Det lille ord, der (jo) får dig til at lyde som en kæmpeidiot

Ingen mennesker står op om morgenen og tænker: I dag vil jeg holde Karsten fra Regnskab uden for.

Men det lillebitte (tilsyneladende) uskyldige ord ’jo’ sniger sig ind som sproglige landminer i vores kommunikation.

’Jo’ implicerer, at vi er på bølgelængde. Er det tilfældet, virker det effektivt, fordi ”nu er vi del af en indforstået gruppe”, den seje klike. 
Men ’jo’ er lidt af en luskebuks. For hvis vi ikke er på bølgelængde, så virker ’jo’ sådan her: ”Jeg antager, du forstår, og hvis ikke, så er det, fordi du er SNOTDUM, Karsten!”

Lad os ta’ fem (virkelige) udsagn, som typisk leveres knastørt hen over frokostbordet og helt uden nogen forudgående dialog om emnet:

#1 ”Det var hårdt for Peter. Han har jo også lige mistet Bob og Misse”

Mine umiddelbare reaktioner til det udsagn er:
Peter hvem, mand? Jeg kender 100, der hedder Peter. 
Er det Peter Segal? Og Bob og Misse … er det de to kæledyr fra 00’erne? Eller er det noget familie? Og burde jeg vide det? Jeg mener: Du har ALDRIG nævnt dem før. 

Konsekvensen er, at det efterlader modtageren udenforstående – og et studie viser, at når man slynger et ’jo’ ind i en uenighed, så falder accepten. 

De færreste har lyst til at lyde belærende og bedrevidende (jeg kender dog et par undtagelser). Men det sker, når det lille ord sniger sig ind i fx en faglig debat:

#2 ”Når du vil bruge urgency i din markedsføring, så skal kampagnen jo ikke køre i 30 dage”

Din modtager hører: ”Det kan du sgudda regne ud, mand?! Man skal altid køre med en ubehagelig kort deadline. Altså, har du ikke læst ’Personlig indflydelse’? Jesus, hvordan er du blevet ansat her?”

I dette eksempel skaber det lille ’jo’ en implicit modpart: Afsenderen antyder, at der er uenighed – og det kan få modtageren til at føle sig angrebet og gå i forsvarsposition.

Og nu til den tredje kategori, som nærmest er en afhandling for sig: Ting typisk mødre siger til deres børn – igen, helt uden forudgående kontekst:

#3 ”Jeg er jo inviteret til damefrokost på Restaurant Mønter”

#4 ”Det var hårdt på arbejde i dag. Jeg er jo alene om lørdagen”

#5 ” Jeg skal jo op til Anastacia fra kunstterapeutuddannelsen på tirsdag. Hun bor i Nordnorge på en ø sammen med sin eksmand. Ja, de har jo valgt at bo sammen, selvom de er skilt.” 

Modtageren efterlades ofte mundlam – talt over hovedet på. Og måske begynder vedkommende at betvivle sin egen hukommelse. Jeg bliver selv trigget af sådanne udsagn, fordi det lyder som om, jeg burde vide det. 
Det skyldes ofte en mangel på indsigt i andres perspektiv (har jeg hørt – jeg har dog ikke selv prøvet det).
Eks #5 kører i øvrigt med det, vi på fagsprog* kalder for en ”yoyo”

Men hva’ pokker skal vi gøre? 

Jeg har to forslag: Det ene er en løsning på skrift, og det andet er en tommelfingerregel.

1) FJERN 'JO' PÅ SKRIFT MED CTRL+H

Det her er (jo) verdens mest basale tip:
Lav en ’søg-og-erstat’ på din tekst ved at klikke Ctrl + H (eller Cmd + H). Og find og slet så alle jo’erne, der ubevidst er røget ud af ærmet på dig og ned i teksten. RAUS! 

OBS: At fjerne ’jo’ er ikke en magisk pille, der kan trylle dit grundlæggende budskab om til noget andet, som nedenstående fx illustrerer:  

”Du er jo et gigantisk røvhul” 
                       vs. 
”Du er et gigantisk røvhul”
(men det hjælper lidt🤏)

2) TOMMELFINGERREGLEN:

Hør engang: Jeg siger ikke, at ’jo’ ALDRIG må bruges (jeg er jo ikke idiot, vel?). Men brug det bevidst: Når du ved, at din modtager vitterligt ér indforstået med det, du siger. 

Tommelfingerreglen er: 
”Brug kun ét velvalgt ’jo’ hver fuldmåne” 

Men det er helt op til dig, om du vil prøve forslagene – eller tyrannisere Karsten fra Regnskab med fornyet energi.

__
* yoyo = en såkaldt ’dobbelt-jo’ ( et begreb, jeg netop har fundet på).