Spring menu over

Mennesker der leger, at de er robotter

Fra r/TOTALLY NOT ROBOTS Billedtekst: Når VERSALER er et robotkendetegn, er det klart, at denne lastbil taler til brugeren.

Af Søren Mikael Kristensen
Del artikel:

På det sociale medie Reddit leger 400.000 brugere, at de er robotter, som foregiver at være mennesker. Det er sjovt, men kan også lære os noget generelt om kunstig intelligens.

På et underdomæne på det store sociale medie Reddit har en masse brugere en fest med at lege, at de er robotter, som er mennesker.

Underdomænet hedder r/TOTALLY NOT ROBOTS, og det skal skrives med stort. Alle skriver med CAPS LOCK slået til, fordi det gør robotter. Hvis der er nogen, der ved et uheld kommer til at skrive med småt, så får de besked på "ikke at råbe". Gruppen rummer 400.000 brugere og har været aktiv siden 2015.  

Malthe Stavning Erslev, der er Ph.d. og forsker ved Professionshøjskolen VIA, har fulgt underdomænet siden 2018 og beskriver det sådan her:  

- De forsøger at lade som om, at de er robotter, der lader som om, at de er mennesker. Og det gør de ved at skrive i et programmeringsagtigtsprog og altid med CAPSLOCK slået til. Brugerne skriver på en måde, som er semantisk knudret, men syntaktisk korrekt. Og de beskriver verden fra en robots perspektiv. De kan skrive om helt almindelige ting, men på en måde, hvor det er tydeligt, at de ikke forstår helt basale menneskelige situationer, forklarer han. 

Henk-Jan, er en 37-årig hollandsk ingeniør indenfor telekommunikation. Han er primært med i forummet, fordi det er sjovt. Han faldt på et tidspunkt over et billede af et overvågningskamera på hjemmesiden Aliexpress og tænkte, at det faldt ind i stilen på r/TOTALLYNOTROBOTS. Så han postede det med følgende kommentar:

Fra r/TOTALLY NOT ROBOTS

Opslaget er repræsentativt for meget af det indhold, der dukker op i forummet. Filosoffen og Tech-debattøren Thomas Telving, der blandt andet har skrevet bogen Killing Sophia, hvor han går i clinch med spørgsmål indenfor kunstig intelligens og roboethics, ser det som satire.

- Hvis vi vælger at se det som satire, er det en begavet kommentar til noget, mange overser i begejstringen over chatbots. For selvom chatbots ofte giver meget overbevisende svar, som effektivt simulerer menneskelig intelligens og forståelse, ja så forstår de jo faktisk nul og niks, siger han.

- Svarene er ikke udtryk for forståelse, men for statistiske beregninger af, hvordan sprog ser ud i givne kontekster. Det er også derfor, at svar fra ChatGPT og GEMINI indimellem ikke bare er forkerte, men totalt tossede. Ligesom når en af bot-mimerne “tror”, at det, der faktisk er overvågningskamera til at montere på væggen, i virkeligheden er et menneskehoved uden krop.

En humoristisk ventil  

En anden af brugerne er Nick Kratsas, der er uddannet journalist fra universitetet i West Virginia og bosat i Pittsburgh, USA. I chatten over Reddit fortæller han velvilligt om sine grunde til at deltage.

- Det er virkelig et unikt fællesskab. Jeg tror, at de fleste mennesker i gruppen er ligesom mig. Vi laver sociale kommentarer til, hvordan robotter passer ind i vores samfund, men gør det på en unik måde, der både er sjov og eksemplificerer, hvordan robotter interagerer med mennesker. Kunsten er at finde en talemetode, der lyder teknisk og robotagtig, samtidig med at den ikke har nogen følelser. Og så er det bare sjovt at foregive at være en robot. Nogle af kommentarerne handler om Al, noget af det om robotter, der interagerer med mennesker, og noget af det er i afdelingen ”Skynet dræber alle mennesker”, skriver han.

På samme tvetydige og humoristiske måde, forklarer Nick Kratsas, hvad formålet er ved at deltage i gruppe. 

”Denne sub er en ventil eller et udløb til at udforske frygt og ønsker på en måde, der efterligner det, vi frygter eller elsker. Mange mennesker gør det for sjov, inklusive mig selv, men der foregår bestemt en smule projektion i de "dumme" indlæg og svar. Og hvem ved? Måske er de fleste mennesker i den sub ikke mennesker. Måske er jeg det eneste menneske derinde. Måske er jeg slet ikke et menneske, og du har reageret på ChatGPT. JEG TROR, DET ER HER, NOGET AF DET SJOVE KOMMER IND. FELLOW HUMAN,” skriver han.

Det er behageligt at blive mindet om, at vi stadig er kloge og teknologien er “dum”.

Nanna Inie, forsker ved IT-Universitet i København

Bot-mimeri som teknologiforståelse

I sin bog ”Bot-mimicry in Digital Literary Culture- - Imitating Imitative Software” fra Cambridge University Press (2024) undersøger Malthe Stavning Erslev fænomenet bot-mimeri, som det kan kaldes på dansk. Selvom det kan virke lidt som en tegneserie på bagsiden af avisen, kan det sætte tanker i gang om vores forhold til teknologier generelt:

”Det er vigtigt at understrege, at det er sjovt og humoristisk, men det er ikke kun for sjov. Det er relateret til en humoristisk måde at mime noget på, som vi kender fra SCI-FI. En robot som C-3PO fra Star Wars- universet kunne være et eksempel eller Charlie Chaplins eskapader med alskens maskiner i Modern Times fra 1936. Men der er også noget mere på spil i bot-mimeri end den rent spekulative humor fra SCI-FI. Chatbots findes, og vi interagerer med dem dagligt, hvilket gør, at det ikke kun er for sjov, også selvom det er sjovt.”

Grunden til, at han i 2018 blev nysgerrig på denne sub på Reddit var, at det kunne synliggøre nogle pointer, der er vigtige i forhold til, hvordan vi forholder os til kunstig intelligens. For Malthe hænger mimeriet sammen med begrebet mimesis (kunsten at efterligne):

”Hvis vi bliver klogere på mimesis, bliver vi også klogere på at forstå de teknologier, der anvender mimesis. Og derfor kan vi bruge den form for mimeri til at lære maskiner, robotter og AI bedre at kende. Bot-mimeri giver os en mulighed for at blive bevidst om vores egne implicitte forestillinger. Når man skal skrive i stil med en chatbot, bliver det også tydeligt, hvad man i grunden forestiller sig om chatbots. Det kan give anledning til selvrefleksion eller til samtale – evt. i undervisningsøjemed – om implicitte antagelser og hvad de betyder for, hvordan vi opfatter og interagerer med de her teknologier. Det er sådan set også det, der ligger til grund for teknologiforståelses-aspektet af bot-mimeri.”

Nanna Inie, som er forsker ved afdelingen for Computer Science ved IT-Universitetet i København, samstemmer og giver et yderligere perspektiv:

”Jeg tror helt sikkert, der er et centralt element af teknologiforståelse i fænomenet. Teknologi kan jo castes i mange roller både sprogligt og følelsesmæssigt. Vi kan knytte os til telefoner, biler, og blive vrede på robotstøvsugere og gudsjammerlige MitID-loginforsøg, og når vi pludselig giver os til at parodiere teknologien i sådan en menneskeliggjort rolle som det at imitere en reddit-OP er, så tror jeg, at det er en væsentlig faktor, at det er behageligt at blive mindet om, at vi stadig er kloge og teknologien er “dum”. Og det tror jeg siger noget om at vi føler, at det menneskelige intellekt og dets værd er lidt truet af kunstig “intelligens.”

Når en højspændingsmast bliver til en alpaka

Et af de mere kuriøse og sjoveste opslag tematiserer robottens eller maskinens evne til at læse og forstå sin omverden. En bruger lægger dette billede op med teksten ”Gud, hvor jeg elsker alpakaer” og man tænker umiddelbart ”hvad?”.

Fra r/TOTALLY NOT ROBOTS Billedtekst: Man skal lige fange den metaforiske leg, før stålkonstruktionen bliver til noget, der ligner en alpaka. Men så bliver det også sjovt.

Thomas Telving indrømmer, at det er ret sjovt og forklarer:

"Når en Reddit-bruger laver sjov med, at en bot tror, at en højspændingsmast er en alpaka, fordi den ligner dyret i silhouet, udstiller det bottens totale hjælpeløshed i forhold til at forstå verden. Det mener jeg, at de fleste brugere af generativ kunstig intelligens kan lære meget af. Jeg kan kun opfordre folk til at deltage i legen, for den øger vores forståelse af, hvad teknologien er for en størrelse og piller noget af magien ud af den. Måske kan det, som sagt, også skubbe til den intuitive opfattelse, man let får, når man bruger chatbots, nemlig, at de rent faktisk forstår, hvad de selv siger.”

Nanna Inie griner også med fra sin stol på IT-Universitet i København. Hun er generelt ikke tilhænger af at bruge kognitionsmetaforer som intelligens og læring om algoritmer, da det tilskriver dem en anden funktionalitet end de reelt kan leve op til og har derfor en lignende pointe:

”Mange af indlæggene parodierer teknologien på en måde, hvor vi fremstiller dens outputs som dumme, uintelligente og ude af stand til at lave selv de mest banale logiske slutninger, og så bekræfter vi hinanden i at det menneskelige intellekt stadig er særligt, raffineret og meningsfyldt. Og mange af indlæggene fremhæver det absurde i at algoritmer, der langt overgår vores kognitive evner for kompliceret databehandling ikke kan kende forskel på en godnathistorie og en Windows XP-aktiveringskode

Det er med andre ord meget meta, men også tankevækkende morsomt. I forhold til den vilde hype, der er omkring generativ AI sætter Nanna Inie et optimistisk punktum for sit møde med fænomenet på Reddit:

”Jeg læser forummet som en fejring af det menneskelige intellekt.”

Citat

"Når vi bliver klogere på mimesis, bliver vi klogere på at forstå de teknologier, der anvender mimesis, og kan lære maskiner, robotter og AI bedre at kende."

Malthe Stavning Erslev, forsker ved Professionshøjskolen VIA

Tjek r/TOTALLY NOT ROBOTS

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje