Hotel Romantik taler til kongen og dronningen i os alle

Hvis du har tilbragt de seneste uger i en solstol på en græsk ø – har du misset Danmarks mest overraskende tv-succes. 'Hotel Romantik' sender 20 seniorer mellem 62 og 78 år på kærlighedsjagt i et schweizisk alpehotel, elegant faciliteret af Sofie Linde og Joakim Ingversen.

671.000 danskere har valgt at følge med, og programmet er nu på toppen af seerlisten. Men hvorfor er et datingprogram for den grå guld-generation blevet det, vi alle taler om – ung som gammel? Svaret er, at programmet kommunikerer præcis det, vi mangler lige nu: anerkendelse af de ældre, håb i håbløse tider og en respektfuld samværskultur, hvor alle behandles som konger og dronninger.

De ældres usynlige seksualitet bliver endelig set

Den danske befolkning bliver ældre og ældre. Vi er på vej ind i "The Age of Aging" med en eksplosion i antallet af +75-årige. De ældre dominerer som demografisk trend, men er underlagt en usympatisk aldersracisme i vores evigt ungdomsdyrkende offentlighed.

'Hotel Romantik' gør hyggeligt op med denne ubalance – på de gamles præmisser. Her anerkendes alderdommen på en måde, der sjældent ses på nationalt tv. Vi møder ikke et ældresprog, hvor seniorer tiltales som idioter eller fremstilles som statister i plejehjemmets kliniske tv-stue. Nej, her respekteres de ældre i deres seksualitet og drømme på lige vilkår med de unge fra “Sex On The Beach”.

Som 70-årige Bente fra Bornholm – pensioneret, frivillig i diverse organisationer og danseentusiast – formulerer det med befriende direkthed: "En orgasme er virkelig godt for kroppen og hjernen – man bliver helt afslappet og glad bagefter. Folk spiser stress-piller, og jeg ved ikke hvad. Hvorfor boller de ikke bare noget mere?"

Programmet bryder elegant ældresexualitetens tabu, uden at det bliver tåkrummende pinligt. Tværtimod. De ældre ser sig anderledes i dag, og denne nye generation bliver for første gang virkelig set på nationalt tv. Det er seværdigt Tv, fordi serien ser hullet mellem virkeligheden og den ungdomsfixerede tv-kultur. 

Håb som modgift til permakrisen

Det ser håbløst ud fra øst til vest, fra nord til syd. Siden corona er vi blevet bombarderet med nyheder om krig, klimakollaps, sygdom og død 24/7. Strømmen af død og ødelæggelse skaber et desperat behov for noget opbyggeligt, som giver håb.

Her er 'Hotel Romantik' et tiltrængt frirum. Håbet er programmets egentlige helt og hovedperson. De gamle forelsker sig måske i hinanden, men vi forelsker os i deres håb og drømme.

Tag 72-årige Hans fra Amager, der voksede op på børnehjem efter forældrenes skilsmisse. Som tiårig måtte han passe på sin lillebror på det barske sted, mens han savnede sin mor. Hans fik aldrig børn på grund af vandbrok konstateret som ung. "Jeg kommer aldrig til at høre nogen kalde mig 'farfar'. Eller bare 'far'," fortæller han bevæget til 74-årige Inger fra Herning. Alligevel håber han – han drømmer om at finde en kvinde med en stor familie, som han kan blive en del af. Altså, han håber på børnebørn, selvom han ikke har eller kan få det. 

Her møder vi 76-årige Kjeld fra Glumsø, tidligere speditør, der mistede sin livspartner i 2023 efter 35 år sammen. "Jeg ønsker ikke at give slip på tosomheden og oplevelsesfællesskabet," siger han og søger kærlighed igen. 67-årige Lars fra Gentofte har overlevet kræft og søger nu efter "en rejsemakker for livet."

Deres livshistorier er alle fortællinger om at fastholde håbet på trods af død, ulykker, barnløshed og alderdom. Dette håb har i vores håbløse tider en gigantisk appel. Deres passion for det mulige er umulig ikke at blive berørt af. Det smitter. For hvis de kan håbe efter alt, hvad de har været igennem, er der håb for os alle. 

Sofie Linde som social arkitekt 

Her skal vi anerkende Sofie Lindes geniale rolle. Hun fungerer ikke bare som vært, men som det, medieforskningen kunne kalde en moderne "deus ex machina" – dog ikke som den klassiske guddommelige intervention, der løser umulige knuder, men som en social arkitekt, der skaber rum for autentiske møder.

Se bare, hvordan hun spotter Hans, der kredser som en satellit om hotellets sociale centrum uden at finde sin plads – altid optaget af at sørge for, at alle andre har det godt. Hun tager ham med på en kaffetur: "Du er så god til at være opmærksom på, om alle andre har det godt, og du må ikke glemme dig selv."

Med Linde og Ingversen i øresnegl inviterer Hans efterfølgende Inger på frokost. 

Eller tag scenen fra afsnit fire, hvor Linde samler de ti mænd til kreativ workshop med perler, papmaché og papirsblomster. "Mændene flirter mere internt end med damerne. De taler hellere om sig selv, end de spørger kvinderne," diagnosticerer hun skarpt. Med varme og humor udfordrer hun deres "mandehørm" – som 70-årige Ole fra Lyngby udtrykker det, "som om han skal overbevise os om, at han er hetero."

Hun coacher dem i at være til stede på en mere seriøs måde: "Kvinderne har brug for at mærke, hvem I er, og hvilket liv I har levet – men også jeres interesse for at vide lidt om deres liv."

En kultur af konger og dronninger

"Don't hate the player, hate the game," lyder et internetmotto. På 'Hotel Romantik' er det lige omvendt. Vi elsker ikke spilleren – vi elsker deres civile, solidariske samspil.

Her er plads til alle. Her ved voksne mennesker, at respekt avler respekt. Mobberi og manipulation er udelukket. Derfor undgås reality-genrens klassiske kynisme, hvor social ydmygelse er programmets grundtone. Alle respekterer hinanden.

Som det så fint udtrykkes om den manglende gensidige tiltrækning: Det er blot et udtryk for, at vi er konger og dronninger i hvert vores kongedømme. Med livsvisdom viser de grå mænd og kvinder, at kærlighedslivet ikke skal inddeles i vindere og tabere, men at man kan vinde sammen på at skabe en god fælles samværskultur.

Se bare, hvordan seriens eneste "player," 68-årige kørelærer Steen fra Them, diskret, men effektivt straffes – ikke af de andre deltagere, men af fællesskabets ånd, som kræver ægthed og ærlighed. Da han ved lejrbålet demonstrativt hiver en flaske vin frem og skænker for 62-årige Femia (som flygtede til Danmark som 27-årig og nu drømmer om at blive standupkomiker), mens han samtidig afviser 64-årige dagplejer Jeanne fra Hvalsø, får han fællesskabets tavse dom. Den forsmåede Jeanne bliver i sin sårbare ærlighed kulturkampens egentlige vinder, da Sofie Linde kysser hende på kinden og siger: "Du er vidunderlig."

Programmet taler til kongen og dronningen i os alle – ikke til stodderen. Det er præcis, hvad vi har brug for i disse trumpistiske tider, hvor venskab og samvær er blevet reduceret til forretning og falsk smiger. Serien ser mennesket på fælles kærlighedsmisison, ikke som fjender og kunder i hinandens butik.

Reality serien formår derfor som få andre i genren både at være opbyggelig ekskapisme og moralsk menneskelig samfundskritik på en og samme tid. 

De modige medvirkende bliver altså forstået og forklaret mere end udstillet i kynisk følelsespornografi.

Livsfortællinger som eksistentiel sandhed

Det mest fascinerende ved serien er deltagernes forhold til deres egne livsfortællinger. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvordan fortællingen skaber vores virkelighed, må al tvivl være borte nu.

Programmet emmer af livsfilosofisk eksistentialisme. Deltagerne fortæller ikke bare historier – de er "true to the story." Deres livshistorier har givet dem drømme og værdier, som de kæmper for at forblive tro mod.

Tag 62-årige JR fra Valby med hestehale og ADHD-diagnose, der aldrig har boet længere tid med en kvinde. Når han giver Femia en hjemmelavet halskæde af perler, svarer hun: "Det kan godt være, at han har lidt kant. Men hey, der er også ben i fisk, og jeg elsker fisk." Eller 70-årige Ole, der gradvist lægger sin "cool guy facade" til side og erkender sin frygt for at blive forladt: "For så betød det, at jeg måske ikke var god nok."

Som sofistikerede romanfigurer prøver de at passe ind i hinandens fortællinger, som nye ubeskrevne kapitler i deres autofiktive universer. Det er en vigtig påmindelse til enhver kommunikatør: Alle har en historie, og god kommunikation opstår, når vi skriver os ind i hinandens fortællinger med respekt og nysgerrighed.

Kommunikation som kongelig kunst

'Hotel Romantik' er langt mere end godt reality-tv. Det er en masterclass i, hvordan man skaber meningsfuld kommunikation på tværs af generationer, som alle gider se. Ved at behandle seniorerne som narrative suveræner i deres egne fortællinger. Programmets succes viser, at der findes en alternativ kommunikativ økonomi. En økonomi, hvor respekt avler respekt, hvor sårbarhed skaber styrke, og hvor selv de ældres kærlighedsliv kan blive til national samtale. Som programchef for eksternt tv i DR, Anne Garlichs, udtrykte det: "Det er meget livsbekræftende tv."

I en tid præget af polarisering, perma kriser og påtvungen ungdommelighed minder 'Hotel Romantik' os om noget essentielt: At god kommunikation handler om at se og anerkende hinanden som de konger og dronninger, vi alle er – uanset alder, uanset tab, uanset de ru kanter, livet har givet os.

Som programmet så smukt demonstrerer: Når vi taler til kongen og dronningen i hinanden, skabes der rum for både håb, kærlighed og fællesskab. Vi burde allesammen mentalt flytte ind på hotel romantik for resten af 2025 i disse kolde og håbløse tider.