elsker idéen om webinarer og har altid en liste klar over de næste, jeg skal se, men jeg falder lidt for ofte i fælden med at sidde og tjekke mails og multitaske imens. Jeg tror, jeg har nået en form for mæthed med webinarer, og det fysiske event vinder hos mig. Det kan være K-dagen hos DM eller Social Medie Manageren i Aarhus. Jeg elsker at være til konferencer, kurser og events. Jeg kan lettere dedikere mig til det, når jeg er der fysisk, og jeg prøver at prioritere disse så meget som overhovedet muligt.

Getty Images Vzcgwt7ff1u Unsplash Web Edit

Skarp pris på forsikringer

Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje