Men er det talerens egen stemme, når talen ikke er skrevet af taleren selv?
“Ja. Når jeg skriver noget for mig selv, så skriver jeg på én måde. Så er det mit. Mine romaner er min egen stemme. Når jeg skriver for andre, så er det deres stemme. Der kan godt være noget i en statsministers tale, som jeg har fundet på. Men jeg har jo fundet på det på en andens vegne – baseret på deres egne tanker og ideer,” siger hun.
Anita Furu giver et eksempel:
“Lars Løkke ville afskaffe efterlønnen. Det er noget, han besluttede, men det er ikke sikkert, at jeg synes, det var en god ide. Men jeg skrev nytårstalen (hvor Løkke annoncerede afskaffelsen af efterlønnen, red.) inden for den ramme, han havde lagt.”
Ord betyder meget, så der er vel også politiske tilpasninger?
“Ja, for eksempel vil man forbinde en socialdemokrat med ordet ‘solidaritet’. Men der kan være en pointe i at tage en modstanders ord, fordi det virker overraskende, og det virker overskudsagtigt. Det gjorde Løkke i sin efterlønstale. Der havde han en hel sekvens, hvor han brugte ordet ‘solidaritet’. Da vi skrev coronatalerne, var vi omvendt meget opmærksomme på, at de ikke skulle opfattes som særligt socialdemokratiske. Derfor brugte vi ikke ordet ‘solidaritet’, men derimod ‘samfundssind’,” siger Anita Furu.
To be or not to be
Et af Anita Furus råd lyder: ‘Tænk ikke kun på, hvad du siger, men også på, hvad publikum hører.’
Hvorfor er det et godt råd?
“Man skal kende sit publikum, og man skal vide, hvad de forventer. I en tale skal man først og fremmest finde ud af, hvad det er, man vil sige. Og så gøre det med så almindelige og forståelige ord som muligt,” siger Anita Furu.
Men noget af det, Mette Frederiksen er blevet kritiseret for i sine taler, et at lixtallet nogle gange er meget lavt?
“Jeg synes, den kritik er forfejlet. Jeg synes, man sætter et forkert lighedstegn mellem det enkle sprog og den enkle tanke. I en tale skal sproget være enkelt – det skal være nemt at holde talen, men det skal også være nemt for dem, der lytter til den. Det er sværere at opfatte ting mundtligt, end når man læser noget. Det er et grundvilkår for talen som medie,” siger hun og fortsætter:
“Men så synes jeg også, der er andre fordele ved et enkelt sprog: Der er noget demokratisk ved at sige ting, så folk kan forstå dem. Og hvis du kan formulere noget klart, så er det også fordi, du selv har forstået det. Problemet i den offentlige debat er ikke, at politikerne taler for enkelt. Problemet er, at der er for mange, der taler for tåget og for abstrakt.”
Anita Furu skærer sin pointe ud i pap:
“Tænk på Shakespeare: ’To be or not to be’. Ordene kan ikke være kortere og enklere. Men det er jo et dybt eksistentielt spørgsmål,” siger hun.
Hvilken tale er du gladest for?
“En af dem er Godhavnstalen, hvor Mette Frederiksen sagde undskyld. Det var den første tale, jeg skulle skrive sammen med hende. Jeg var med på Marienborg, da hun holdt talen. Det var en begivenhed, hvor voksne mænd græd. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.”
Var den svær at skrive?
“Nej. Det var så klart, hvad der var formålet med den tale. De svære taler er dem, hvor der ikke er et klart formål, og hvor man tænker: ‘Hvorfor har statsministeren sagt ja til at optræde til det her?’”
Hvad gør man så?
“Statsministre holder så mange taler, at de ikke altid på forhånd har en mening om, hvad de skal sige. Og fordi de har så travlt, så kan processen begynde på forskellige måder. Det kan godt være, at statsministeren har tre ting, som hun vil have med. Men det kan også være, at taleskriveren begynder med at researche sammen med kollegerne, skriver nogle muligheder ned, der kunne være budskaber, som man så kan vende med enten en rådgiver eller statsministeren selv, hvis der er tid,” siger Anita Furu.
Hun tilføjer:
”Men det er derfor, det er så vigtigt, at man evner at være inde i hovedet og hjertet på et andet menneske.” ●
