Døde højmoser bliver genoplivet med vand og importeret mos

De danske højmoser bliver ofte overset i landskabet. Her er ingen postkort-venlige svajende bøgetræer eller smukke blomsterenge, kun en ufremkommelig mose, ofte tilvokset med birketræer.

Hist og her i våde tørvegrave, findes det særlige sphagnummos – tørvemos på dansk. 

År efter år vokser sphagnummosserne – de har en uendelig vækst.

Efter meget lang tid kan der dannes tykke tørvelag. Som tommelfingerregel kan der dannes 1-2 mm tørv om året i en naturlig højmose.

Over tid bliver tørvelaget højere end det omgivende terræn – deraf navnet højmoser.

Højmoser er blevet udryddet i 150 år

For 200 år siden dækkede højmoser og andre vådområder store dele af det danske landskab, men i dag findes der ingen intakte højmoser tilbage i Danmark.

Der eksisterer dog flotte rester af fordums udbredte naturlige højmoser, bl.a. Tofte Mose i Lille Vildmose i Aalborg Kommune. 

I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte man systematisk at dræne alle danske moser for at skaffe tørv til brændsel og udvinde arealet til aktivt landbrug.

Dræning, opdyrkning og tilplantning af moserne tog særligt til efter 2. verdenskrig, hvor udbredelsen af 1900-tallets maskinkraft og teknologi satte fart i udviklingen.

Kærligheden til de uskønne moseområder lå på et meget lille sted. Som daværende landbrugsminister Kristen Bording skrev det i forordet til bogen ‘Vildmosearbejdet’ fra 1945:

“I stedet for øde, golde, trøstesløse, ubeboede og nytteløse Sumpe, der hverken gav Beskæftigelse, Beboelse eller Værdier af nogen Art, er det nu bleven en travl Arbejdsmark – et Nybyggerland – hvor Tusinder af Bønder, Arbejdere og andre danske Borgere finder Beskæftigelse.”

Højmoser lagrer store mængder kulstof

I dag ved vi, at der er stor værdi i at bevare højmoserne. For selvom få dyr ganske rigtigt trives i højmosernes næringsfattige sure miljø, tiltrækker deres lysåbne natur alligevel en række arter.

Fugle som fx. tranen slår sig ofte ned i højmoser. Særlige arter af insekter, findes også i højmoserne, bl.a. de sjældne guldsmede Stor Kærguldsmed og Åkande-Kærguldsmed, som begge også findes i Horreby Lyng.

Sommerfuglearter som moseperlemorssommerfugl, mosehøsommerfugl og moserandøje er også særligt knyttet til højmoser.

Lige så vigtige er højmoserne – og andre moser for den sags skyld –  for klodens klima.

Ved hjælp af fotosyntese trækker planterne i mosen kulstof (CO2) ud af atmosfæren og lagrer det i tørv i mosen. Her bevares drivhusgassen lige så længe, mosen er intakt (fugtig) og ikke tørres ud via dræning.

Forskere vurderer, at klodens samlede moseareal ("peatlands" på eng.) lagrer mere end dobbelt så meget kulstof, som jordens øvrige vegetationstyper tilsammen - inklusiv skove.

Og det til trods for, at de kulstoflagrende tørvejorde kun dækker ca. tre procent af klodens samlede landareal.

Tager man Lille Vildemose som eksempel, så binder højmosens organiske tørv tonsvis af kulstof, som den får ved at optage CO2 fra luften. Udregninger viser, at Genopretningsprojekt af mosen reducerer CO2-udledning med 14.000 tons om året.

Den massive dræning af Danmarks tørvejorder har altså negative konsekvenser for vores CO2-udledning. Når man dræner en mose og fjerner vandet fra mosejorden, omsættes og nedbrydes det organiske materiale.

Det medfører udledning af den CO₂, som mosejorden har oplagret, mens det var en levende tørvedannende mose. Forskere anslår, at en hektar dybt drænet tørvejord hvert år udleder lige så meget CO2 som en familiebil, der tilbagelægger 145.000 kilometer.

EU kommer højmoser til undsætning

I Danmark har man i årtier forsøgt at reetablere adskillige større moseområder.

I 2011 afsatte EU 31 millioner kroner til bevarelsen af Lille Vildmose, der har været fredet siden 2007.

Pengene kom fra EU LIFE, der er EU’s tilskudsordning til konkrete projekter, der er rettet mod naturbeskyttelse og naturgenopretning i Natura 2000-områder.

Pengene blev bl.a. brugt på at skabe hydrologi i de drænede områder, så sphagnummosserne igen kunne trives.

To år senere, i 2013, havde EU LIFE endnu engang checkhæftet fremme. Denne gang tildelte de Guldborgsund og Sorø Kommuner tilsammen 30 millioner kr. til genopretning af højmoser.

Derudover fik projektet en yderligere økonomisk saltvandsindsprøjtning på 10 mio. kr. fra staten.

Naturprojekt fejrer 10 års jubilæum

Juvelen i projektet er Horreby Lyng, der er 150 ha. stor og er den største højmose på Lolland-Falster.

Til oktober i år skal Anita Pedersen, der er tovholder på det omfattende naturgenopretningsprojektet af højmoserne i de to kommuner, gøre status over indsatsen.

Anita Pedersen er biolog ved Guldborgsund Kommune og projektleder på genopretningsprojektet, der altså kan fejre 10 års jubilæum i år. Hun er med egne ord ikke nogen "normal kommunemedarbejder."

Anita Pedersen er uddannet biolog med speciale i kystzone forvaltning i Vietnam. Hun er tæt på at være færdig med sin diplomuddannelse i journalistik og har sideløbende fulgt kurser på antropologi i interviewteknik og konflikthåndtering.

Hun har i mange år arbejdet med naturgenopretningsprojekter i tredje verdenslande samt Østeuropa. Og netop den baggrund har hjulpet hende enormt meget i arbejdet med genopretningsprojektet af højmosen på Falster, fortæller hun:

"Tilgangen til mit arbejde er ikke meget anderledes, om jeg sidder foran en stammehøvding i Indonesien eller foran lodsejere på Falster. Det handler om at opnå respekt, skabe tillid og lydhørhed samt få et grundigt indblik i, hvor de her menneskers kærlighed til området ligger."

Lodsejere krævede overtalelse

Anita Pedersen var i dialog med i alt 37 forskellige lodsejere i forbindelse med naturgenopretningsprojektet i Horreby Lyng.

Genopretningen af Horreby Lyng krævede en massiv indsats for at genskabe de naturlige hydrologiske forhold i området, der er blevet ødelagt af årtiers dræn.

Der er bl.a. blevet blokeret grøfter og nedsat en tynd membran på ca. to meter, som strækker sig over flere kilometer. Membranen og de blokerede grøfter hjælper med at holde på det regnvand, som falder ned i mosen, så det ikke løber ud igen.

"Højmoser får kun tilsat vand fra det nedbør, der kommer fra oven. Derfor var det essentielt, at få bygget nogle foranstaltninger, der sikrede, at vandet blev inde på området og ikke løb ud igen. Sphagnum kræver vand for at højmosen lever," fortæller Anita Pedersen.

Genskabelsen af hydrologien krævede med andre ord en række forandringer i landskabet, og det er her Anita Pedersens kommunikative evner kommer ind i billedet.

"Natura 2000-arbejde er frivillighedens vej, så vi kunne ikke få projektet på skinner uden samtlige lodsejeres tilsagn. Jeg besøgte samtlige lodsejere flere gange for at fortælle om projektet og overtale dem til at lade deres jord indgå i projektet. Den mest modvillige lodsejer var jeg ude ved omkring otte gange. Så det blev til ufatteligt mange kopper kaffe og hvide boller med tandsmør de første år af projektets levetid," siger Anita Pedersen.

Importeret tørv tog højmose med storm

Med alle lodsejernes underskrift i hus i sommeren 2016, kunne projektet for alvor gå i gang. Den største del af arbejdet gik med at genskabe hydrologien.

Udgangspunktet var, at man skulle fastholde vandet for at sphagnummosserne kunne få optimale leveforhold.

Men der er også steder i Horreby Lyng, hvor det sekundære grundvandsspejl ikke kan nå højt nok op, og hvor de vandafhængige sphagnumarter derfor ikke kan trives. Nærmere bestemt på den centrale del af mosen.

Med hjælp fra den eksterne konsulent Mette Risager (Risager Consult) blev det problem dog løst gennem en innovativ metode.

Mette Risager er uddannet biolog med ekspertise i højmoser. Under et besøg ved universitetet Laval i Quebec, Canada, blev Mette Risager opmærksom på muligheden for at genoprette højmoser via den såkaldte Canadiske metode - ‘moslayer transfer method’.

Ideen er, at man flytter levende sphagnummosser fra et område, der skal åbnes til tørveindvinding og udspreder dem til et område, man ønsker at genoprette.

Der indvindes fortsat tørv i Danmark, men der åbnes ikke nye højmosearealer med naturlig vegetation som toplag.

Derfor var det nødvendigt at importere sphagnum fra Estland, hvor det naturlige toplag af levende planter er en form for spildprodukt, når der indvindes sphagnumtørv.

Det overordnede mål med genopretning af højmoser er at genskabe den tørvedannende funktion. Det kræver tætte sphagnum-lag.

På de højere liggende dele af Horreby Lyng, med de bedst bevarede højmosetørvelag, har de to biologer arbejdet både med lokale arter, og gennemført et demonstrationsforsøg med de importerede sphagnummosser fra Estland.

"De arter, vi fik fra Estland, findes også i Horreby Lyng, men i meget lille målestok. De importerede estiske arter er i stand til at trives under mere tørre forhold," siger Mette Risager.

Biolog kommer helt ind i maskinrummet

Forud for spredningen af det estiske sphagnum havde Anita Pedersen sørget for at skrabe det øverste toplag af de højest beliggende centrale dele af Horreby Lyng

Laget blev fjernet vha. en randegraver, og det var en nervepirrende proces, fortæller Anita Pedersen.

“Fordi vi befinder os på en mose, så må de her store maskiner ikke holde stille længere tid af gangen, for så synker de ned i mosen. Det var et mareridt at skrabe lagene af. Og samtidig var jeg mega nervøs for resultatet, for man kan ligesom ikke gøre det om, når først randegraveren har fjernet tørven. Og hvad nu hvis jeg kom til at fjerne for lidt eller for meget af toplaget?,” siger hun.

Missionen var heldigvis vellykket. En kortlægning af de importerede sphagnumarters dækningsgrad viser, at de efter fem år havde en dækningsgrad på 48 pct.

Og nu vil andre højmoser også prøve kræfter med den innovative metode til gendannelse af højmoser.

Mette Risager skal netop i gang med at opskalere metoden med moslager-transfer ved højmosen i Lille Vildemose med importeret sphagnum.

Og den erfarne biolog nyder at få lov til at se teori blive til praksis.

"At få lov til at være med helt inde i maskinrummet og se de her metoder rent faktisk blive til virkelighed, er enormt tilfredsstillende og en kæmpe oplevelse," siger hun.