Syv veje til bedre (oversættelses) samarbejde
DM Kommunikation har sammen med en ekspert i brug af generativ AI i oversættelse og kommunikation formuleret syv punkter, der forbedrer samarbejdet mellem mennesker og maskiner.
Man kan vælge at lægge armene over kors og se med skepsis på den teknologiske udvikling. Eller man kan omfavne de nye muligheder – selvom de ser skræmmende ud.
Spørger man ekstern lektor på CBS og ekspert i brug af generativ AI i oversættelse og kommunikation, Henrik Køhler Simonsen, er han ikke i tvivl:
“Det er en fordel at arbejde sammen med den generative AI i stedet for at stå på sidelinjen og frygte teknologien,” siger han.
Henrik Køhler Simonsen understreger, at det både gælder den professionelle translatør og kommunikatøren, der af og til har brug for at oversætte en tekst.
Allerede i begyndelsen af 2020 – længe før den generative AI fik sit folkelige gennembrud – pegede hans egen forskning på, at tekstproducenter var meget positivt indstillede overfor teknologien.
“Og en interviewundersøgelse fra 2023 understregede med stor tydelighed, at professionelle translatører også så meget store fordele ved at bruge generativ AI,” siger Henrik Køhler Simonsen. ●
Henrik Køhler Simonsen
Det er en fordel at arbejde sammen med den generative AI i stedet for at stå på sidelinjen og frygte teknologien.
De 7 veje
1.’Collaborative intelligence’
Som kommunikatør og translatør bør man forstå konceptet ’collaborative intelligence’. Her arbejder menneskelig og kunstig intelligens sammen og udnytter deres respektive styrker. AI er fantastisk til at håndtere store datamængder og generere tekst, mens menneskelig intelligens er uundværlig for kreative beslutninger og kulturel tilpasning.
2. Vær opmærksom på begrænsninger
AI-teknologi er stadig ret udfordret, især når det drejer sig om andre sprog end engelsk. Og generelt skal man aldrig stole blindt på, at et AI-værktøj altid leverer præcise og kulturelt passende oversættelser. Slet ikke hvis vi har med fagoversættelser at gøre. Her kan for eksempel et ’kæreskrift’, en advokat sender til landsretten, blive til et ’love letter’. Mennesker har domæneviden, kulturel forståelse og empati. AI er et værktøj.
3. Brug referencetekster og stoplister
AI kan trænes på referencetekster for at lære stil, terminologi og mønstre. På samme måde kan stoplister bruges til at sikre en passende og kontekstuel korrekt oversættelse. På denne måde hjælper mennesket AI’en med at producere oversættelser, der er mere nøjagtige og i tråd med for eksempel en branches termer eller en virksomheds tone of voice.
4. Styr på mikro- og makrostrategierne
Mikro- og makrostrategier er ofte afgørende for en god oversættelse. AI kan hurtigt behandle og analysere store tekstmængder for at finde mønstre, men det er et menneske, der skal definere en makrostrategi. Og ligeledes kræves den menneskelige indsigt for at sikre, at oversættelsen bevarer originalens intention, tone og kulturelle nuancer. Det handler om kontekst og målgrupper, som ofte kræver viden, som AI ikke har – med mindre man meget præcist har fodret værktøjet med det.
5. Forståelse og kendskab
Mens professionelle translatører har en dyb forståelse for deres kunders behov og forventninger, mangler AI evnen til at træffe kreative og modtagerorienterede beslutninger. AI-genererede oversættelser kræver derfor kvalitetskontrol for at sikre, at resultatet er præcist og egnet til formålet. Derfor vil det oftest være nødvendigt at beskrive en målgruppes behov og formålet med teksten.
6. Intet og alt har ændret sig
Teknologiske fremskridt og ændringer i markedskvalitetsopfattelsen udfordrer konstant translatørfaget. Sådan har det altid været. Men der er ingen tvivl om, at de generative AI-teknologier vil tvinge nogle translatører til at dreje nøglen om. Teknologierne udvikler sig så hurtigt, at det, vi troede, vi vidste i sidste uge, er i denne uge helt til grin. Men translatørfaget har alle dage været udfordret af teknologi og af en konstant og ofte nedadgående udvikling i den markedsopfattede kvalitet. For det handler jo om, at markedet (desværre) har vænnet sig til en anden (og lavere) kvalitet. På den måde har intet og alt ændret sig.
7. Byg en TransGPT
For ikke at komme i problemer med datasikkerhed og fortrolighed anbefaler jeg klart at bygge din egen GPT. Vi kunne jo kalde den TransGPT. Fremgangsmåden er at tage udgangspunkt i en monofunktionel og domænespecifik TransGPT, som ved hjælp af RAG-metoden (Retrieval Augmented Generation) kombineres med den polyfunktionelle ChatGPT-4o. Den monofunktionelle, domænespecifikke TransGPT trænes på basis af dine tekster og giver alt andet lige bedre resultater.
AI giver flere arbejdsopgaver
Der kan være mange fordele ved at bruge kunstig intelligens som medspiller, men man skal ikke tro, at listen over arbejdsopgaver bliver kortere. Tværtimod bliver den ifølge Henrik Køhler Simonsen faktisk længere.
Som translatør, der kun bruger menneskelig intelligens, skal man blandt andet:
- Afdække målgruppen
- Definere formål
- Identificere kanal
- Afdække anvendelsessituation
- Definere makrostrategi
- Anvende relevante mikrostrategier
- Gennemføre kommunikativ kvalitetssikring
- Gennemføre kognitiv kvalitetssikring
Som translatør, der både bruger menneskelig intelligens og kunstig intelligens, skal man blandt andet:
- Afdække målgruppe
- Definere formål
- Identificere kanal
- Afdække anvendelsessituation
- Definere makrostrategi
- Anvende avanceret prompting (oversætterens promptmodel)
- Eventuelt uploade referencetekster
- Eventuelt uploade stoplister
- Eventuelt give trinvise prompts
- Anvende relevante mikrostrategier
- Bruge generativ AI som oversættelsesmakker
- Gennemføre kommunikativ kvalitetssikring
- Gennemføre kognitiv kvalitetssikring
- Bruge generativ AI som korrekturlæser
- Bruge generativ AI til at tjekke fakta og så videre.