Der er forskel på råd og gode råd
”Jeg led en del under min jyske ydmyghed, da jeg startede med at søge job,” fortæller Nanna Lykke Larsen.
Nanna Lykke Larsen lærte en del af det at søge job og være ledig, efter hun blev færdiguddannet i juni 2024. Blandt andet, at der er forskel på gode råd og ’gode råd’.
Før hun begyndte i sit nuværende job i august 2025, var Nanna Lykke Larsen ledig i et års tid. Et år, der lærte hende utroligt meget om sig selv og sin nye branche på godt og ondt.
Selvom en uddannelse kan forberede dig på arbejdslivet, er der nogle gange ting, du kun kan lære gennem erfaring. DM Kommunikation har talt med Nanna Lykke Larsen, som blev kandidat i erhvervssprog og international virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet juni 2024 om, hvilke ting hun lærte, efter hun afsluttede sin uddannelse og kom ud på arbejdsmarkedet.
Nanna Lykke Larsen arbejder som e-commerce assistent. Arbejdet indebærer at være kundesupporter ved de forskellige firmaer, som virksomheden arbejder for, og til dagligt tager Nanna Lykke Larsen telefonen for forskellige kunder inden for et hav af brancher.
Her fortæller hun om det, hun lærte, efter hun blev færdiguddannet.
7 tips fra Nanna
1. Vi er mange, der kan det samme
Det var ikke sjældent med over 200 ansøgere til de stillinger, jeg søgte. Jeg var nok ikke helt forberedt på, hvor lille en fisk jeg ville være i det hav. Os med kommunikationsuddannelser kan sagtens selv se, hvordan vi er specialiserede, men for udenforstående er vi måske én stor masse.
2. Du skal være skarp til at sælge dig selv
Jeg lærte undervejs under min jobsøgning at blive skarp til at tale mig selv op. I stedet for f.eks. at skrive, at jeg tidligere havde ”succes med x og y”, turde jeg efterhånden at blive mere malerisk og konkret. Det var svært at skubbe mig selv udover scenekanten, men man er nødt til ikke at putte med sine kompetencer.
3. Det uvisse er skræmmende – men det er okay
Som færdiguddannet var det første gang, jeg vitterligt ikke anede, hvordan mit liv skulle være. Det var svært for mig pludselig at stirre ud i det uvisse, fordi jeg altid har været en arbejdshest med flere deltidsjob samtidig under studiet. Men det medførte samtidig en personlig udvikling. Det har lært kontrolmennesket i mig, at det er okay, at jeg ikke altid ved, hvad der skal ske.
4. Måske har du skjulte kompetencer
Jeg har altid været en slags it-support for mine bedsteforældre, og jeg har generelt stort gåpåmod. Kombinationen af de to ting har ført til, at jeg er blevet den i afdelingen, man går til, inden man går til IT-afdelingen. Jeg havde ikke tænkt over, at de to kompetencer kunne ende med at gavne mig i mit arbejdsliv.
5. Du kan udvikle dine evner i dit arbejde
På mit nuværende arbejde havde de ikke nævnt noget med hjemmesideredigering i jobopslaget, men det skrev jeg på som en af mine kompetencer alligevel. Nu, hvor jeg er startet, er de meget interesserede i at udvikle de evner. Jeg kan mærke, at der generelt er en anden interesse for at videreudvikle kompetencerne hos de mennesker, der kommer inden for på arbejdspladsen.
6. Det er godt at holde fast i tidligere studiekammerater
Da mine studiekammerater og jeg blev færdiguddannede, var vi glade et stykke tid. Indtil alvoren ramte. Det har haft en stor betydning for mig, at vi fortsatte med at bruge hinanden til både at støtte hinanden og give feedback på jobansøgninger. Det var hammervigtigt at få andre øjne på mine jobansøgninger udover mine egne og jobcentrets.
7. Der er forskel på gode råd og ”gode” råd
Alle de mange råd, jeg fik som jobsøgende, var velmenende, men nogle var også ubrugelige. Bare spørg, om de vil drikke en kop kaffe! kunne folk finde på at sige. Det er der jo ingen, der har tid til! havde jeg lyst til at svare. Bare spark døren ind og vær selvsikker, er et andet råd, jeg har fået. Det lyder jo fint. Det er bare ikke altid, det virker. Jeg har lært, at det er okay ikke at lytte til alle råd. Hvis noget føles forkert for dig, så er det ikke det, du skal gøre.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand
Lønguide for kommunikatører
Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.