Spring menu over

Digital krigsførelse i Ukraine har etiske dilemmaer

Foto Markus Schreiber/AP/Ritzau Scanpix

Af Sabrine Mønsted
Del artikel:

Da Rusland invaderede Ukraine, blev der skabt en helt ny slags hær – en it-hær med it-eksperter fra hele verden. “Det er en ny måde at føre krig på, og vi er nødt til at tale om de etiske dilemmaer”, siger Stefan Soesanto fra Center for sikkerhedsstudier i Zürich.

»Join us in Ukraine IT-army«. Den 24. februar 2022 kaldte Ukraines forsvarsministerium og sikkerhedstjeneste på hjælp. Målet var at mobilisere en global it-hær, der kunne hjælpe ukrainerne i krigen mod russerne.

Det handlede i første omgang om at bekæmpe propaganda fra russiske medier, men udviklede sig til meget mere og er i dag en reel global civil it-hær, fortæller Stefan Soesanto, da han i foråret 2023 gæstede Danmark til konferencen V2 Secrurity, der er en messe om cybersikkerhed og databeskyttelse.
Og der er mange, der gerne vil hjælpe ukrainerne i cyberspace.


- Vi ved, at de får ansøgninger fra hele verden. Og det er et af de etiske problemer, som vi er nødt til at tale om, siger Stefan Soesanto, der også er en del af holdet bag rapporten ’CYBERDEFENSE REPORT: The IT Army of Ukraine Structure, Tasking, and Ecosystem’ om Ukraines it-hær.

- Det er jo it-ingeniører og it-eksperter fra andre lande, der nu følger ordrer fra den ukrainske efterretningstjeneste. Hvad vil for eksempel den danske regering sige til, at en dansk statsborger gør det?

Civil eller spion?

Et andet etisk dilemma, ifølge Soesanto, er, at civile ukrainere opfordres til at sende billeder via en app, hvis de ser noget af militærinteresse i deres lokalområde. Det kan være russiske kampvogne, soldater eller lignende, hvorefter hæren kan sende en drone ud for at bekræfte oplysningerne. Appen er et digitalt kort, som alle i felten kan tilgå, og som giver ukrainerne en fordel, fordi russerne bruger papirkort.

- Problemet er bare, at russerne ikke længere betragter en borger som civil, hvis de opdager, at vedkommende har den app. Så er personen at regne for en spion og en del af krigen og dermed ikke længere beskyttet af Genève-konventionens regler om civilbefolkningen, siger han.
Det er jo it-ingeniører og it-eksperter fra andre lande, der nu følger ordrer fra den ukrainske efterretningstjeneste.

Ramt af granatsplint

I en anden app lægger den ukrainske sikkerhedstjeneste projekter ud, hvor man kan byde ind med sine kompetencer, hvis man vil hjælpe i krigen mod Rusland. Tusindvis af frivillige kodere, hackere, designere og så videre bidrager og går sammen om projekterne og skaber eksempelvis en meget konkret førstehjælpsapp til soldater i felten. For eksempel hvad man gør, trin for trin, hvis man bliver ramt af granatsplint.


Det tredje dilemma handler om, at der blandt de mange frivillige, der fra hele verden har meldt sig til it-hæren, også er virksomheder. Hvis en virksomhed har hovedkvarter i et Nato-land, kan det så ses, som at det land udøver en aktiv rolle i krigen, spørger Soeanto, der mener, at det grundlæggende er godt at hjælpe og støtte Ukraine.

Skal vi tillade lovløshed 

- Men vi er nødt til at tænke langsigtet og tale om konsekvenserne af, hvis det samme skete i et land, vi ikke mente skulle have hjælp fra hele verden, siger Stefan Soeanto.

- Lige nu ser vi væk og tillader lovløsheden. Der sker ting i krigen, som vi internationalt lukker øjnene for. It-hærens mål omfatter nu ikke kun militære mål, men også civile såsom at hacke russiske universiteters websites, så man ikke kan ansøge til universitet, eller hacke biografer, så man ikke kan købe billetter. Man vil have den almene russer til mærke, at krigen er der.
Han mener, at vi skal være opmærksom på, at vi rykker grænserne. Virksomheden ClearView AI, der tilbyder software til ansigtsgenkendelse, og som er blevet stærkt kritiseret for og har fået bøder for overtrædelser af privacy, har tilbudt sit produkt til den ukrainske regering, der takkede ja. Det bruges for eksempel til grænsekontrol og til at identificere russiske døde soldater, fortæller Soeanto.

- Jeg kritiserer ikke Ukraine, men vi skal debattere, hvad vi vil være med til i krig. Der er mørke sider af den digitale krig, som vi skal tale om, siger han og minder om, at hvis man som it-professionel eller it-virksomhed ønsker at hjælpe, så bør man huske, at der kan være konsekvenser, vi endnu ikke kender. Eksempelvis en eventuel retsforfølgelse.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje