Det offentlige rum er kommet på private hænder

Magten handler i høj grad om monopol på information. Vincent F. Hendricks taler om en ny art »orwellsk sandhedsministerium«, hvilket også er titlen på hans og Camilla Mehlsens seneste bog, Sandhedsministeriet. Den sidste bog i en trilogi om problemerne med sociale medier og tech-giganter og ikke mindst deres bud på løsninger - dem vender vi tilbage til.

- Orwell taler om et ministerium for misinformation, propaganda og historisk revolutionisme. Det er jo ikke det, de sociale medier bedriver, men de sidder altså på hele den informationsbårne infrastruktur og bestemmer, hvad der kommer op i søgefeltet, og hvad der ikke kommer op. Når folk vil vide noget, går de ikke til Rigsarkivet, de slår det op på Google, men Google er kurateret, siger Vincent F. Hendricks.

- Så reelt er vi dér, hvor private virksomheder sidder på den kvalitative og kvantitative viden og bestemmer, hvad vi skal have og ikke have af informationer. Virksomheder, som hverken står til regnskab for demokratiske forordninger eller nødvendigvis vil os det bedste. For tilbage til deres forretningsmodel, ligegyldigt hvilken social medieplatform vi taler om - Facebook, WhatsApp, Google, Instagram og så videre - er den, som artiklen indledte med, en evig jagt på vores opmærksomhed.

Det betyder, at tech-aktørerne arbejder på at optimere de opslag, der får mest opmærksomhed, uafhængigt af om de er sande, eller om de gør noget godt. For eksempel er der mere engagement og trafik i negative opslag, der skaber vrede. I 2021 afslørede den tidligere dataingeniør for Facebook Frances Haugen virksomhedens interne pointsystem, hvor opslag med negative smileys nåede længere ud. Hun har vidnet overfor det amerikanske senat og har begrundet sit exit fra Facebook med, at hun ikke kunne acceptere deres prioritering af profit over brugernes sikkerhed.

Bekymrende nok er det også på nettet, at demokratiet er rykket ud. Vi mødes ikke i forsamlingshuset eller på Rådhuspladsen, det er på offentlige fora, at folk diskuterer, og dér, debatten foregår.
- Men det net, der har overtaget som det offentlige, fælles rum, er som sagt kommet på private hænder, siger Vincent F. Hendricks, mens han tager hånden op til halsen og mimer, at han bliver kvalt.

- Havde du spurgt oplysningstidens filosoffer, Kant, Rousseau, Montesquieu og Voltaire, havde de rystet på hovedet. For der skal være et demokratisk offentligt rum, hvor meninger brydes, som vi alle sammen har adgang til, qua at vi er borgere. Men det rum er nu pludselig kurateret af private interesser, som ikke står til ansvar for demokratiske spilleregler.

Men har sociale medier ikke også givet os større mulighed for at dele vores meninger?

- Jo, i allerhøjeste grad, men én ting er, at du nemt kan dele din mening, noget andet er, hvorvidt din stemme bliver hørt. Hvis vi tror, at det, at vi alle har fået en megafon til offentligheden, betyder, at nettet er demokratiserende, ville det kun være sandt, hvis alle gav og tog lige meget opmærksomhed. Men sådan er det ikke. Nogle stemmer bliver hørt mere end andre, og derfor er det et enormt magtmiddel, siger Vincent F. Hendricks.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump har sagt, at hvis han ikke havde haft Twitter, så var han ikke blevet præsident i 2016. Nu har han lavet sin egen platform True Social, som er væsentlig mindre med 3-4 millioner følgere, men derfra ryger hans udsagn ufiltreret ind i den store sociale mediemølle.
En del af forklaringen på, at nogle høres og får overtaget, mens andre stemmer drukner, er Matthæusprincippet; har du mange følgere eller likes, får du meget nemt flere. I en TED Talk fra 2015 kommer Vincent F. Hendricks med et eksempel på en ung dansk mand, der ligner Justin Bieber og hver dag lægger et billede ud af sig selv på Instagram. På kort tid er han den dansker med flest følgere (mere end en million) og får tilbudt en amerikansk pladekontrakt alene af den grund, at han ligner Justin Bieber. Det kaldes positiv feedback og efterlader os med mastodonter på nettet. Dem, der høres.

Monopol er magt. I 2028 regner man med, at tech-industrien har lagt 30 transatlantiske- og stillehavskabler for at dække hele verden. Eksempelvis lagde Facebook, Hewlett Packard og Google i 2010 sammen et kabel fra østkysten i USA over Atlanten til Esbjerg i Danmark.

- Det betyder, at det er de få tech-giganter, der ejer hele den fysiske inkarnation af, hvad internettet er - motorvejen, fartbumpene, reklamesøjlerne – alt. Og nationalstater, FN, NATO, EU og USA kan ikke gøre noget ved det. Det er magt, siger Vincent F. Hendricks.
Både EU og USA er dog vågnet lidt op til dåd og har forstået, at de er nødt til at gøre noget, om ikke andet så sætte fartbump på den motorvej, som tech-giganterne kontrollerer. I april 2022 kom forordningerne fra EU, den såkaldte DMA (Digital Market Act) og i maj 2022 DSA (Digital Service Act). DMA handler blandt andet om at gøre markedsvilkårene mere fair for små aktører på informationsmarkedet. Og DSA handler om, hvad der er tilladt over for forbrugerne, for eksempel må børn ikke længere udsættes for målrettet markedsføring, og de sociale medieplatforme skal stille data til rådighed for forskning, så der kommer større transparens af, hvordan deres forretningsmodel er.

- I USA er noget af det eneste, som republikanere og demokrater kan blive enige om, at der skal gøres noget ved techgiganternes koncentration af magt, og lige nu kigger de mod Europa, siger Vincent F. Hendricks, der ser løsninger på tre niveauer, som de to EU-forordninger også rammer ind i. Han kalder dem de tre I’er:

1.  Individuel mobilisering. Det handler om digital dannelse, så man sikrer individuel autonomi. At folk lærer, hvordan nettet fungerer, hvordan de passer på sig selv og deres data og finder information og holdninger, der ikke kun er et ekko af dem selv. Det er her, biblioteker og bibliotekarer i allerhøjeste grad spiller en rolle, ifølge Hendricks.
2. Institutionel mobilisering. Her skal NGO’er, nationalstater og tech-virksomheder samarbejde om at gøre noget ved misinformation og hadsk tale. Under corona gik Facebook for eksempel sammen med WHO om initiativer for at mindske misinformation og gøre det let at finde et vaccinationssted. Og Twitter har bandlyst politisk reklame.
3. Ideologisk mobilisering. Det er lovgivning, som vi ser det med DMA og DSA.

- Det spændende er, hvordan lovgivningen implementeres. Vi kan som forbrugere ikke bede Facebook eller Google om et mærkat til postkassen med »ingen reklamer, tak«, for deres valuta er vores data og opmærksomhed, som de skal bruge til at sælge os hulahopringe eller politiske budskaber. Men vi skal intervenere med deres forretningsmodel, for deres svar vil altid være, at de mange data, de indsamler, kun handler om at give os en bedre brugeroplevelse.