Vores arealer har store forretningsmuligheder – hvis vi forstår at gribe dem

Danmark er foregangsland for udviklingen af vedvarende energi. Lige om hjørnet ligger store perspektiver for næste grønne eventyr, der kobler landbrug og fødevareproduktion tæt sammen med opfyldelse af energi-, klima- og biodiversitetsmål.  

Beslutningstagerne er imidlertid endnu ikke bevidste om, at vores arealer er en begrænset ressource, og anvendelsen skal afvejes og prioriteres nøje, så løsninger i 2030, der skal bringe os videre til 2050, også virker i 2070. 

En hurtig transition af vores arealanvendelse er på vej. I omfang er den lige så dybdegående og systemforandrende, som den transition, vores energisystem har undergået.  

Vi har både politisk bevidsthed og en bred folkelig anerkendelse af nødvendigheden af at erstatte fossile brændsler med vedvarende energikilder.  

Omstillingen har været undervejs gennem mange år og er senest accelereret som konsekvens af behovet for at frigøre os fra russisk gas. 

Beslutningstagere er begyndt at opdage transitionen af vores arealudnyttelses-systemer (på engelsk det enklere begreb: land use). Det skriver FN-alliancen Race To Zero i en ny rapport, der blev offentliggjort i september 2022 under Climate Week i New York.  

Det lover i så tilfælde godt. For med beslutningstagernes bevidsthed vil der også være mulighed for at vedtage lovgivning og regulering, der vil understøtte indfrielsen af de helt enorme gevinster, der er forbundet ved at opfylde mål for klima og biodiversitet i vores arealanvendelse.   

Fremtiden tilhører ‘natur-positive’ forretningsmodeller 

For de virksomheder og investorer, der handler hurtigt, vil der være samlede gevinster på 4,5 billioner dollars ved bæredygtig omstilling af skov- og landbrug.  

Omvendt står de største landbrugs- og fødevarevirksomheder i den globale forsyningskæde til at kunne miste 25 pct. af indtjeningen inden 2030, hvis de ikke lykkes med at indfri politiske mål for klimaet.  

Race to Zero bygger deres analyser på internationalt anerkendte scenarier om nødvendigheden af politisk handling på klimakrisen og principper for ansvarlig investering. 

Gevinsterne findes på nye markeder for biogødning, der erstatter kemikalier i kunstgødning, og pesticider med mikrobiologi.  

Desuden ligger indtjeningen i at udvikle alternativer til animalske proteiner. Investeringer i at bruge naturens egne systemer til at optage og lagre CO2 og til at afbøde og håndtere klimaforandringer byder også på store gevinster.  

I dansk sammenhæng betyder det fx, at vi skal genskabe naturlig hydrologi på kulstofrige lavbundsjorder for at standse udledningen af CO2, bruge skovrejsning til at optage CO2 samt bruge arealer i vores ådale som buffer for oversvømmelser og dermed afbøde tab ved materielle ødelæggelser i byer nedstrøms vandløbene.  

Race to Zeros analyse er blot en af flere, der sætter værdi på vores arealer og gevinster ved en bæredygtig omstilling samt understreger nødvendigheden af politisk handling.  

Nye forretningsmodeller ud fra naturgrundlag 

Ifølge Race to Zero-rapporten er fødevareproduktion en nødvendighed for liv. Alligevel hviler det globale fødevaresystem på ikke-bæredygtige praksisser, der gør fødevaresektoren til den største bidragyder til økosystem-krisen og klimakrisen. 

Inden for få år vil forretningsmodeller, der bidrager aktivt til at ødelægge naturgrundlaget, ikke være acceptabelt – hverken ud fra et politisk-, investeringsmæssigt- eller forbrugermæssigt synspunkt.  

De virksomheder, der ikke opfylder den medfølgende lovgivning, krav fra investorer eller efterspørgsel fra forbrugere bliver tabere i den grønne omstilling.  

Omvendt vil de virksomheder, der indretter fødevareproduktion efter praksisser, der ikke skader – og ligefrem genopretter naturen og klimaet – blive vindere i at tiltrække investeringer til yderligere grøn omstilling og i omdømme- og markedsværdi. 

Pensionsselskaber er også opmærksomme på naturressourcer i deres investeringer.  

Danica Pension har eksempelvis udtalt, at de investerer efter grundig analyse med fokus på risici. Og der er ingen tvivl om, at virksomheder, som ikke har nok fokus på at genoprette biodiversiteten, udgør en risiko rent investeringsmæssigt. 

Alle virksomheder er afhængige af naturen 

World Economic Forum har regnet ud, at de virksomheder, der er moderat til meget afhængig af naturens ressourcer, i alt står for en værdi af 44.000 mia. dollars – eller halvdelen af verdens BNP.   

Alle virksomheder er afhængige af naturen. Men industrier, der er direkte afhængige af naturen og økosystemer – eksempelvis landbrug, fiskeri, medicinalindustrien, byggeri og energi – er i særlig høj grad og har brug for at omstille sig hurtigt. 

Gevinsterne for bundlinjen handler også om at undgå tab.  

Hvis vi fortsætter med at ødelægge naturen, vil de virksomheder, der lever af råvarer og vand fra naturen, opleve mangel på afgrøder og voldsomme prisstigninger. 

Fra vores eget danske perspektiv er det også værd at nævne, at WWF og Bain & Company for nyligt har analyseret  koblingen mellem at vende biodiversitetskrisen med forretningsmuligheder.  

Analysen bygger på input fra 44 af de største danske virksomheder samt en række dybdegående interviews med danske virksomhedsledere.  

Rapporten peger på, at tabet af natur på globalt plan vil medføre stigende råvarepriser, vandmangel og et behov for at skifte til nye produktionsmetoder.  

Biodiversitetskrisen skønnes derfor at bringe halvdelen af den globale BNP i fare, hvis udviklingen fortsætter.

Klimaforandringerne giver vilde udsving i jordpriser  

Med i ligningen, der vil drive transitionen af vores arealanvendelses-system fremad, er de uundgåelige konsekvenser af klimaforandringerne for landbrugssektoren.  

Effekterne af klimaforandringerne rammer forskelligt. Det Europæiske Miljøagentur har kortlagt konsekvenserne af klimaforandringerne for jordpriserne i Europa. 

Om en generation vil Sydeuropa have tabt den landbrugsproduktion, som vi kender den i dag, til klimaforandringerne. De vesteuropæiske lande bliver vindere af de bedste dyrkningsforudsætninger i et ændret klima. 

I perioden 2071-2100 vil nogle regioner i Sydeuropa opleve, at jordpriserne falder 80 pct. eller mere sammenlignet med perioden 1961-1990. I sommeren 2022 så og hørte vi eksempelvis om udtørringen af Po-floden og de omkringliggende ris- og majsmarker i det nordlige Italien.  

I fremtiden vil to tredjedel af det samlede tab af jordpriser i Europa kunne henføres til netop Italien.

Omvendt vil den største vækst i jordpriserne finde sted i Norden, mest i Sverige, hvor jordpriserne i det meste af landet vil stige med 60 pct.  

I Danmark vil jordpriserne stige med 20-40 pct.  

Vi må forvente, at Norden bliver en region, hvis biomasseproduktion andre regioner bliver afhængige af – i endnu højere grad end det allerede er tilfældet. 
  
Kloden kan levere 20 pct. af behov for biomasse til en fossilfri fremtid 

Kulstof fra biomasse bliver en mangelvare i et fossilfrit samfund forhold til de mange formål, der ikke kan elektrificeres. Vi skal erstatte fossilt kulstof i byggematerialer, plast, kemikalier, tekstiler og i dele af transport- og energisektoren. 

Svaret er for en stor dels vedkommende kulstof fra biomasse. Det redegør Det Nationale Bioøkononomi Panel for i sine anbefalinger fra september 2022. 

Men jordkloden har kun et begrænset areal, og vi er meget langt fra at kunne producere bioressourcer nok til at dække den fremtidige efterspørgsel.  

Eksperter fra FN’s Klimapanel mener, at jordkloden – selv efter en meget omfattende elektrificering – kun kan levere ca. 20 pct. af det forventede samlede bioressourcebehov i en verden, hvor der ikke anvendes fossile ressourcer. 

Hvad sker der, når de danske arealer bliver hot spot for produktion for af biomasse i en global verden, hvor biomasse bliver en mangelvare? Det er også et forhold, hvortil der er knyttet enorme værdier, hvis vi formår at understøtte transitionen klogt.  

Det betyder først og fremmest, at de bedste dyrkningsarealer skal friholdes til dyrkning af biomasse – hvad enten formålet er plantebaserede proteiner eller biobaseret kulstof.  

Andre arealer skal gives tilbage til biodiversitet, naturbaserede klimaløsninger samt til etablering af vedvarende energianlæg.    

Blå biomasse kan blive en ny guldalder efter olie 

Sammenlignet med Sydeuropa får Norden de bedste vilkår for at producere biomasse på land, grøn biomasse.  

Norden har også forudsætningerne for at blive hot spot for produktion af blå biomasse. Det kan man bl.a. læse i ‘Nordic Bioeconomy Programme – 15 Action Points for Sustainable Change’.

Endnu behandles perspektiver for hhv. grøn og blå bioøkonomi primært hver for sig. Perspektiverne i en samlet tilgang – på tværs af blå- og grøn biomasse og arealer på land og i vand, og på tværs af de nordiske lande – er endnu i sin vorden, hvis den overhovedet eksisterer. 

Men det kan blive en ny guldalder, der erstatter Danmarks og Norges olie-og gasproduktion med biobaseret produktion – med stærkt afsæt i den svenske tømmerproduktion, den danske landbrugsproduktion og blå biomasse på forskellige stadier i alle nordiske lande.  

Grøn omstilling af energisystemer og arealanvendelse er forbundet 

Det leder os frem til den pointe, at transitionen af vores arealanvendelses-system og den fortsatte omstilling af energisystemet er forbundet.  

Særligt den brede politiske aftale om at firedoble energien fra vedvarende energianlæg på land tydeliggør behovet for at finde de nødvendige arealer.  

Firedoblingen betyder, at udbygningen med solceller skal øges med en faktor 10, og at udbygningen med vindmøller skal fordobles. 

Men også femdoblingen af havvind griber ind i vores arealanvendelse. Noget af den producerede strøm skal via Power-to-X-anlæg omdannes til fx flybrændstof.  

Det er politisk besluttet at udbygge Power-to-X, hvilket betyder, at der forventes at være store mængder brint til rådighed i 2030. Det er først ved tilførsel af kulstof, at brint kan omdannes til flybrændstof, kemikalier og materialer. Dermed bidrager udbygning af Power-to-X til efterspørgslen efter kulstof fra bioressourcer. 

Kulstofoptag fra luften vil på et tidspunkt formentlig blive et vigtigt supplement til biobaseret kulstof. Men det er formodentlig ikke lige rundt om hjørnet. 

Hvis teknologien ikke bliver udbredt, kan vi kun opnå negative udledninger via kulstof fra planter, altså fra biomasse. Produktion af biomasse kræver areal.  

Det samme gør produktion af fødevarer og beskyttelse af biodiversitet. Der er derfor grænser for, hvor store arealer, der kan bruges til at producere biomasse, vurderede Klimarådet i februar 2022. 

Transition og forretningsudvikling kræver lokal handling

Ved at holde overblikket over drivkræfter, klimaforandringernes konsekvenser og forretningsmuligheder kan vi som nation påtage os en helt central rolle i den globale grønne omstilling.

Vi er foregangsland for udviklingen af vedvarende energi. Lige om hjørnet ligger store perspektiver for næste grønne eventyr, der kobler landbrug og fødevareproduktion tæt sammen med opfyldelse af energi-, klima- og biodiversitetsmål.

Den kobling – og indfrielsen af økonomiske gevinster – lader sig kun gøre, hvis vi formår at omsætte globale og nationale mål i lokale løsninger, hvor arealerne bytter ejerskab og anvendelse og dermed driver transitionen fremad gennem konkrete handlinger.

Vi ser ikke, at beslutningstagerne endnu er bevidste om sammenhængen mellem ambitiøse politiske mål og opfyldelsen af dem lokalt – primært af de lodsejere, der ejer 60 pct. af den del af det danske areal, hvor der er plads til at dyrke biomasse, opstille energianlæg og vende tabet af biodiversitet.

Men pladsen er ikke ubegrænset. Tværtimod raser arealkampen allerede i vores lille land.

Lokalt eksempel viser dilemmaer

Inden folketingsvalget for nyligt igangsatte den tidligere regering en screening af store energiområder ude i kommunerne. Efter planen skal der udlægges mellem 10 og 15 store energiparker for at sikre regeringens mål om at firedoble mængden af vedvarende energi på land.

Nu kan kommunerne melde potentielle områder ind til staten.

Randers Kommune har meldt et område ind, som ligger i den nordøstlige del af kommunen og samlet set har et areal på 1.550 hektar. Det skal sættes op imod, at der i udgangen af 2021 var etableret 1.600 hektar solcelleanlæg på marker i hele Danmark.

Bliver projektet realiseret, vil det kunne levere strøm til 330.000 husstande. Det svarer til mere end alle husstande i Københavns Kommune.

I dag er der primært landbrugsdrift i området, Og så står der allerede en del vindmøller. Hvis projektet realiseres, vil de store energianlæg omkranse den lille landsby, Bjerre. Randers vil få et solcelleanlæg på størrelse med 20.000 parcelhusgrunde.

Arealer til store energiparker bør vurderes bredt

Arealerne i landdistrikterne er bl.a. afgørende for, at vi lykkes med at skabe sammenhængende naturarealer, afbøde oversvømmelsestrusler, rejse skov, producere bæredygtige fødevarer, sikre rent drikkevand og etablere vedvarende energianlæg.

Vi står over for en opgave, som kan sammenlignes med byfornyelsen, hvor man er lykkedes med forandringsprocesser på tværs af lovgivninger og i samarbejde mellem offentlige og private investeringer. Fra en slidt storby med slumlignede baggårde er København blevet en moderne metropol.

Hvis vi etablerer energianlæggende på de mest frugtbare landbrugsjorder, der burde bidrage til produktion af biobaseret kulstof, som lige om lidt bliver en global mangelvare, ødelægger vi arealernes langsigtede værdi som investeringsobjekt – uanset at lodsejeren i dag kan tjene langt flere penge på at sælge eller udleje arealerne til et energiselskab.

Hvis arealpuslespillet skævvrides, så vi bruger mere areal på at producere samme mængde biomasse, bliver der mindre plads til natur. Det vil svække muligheden for fremtidige grønne forretnings- og kapitalsystemer.

Vi bør ikke forarme landdistrikterne i en slags ‘energi-slum’, når vi har den viden, der skal til, for at både at afskrive og investere i områdernes fremtidsmuligheder.

Hvis vi tænker os om, kan vores landdistrikter i stedet for blive centre for udvikling af nye, grønne forretningsmuligheder, hvis indtjening er betinget af biologisk rigdom og positiv CO2-balance (større optag end udledning).

Det multifunktionelle landskab som samlende faktor

Sektorkampen om arealerne skal afløses af synergiskabende sektorsamarbejde, for at vi lykkes med store forandringer i landskaberne på kort tid. Alternativt vil vi se store investerings- og forretningsmuligheder gå tabt.

Men alt for ofte håndteres kriserne hver for sig, og dermed risikerer krisernes kamp om arealerne at forsinke løsningerne.

Hvis vi lader os styre af akutte og snævre dagsordener, risikerer vi at bruge arealer og biomasse forkert og forsinke den grønne omstilling.

Forandringerne skal skabes på en meningsfuld måde, hvor erhvervsmuligheder, friluftsliv og fællesskaber går hånd i hånd med tiltag for natur, vandmiljø og klima.

Det er ikke et udtryk for rundbordspædagogik. Det er derimod et udtryk for, at arealanvendelse er et vigtigt hovedspor i den grønne omstilling på tværs af sektorer, som vi skal styrke for at komme i mål.

Vi kan kun lykkes med at indfri de mange, arealkrævende samfundsmål, hvis vi arbejder strategisk på det nationale plan og med multifunktionelle løsninger på det lokale plan.

Artiklen er alene udtryk for skribenten Helga Grønnegaards egne synspunkter. Hun har tidligere været sekretariatsleder i Fremtidens bæredygtige landskaber og er nu project manager i CIP Fonden.