Spring menu over
Næste nummer af Akademikerbladet udkommer 5. maj
Dansk Magisterforening

Spørg om pension

Kenneth Petersen

 Foto: Akademikerpension

Del artikel:

I hvert nummer af Akademikerbladet vil AkademikerPension svare på et spørgsmål fra et medlem. Denne gang handler det om bekymringen i den usikre tid, vi lever i.

Jeg er bekymret for mine pensionsinvesteringer i denne urolige tid, vi lever i.

Venlig hilsen
Mads

Svar fra AkademikerPension

Hej Mads

Du er langt fra den eneste, der kigger lidt ekstra på pensionsopsparingen i en tid med uro i verden. Når kurserne falder, kan det give en helt naturlig bekymring. Men her er det vigtigt at huske, at pension er en langsigtet opsparing.

Historien viser ret tydeligt, at selv om afkastet går op og ned på kort sigt, har det over tid en tendens til at rette sig igen. Samtidig er din pension ikke overladt til tilfældighederne. Vores investeringsteam overvåger og tilpasser løbende vores investeringsstrategi, så den er robust i både gode og mere urolige tider.

Tryghed er et nøgleord for AkademikerPension, og derfor har vores pensionsudbetalinger en udjævningsmekanisme for medlemmer på markedsrente. Det betyder, at et enkelt års dårligt afkast ikke betyder så meget, da udbetalingerne bliver fordelt over en 10-årig periode. Gode og dårlige år blandes sammen, og på den måde sikrer det dig stabile pensionsudbetalinger.

Mit vigtigste råd er derfor: Slå koldt vand i blodet. Din pensionsopsparing er bygget til at kunne klare både medvind og modvind. Det er netop hele idéen.

Hvis du stadig er i tvivl eller har brug for ro i maven, kan det være en god idé at tage en snak med din pensionsrådgiver og få gennemgået din situation. Ofte hjælper det at få sat tingene i perspektiv.

Venlig hilsen

Kenneth Petersen
Markedschef i AkademikerPension
kep@akademikerpension.dk
Tlf. 21 49 21 61