Foretager du mikrofeministiske handlinger i din kommunikation? og bør du?

Forleden læste jeg en artikel om mikrofeminisme. Det var ikke et begreb, som jeg før er stødt på, men det handler om at gøre små handlinger i hverdagen, der kan fordre til mere ligestilling. Eksemplerne i artiklen var bankrådgiveren, der altid skriver kvinden som primær kontoindehaver, hvis et par skal have en konto sammen. Det var moren, der fortæller, at det er Rasmus Klumps far, der laver pandekager eller medarbejderen, som altid skriver kvinderne først i mails. Og der var mange flere eksempler på mikrohandlinger, der kan være med til at fremme ligestilling. Fænomenet og begrebet satte tanker i gang i mit hoved.

Som kommunikatører formidler vi budskaber og viden på forskellig vis. De fleste af os formidler via tekst, nogle via billeder og andre gennem rådgivning. Da jeg læste artiklen, begyndte jeg at tænke over mine egne mikrohandlinger, som jeg udøver i hverdagssituationer, men særligt også i mit arbejde som kommunikationskonsulent. I hverdagen prøver jeg i vid udstrækning at fjerne det kønnede i professioner, som da jeg fornylig skulle have fat på en gulvperson og ikke en gulvmand. Jeg indrømmer, at det kan være svært. Men jeg ved også, at det er vigtigt, ligesom vi i dag har en forperson i KS og ikke en formand.

Vores ord og vores sprog er altafgørende.

Derfor har vi et kæmpe ansvar som kommunikatører, når vi foretager vores arbejde med formidling, og her er det lige vigtigt, om du arbejder med grafik og billeder eller ord, sprog og rådgivning. Jeg sender hver dag budskaber fra mit skrivebord ud til en målgruppe, jeg rådgiver en forperson, jeg skaber visuelt materiale, og jeg har alle muligheder for at påvirke det med mikrofeministiske handlinger.

Men skal jeg gøre det? Bør jeg? Er det egentlig mit faglige ansvar som kommunikationskonsulent at sørge for divers og inkluderende kommunikation? Og gør man det, hvor går grænsen så, hvis der overhovedet er en grænse? Jeg synes, det er udfordrerende at finde et facit. Der vil jo ofte være en tone-of-voice, en særlig vinkling eller branding, som vi også skal tage hensyn til i vores formidling.

Det berører vist et skarpt hjørne af kommunikationsetikken, som kun er blevet vigtigere med det store fokus på DE&I. Det er det med rette, og vi må dykke endnu mere ned i det.

Hvis man ikke arbejder et sted med klare retningslinjer for, hvordan man skal arbejde med inkluderende kommunikation, så kan man som kommunikationsprofessionel ende med at sidde med et ret stort ansvar hvilende på sine skuldre. Og det er vel ikke i kommunikationsafdelingen, at ligestilling er forankret?