Data giver et nyt blik på mennesker

Hvilken rolle spiller sociale medier i skabelsen af menneskelige relationer? Hvordan kan man bruge teknologi til at give folk, der sjældent kommer til orde, en stemme? Og hvad kan AI gøre for antropologiske undersøgelser?  

Det er nogle af de ting, man som teknoantropolog beskæftiger sig med, fortæller Anders Koed Madsen, der er lektor og underviser på teknoantropolog uddannelsen, der blev oprettet på Aalborg Universitet i 2011. 

- Uddannelsen tager afsæt i, at vi lever i en verden, hvor teknologier fylder meget og har afgørende betydning for, hvordan vi gebærder os. Eksempler kan være, hvordan vi bruger GoogleMaps, når vi skal finde rundt, eller hvordan vi organiserer vores sociale liv via sociale medier. I stort set alle vores relationer indgår der teknologier, siger Anders Koed Madsen og forklarer, at man som teknoantropolog anvender antropologiens metoder på vores teknologiske kultur fremfor fremmede kulturer. 

- Tidligere, når antropologer og etnografer har studeret kultur, har de bedt folk om at tage billeder af deres hverdag eller skrive dagbog, men i dag kan man også få fat i data via de digitale spor, folk efterlader sig, og finde mønstre i dem, siger han.

- Teknoantropologien beskæftiger sig med at udvikle nye metoder til at studere livet og kulturen - også vores teknologiske kultur. Skal man for eksempel forstå, hvordan unge afbilleder sig selv på Instagram og skaber idealer for, hvordan man skal se ud, så kan man lave klassiske interviews med de unge. Men en anden relevant metode kan også være at downloade en halv million billeder af dem og så bruge AI til at finde mønstre i billederne. Eller hvis man vil undersøge holdningerne på Facebook til den grønne omstilling, kan man bruge teknologien til at finde ud af hvilke narrativer, der er i spil. På den måde forsøger teknoantropologi at krydse big data og data science med antropologiske metoder, forklarer Anders Koed Madsen og lægger vægt på, at det gøres med afsæt i humaniora.   

- Vi bruger data science til at styrke vores evne til at besvare kvalitative spørgsmål. Og i en verden hvor det meste data er kvalitativt, har vi brug for den humanistiske tilgange til data. 

Byens ”bløde” dele 

Anders Koed Madsens akademiske baggrund består af en bachelor i filosofi og en kandidat i kommunikation og medievidenskab, som han tog i USA. Derudover har han skrevet en ph.d. på CBS, hvor han blandt andet undersøgte, hvordan FN i 2010 eksperimenterede med at bruge tweets til at forudsige økonomiske kriser og dermed blive klogere på, hvor i verden de skulle prioritere deres ressourcer. 

- Min interesse for digitale metoder fik jeg omkring 2007/8, hvor der skete et skift på internettet. Hidtil havde det været et sted, hvor man læste noget, andre havde skrevet, men nu begyndte folk selv at skrive kommentarer blandt andet på Facebook. Internettet blev fyldt med spor af folks tanker, siger Anders Koed Madsen, der udover at undervise på teknoantropologiuddannelsen også er en del af forskningsgruppen TANTlab (Forskningsgruppen for teknoantropologi), og fungerer som faglig leder af efteruddannelsen i data-drevet organisationsudvikling. 

Hans eget konkrete forskningsfelt handler om byplanlægning og om at kortlægge de sociale aspekter af byer via digitale spor og udvikle metoder til at få en fornemmelse for de ”blødere” dele af byen. 

- Når man bruger datatunge teknikker i forbindelse med byplanlægning, kan man tænke, at det så har at gøre med, hvordan trafikken bevæger sig, eller hvordan skraldemændene kan komme nemmere rundt i byen. Men man kan sagtens gøre mange flere aspekter af byen til data, siger han. Byens borgere efterlader sig masser af spor af, hvordan det er at leve i deres by. Han nævner for eksempel Facebook, hvor folk liker de events, som de gerne vil deltage i, diskuterer deres lokalområde i grupper, samles i løbeklubber osv.  

Og det er det, han beskæftiger sig med: At kortlægge den sociale infrastruktur. Og det gør han blandt andet i samarbejde med arkitekter i forbindelse med nybyggeri og byplanlægning. 

Samarbejde med arkitekter 

- Lige nu har vi for eksempel et projekt med arkitektfirmaet Henning Larsen, der gerne vil bidrage til byudviklingen af Refshaleøen, hvor vi er ved at undersøge, hvad det er, som borgerne sætter pris på ved Refshaleøen. Og det gør vi blandt andet ved at kigge på Instagramfotos, der er taget derude de sidste 10 år. På den måde kan vi se, hvilke naturfænomener, hvilke æstetiske objekter, og hvilke aspekter af bydelen folk engagerer sig i.  

- Vi gjorde det samme med arkitektfirmaerne BIG og SLA, da Jernbanebyen ved Dybbølsbro i København skulle nyudvikles, der så vi blandt andet, at der var nogle bestemte dørhåndtag og vindueskarme, som gik igen. Og det var et godt eksempel på, at de mennesker, der færdedes derude, havde lagt mærke til noget, som arkitekterne ikke havde. Og på den måde blev det et indspark til arkitekterne og designprocessen, siger Anders Koed Madsen. Han og hans kolleger har lige vundet EU’s Citizen Science prize for projektet ”Urban Belonging”, hvor de har udviklet en app, der giver borgere mulighed for at dele det, de sætter pris på i deres by gennem billeder. 

En stemme til dem der ikke bliver hørt 

Selv mener han, at man kan anlægge to vinkler på den type arbejde, han laver.  

- Man kan se det som overvågningskapitalisme, hvor man suger folks data til sit forskningsprojekt, eller man kan se det, som en ny måde at lytte til offentligheden på. Jeg mener, at min måde at gøre det på handler om det sidste. Jeg synes, at man skal tage det seriøst, hvordan folk engagerer sig i deres by digitalt, siger han. Som et eksempel nævner han den debat, der opstod i forbindelse med Metroens indtog i København, hvor flere buslinjer blev nedlagt. 

- Der var en Facebookgruppe, hvor man udelukkende diskuterede nedlægningen af linje 1A, og hvor folk skrev, hvad den linje betød for dem. Men kommunen så det ikke som en del af den offentlige samtale, fordi de forventede at få den slags information på et borgermøde eller ved, at folk kom ind på rådhuset. På et tidspunkt diskuterede man i gruppen, hvorfor der ikke var nogen, der lyttede med, og svaret er, at Facebook ikke bliver set som en legitim offentlig sfære for diskussion. Mange har et billede af, at det er et forum, hvor folk brokker sig, hvilket er en af grundene til, at kommunerne er bange for at bruge data derfra. Et andet argument er, at man finder det uetisk at anvende de data. Men der ligger meget viden i den slags grupper, og folk i grupperne vil gerne have, at den viden bliver brugt. På den måde kan man med teknoantropologiens metoder være med til at give en stemme til nogen, der ikke plejer at blive hørt, siger Anders Koed Madsen og forklarer, at hver gang, de går i gang med et nyt projekt, gør de sig grundige overvejelser om, hvilke data de kan tillade sig at indsamle. 

- Det er oplagt, at vi ikke skal ind og for eksempel trække spor fra folks private profiler. Der er således meget digitalt data, som jeg aldrig ville arbejde med af forskningsetiske årsager. Men jeg tror ikke på idéen om, at det altid er bedre at afholde sig fra at bruge data. Hvis nye digitale dataformer indeholder et potentiale for at gøre nye stemmer og synspunkter synlige, så er der jo også en konsekvens ved at holde sig fra dem, siger han. 

Tatovører og motorcykler som brobyggere 

Et eksempel på, hvordan metoderne kan have et ”højere” formål, er projektet Do you live in a bubble?, som Anders Koed Madsen og hans kollegaer lavede i samarbejde med Gehl arkitekter. Projektets præmis var, at folk i byer i hele verden i stigende grad opholder sig forskellige steder afhængigt af deres politiske ståsted. Det vil blandt andet sige, at venstreorienterede går på nogle cafeer, mens højreorienterede går på andre. Byer bliver altså mere polariseret. 

- Via vores digitale metoder så vi på 300.000 anonymiserede mennesker, og hvordan de likede politisk indhold, og hvad de for eksempel meldte sig til af events på Facebook – det kunne være alt fra koncerter, løb, fodboldkampe og så videre. Og på baggrund af de data lavede vi så et kort, hvor man kan se, at der er områder, der klart er meget ensrettet i forhold til, hvem der kommer dér. For eksempel området omkring Blågårdsgade på Nørrebro, hvor der ikke overraskende var mange venstreorienterede. Men vi fandt også ud af, at der var visse steder og begivenheder, der fungerede som brobyggere mellem personer med forskellige politiske holdninger. For eksempel tatovører og fodbold fanklubber. Vi så også, at Gothersgade, der ellers er en enorm udskældt gade, fordi der er mange barer, med hvad der følger af larm og affald, har en ret høj politisk diversitet. Og i Kødbyen er der en motorcykelklub, hvor folk kommer og reparerer deres motorcykler, der var også en høj grad af politisk diversitet. 

Den slags viden er ifølge Anders Koed Madsen et vigtigt input i debatten om, hvordan en by skal indrettes, og hvad den skal indeholde.  

- Hvis man kun måler på faktorer som CO2 eller larm, kan det virke dumt med en motorcykelklub, men hvis man ser på social infrastruktur, der formår at få folk til at mødes på tværs, ser det altså anderledes ud, siger han. 

- Potentialet i at integrere humanistisk data science er stort. På vores efteruddannelse i data-drevet organisationsudvikling arbejder vi blandt andet med, hvordan HR-medarbejdere kan blive bedre til at forstå udfordringer som trivsel og medarbejderomsætning ved at se på store mængder kvalitativt materiale som transskribering af møder eller fritekstfelter i surveys.