Fremtidsforsker: K-klassiker bliver en afgørende kompetence
Marianne Levinsen peger på, at nærvær og evnen til at skabe kontakt, selv når udgangspunktet er forskelligt, er en afgørende k-kompetence i fremtiden. Foto PR
AI, nye medier og platforme… Alt sammen noget som k-folket skal forholde sig til. Men spørger man en fremtidsforsker, er det noget helt andet, som bliver vigtigere i takt med, at teknologi fylder mere og mere.
Når fremtidsforskeren Marianne Levinsen kigger 10 til 15 år frem i tiden, ser hun hverken teknologi eller digitale medier som det vigtigste for k-folk at mestre.
I stedet ser hun noget så gammeldags som evnen til at få mennesker til at føle sig som en del af noget.
Kommunikatører arbejder i dag i en virkelighed, hvor globalisering, digitalisering og kunstig intelligens sætter dagsordenen. Kampen om brugeres, kunders og interessenters opmærksomhed er ubarmhjertig.
Men bag alle forandringerne ligger et grundvilkår, som Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning fremhæver:
“For at have et godt liv har vi som mennesker brug for at blive set og hørt. Det er meget vigtigt at huske på,” siger hun.
Denne artikel kunne handle om, hvordan nye AI-værktøjer eller nye medietyper og platforme vil påvirke k-faget inden for de næste 10-15 år.
Men når kernen, ifølge Marianne Levinsen, er menneskers længsel efter nærvær, relationer og gensidig anerkendelse, træder gammeldags dyder som empati og forståelse for virkeligheden frem som de måske vigtigste k-kompetencer.
Når alle råber
Globaliseringen har gjort kommunikation på tværs af lande og kulturer til hverdag. Engelsk er blevet et corporate fællessprog, og digitale platforme samt oversættelsesteknologier åbner nye muligheder.
Samtidig har digitaliseringen skabt et “markedsplads-miljø”, hvor alle råber på opmærksomhed.
“Autoritet og troværdighed bliver derfor endnu mere centrale elementer, når vi kigger lidt frem,” siger Marianne Levinsen.
Hun understreger, at kommunikatører i stigende grad må opbygge og forsvare deres faglighed i en virkelighed, hvor grænserne mellem ekspertviden og højtråbende holdninger udviskes.
Derfor handler kommunikation ikke kun om klare budskaber, men også om at skabe respekt og tillid til afsenderens viden og metode.
Autoritet og troværdighed bliver derfor endnu mere centrale elementer, når vi kigger lidt frem.Marianne Levinsen, fremtidsforsker, Center for Fremtidsforskning
Teknologien kan ikke mærke os
Marianne Levinsen peger på, at jo mere specialiseret et fagområde er, jo lettere bliver det at forstå hinanden på tværs af lande.
Her deler man referencerammer, fagkulturer og problemforståelser, som mindsker risikoen for misforståelser.
Men bred, generel kommunikation på tværs er langt vanskeligere.
“Målinger af lykke, skam eller præstationer tolkes forskelligt afhængigt af kultur,” forklarer hun.
For kommunikatører betyder det, at sproglige kompetencer aldrig kan stå alene. Kontekst, kultur og relationer er mindst lige så afgørende.
Og netop her spiller nærvær og evnen til at skabe kontakt, selv når udgangspunktet er forskelligt, en afgørende rolle.
AI og oversættelsesværktøjer kan strømline arbejdet. De kan producere tekster, strømline budskaber og fjerne sproglige barrierer.
Men ifølge Levinsen er det ikke det, der skaber kontakt:
“Det, der skaber kontakt mellem mennesker, er ikke glatte formuleringer, men resonans. Når man føler sig mødt og forstået. Det kræver dømmekraft, empati og æstetik. Alt det, maskiner ikke kan levere. Teknologien kan være støtte, men nærværet er menneskeligt,” siger hun
Hun advarer mod at lade sig forføre: AI kan producere enorme mængder indhold, men kommunikatørens opgave bliver at bruge teknologien klogt:
“Automatisér rutiner, men bevar det menneskelige i det, der skal bevæge,” siger Marianne Levinsen.
Glokalitet: Det nære i det globale
Efter årtier med stigende globalisering ser vi nu en modreaktion. Behovet for at høre til lokalt vokser. Mennesker søger ind i familier, på arbejdspladser, i kvarterer og foreninger, fordi det er dér, relationer føles ægte.
“Jo mere globaliseret vi bliver, jo mere har vi brug for at høre til et sted,” siger Levinsen.
Her opstår den glokale virkelighed, hvor kommunikatører skal kunne forbinde global rækkevidde med lokal forankring.
Udfordringen er at skabe kommunikation, der rammer på tværs af grænser uden at miste fornemmelsen af nærvær.
Unge generationer oplever verden anderledes. De føler sig som globalister, deler fællesskaber og udvikler et fælles sprog gennem sociale medier og populærkultur. Alligevel mærker også de tabet, når samvær kun er digitalt.
“Sproget ændrer sig hele tiden. Det, vi ser som korrekt i dag, er noget andet om 20 år. Men også unge har brug for at blive set og hørt,” siger Marianne Levinsen.
For fremtidens kommunikatører er læringen klar: Globalisering, digitalisering og AI ændrer rammerne, men de ændrer ikke menneskers grundlæggende behov.
“I sidste ende er vi mennesker med behov for at blive set, hørt og forstået. Og for fremtidens kommunikatører er det den vigtigste indsigt: Teknologi og globalisering kan ændre rammerne, men nærværet er nøglen,” siger Marianne Levinsen.
Fremtidens k-kompetencer
Det nære i det globale
Selv de mest hardcore globalister søger det nære og har behov for at blive set, hørt, anerkendt og føle sig som en del af noget. Kommunikatører, der evner at ramme dem dér, står stærkt.
Strategisk forståelse og placering
Man skal kende sin rolle i organisationen og forstå, hvordan man spiller sammen med andre for at få budskaber de rigtige steder hen.
Kontekstforståelse
Verden bliver mere kompleks, og mængden af kilder og platforme vokser. Uden et klart billede af fx kunder, medarbejdere og medier rammer man ved siden af.
Faglig dybde
Grundlæggende viden om branchen og området, man arbejder inden for, bliver mere afgørende, fordi behovet for autoritet og troværdighed stiger.
Troværdighed og transparens
ESG, governance og dokumentation fylder mere. Kommunikatører skal hjælpe organisationen med at være transparent og opbygge respekt i omverdenen gennem konsekvent, oplyst adfærd.
Evaluering og effekt
Behovet for evidens for, om kommunikationen faktisk skaber den ønskede forståelse og adfærd, stiger i en verden, hvor normer og sandheder konstant udfordres.
Kilde: Marianne Levinsen, Center for Fremtidsforskning
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand