Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ude godt, hjemme slut?

HOMEWORK 1 FINAL Web
Illustration: Bernardo França
Hjemmearbejde
Del artikel:

Det er en løgn, at vi for tiden ser et opgør med hjemmearbejde, siger fremtrædende økonomiprofessor bag banebrydende studie. Men en anden velrenommeret professor vil gerne hælde undersøgelsen ned ad brættet.

Ingen kan rigtig helt forstå det.

Hvorfor er det slut med hjemmearbejde i Novo Nordisk?

Hvorfor har Novos CEO Mike Doustdar forlangt fuldt fremmøde alle ugens dage fra 1. januar 2026?

På Reddit bagtaler anonyme ansatte Mike ”Douchebag” – idiot-Mike. De købte fortællingen om en særlig Novo-ånd og nød den frihed, der fulgte med, nu har de i stedet for fået en ”kontrolfreak” som CEO. Og Mike Doustdar er tydelig i sin kommunikation. Hvis ikke man retter ind, er Novo måske ”det forkerte sted for dig”, har han sagt på et personalemøde om den nye politik.

Det rigtig kontroversielle på mødet var imidlertid ikke topchefens ultimative krav om tilpasning. Det var derimod hans begrundelse for at styrke Novos in-office-kultur, der ifølge Mike Doustdar skal føre til tættere samarbejde og sætte teamet i centrum. 

”Vi bliver i stand til at arbejde meget hurtigere, når vi rent faktisk er sammen,” lød hans opsang på mødet.

Det vilde er, at hvis Mike Doustdar har ret, så kan hjemmearbejde – som 40 procent af alle lønmodtagere i Danmark benytter – koges ned til et produktivitetstab for virksomhederne. 
Akademikerbladet har forgæves spurgt Novo, om virksomheden har data til at bakke synspunktet op. Novo kommenterer ikke på interne møder.

Mike Doustdar har imidlertid selv fremlagt en begrundelse. På Reddit gengiver Novo-ansatte, at han på personalemødet fortalte om en arbejdsrejse, hvor han chokeret blev mødt af kilometervis af mennesketomme Novo-kontorer. 

Du kan argumentere for mange forkerte ting, hvis du ser bort fra al evidens

Nick Bloom, økonom og Stanford-professor

Et opgør med hjemmearbejde

En anekdote måske, men bag den gemmer der sig en større fortælling. Det mener Peter Cappelli, professor i ledelse og direktør for Center for Human Resources ved Wharton School ved University of Pennsylvania. 

Hans nye bog, ’In Praise of the Office’, er en advarselslampe og et opgør med den arbejdskultur med delt hjemme- og kontorarbejde, der er opstået efter coronatiden. 

Til erhvervsmedier skærer han problemet ud i pap: 

”Folk møder bare ikke op. Det er måske den største enkeltstående faktor,” har han sagt i et interview med Yahoo Finance.
Eller som han i starten af oktober sagde til tv-kanalen CNBC.

”40 procent af amerikanske medarbejdere siger, at de coffee badger. Det betyder, at de kommer ind på arbejdet, swiper deres nøglekort, får en kop kaffe og går hjem.”

En markant påstand, men Peter Cappelli er ikke hvem som helst. I 30 år har han forsket ved en af verdens mest prestigefyldte business schools og været rådgiver for amerikanske myndigheder, IMF, OECD, WTO og en lang række store virksomheder. Ja, faktisk er han ifølge det engelske HR Magazine en af verdens mest indflydelsesrige tænkere inden for HR.

Og Peter Cappeli slutter sig til de iagttagere, der ser et igangværende opgør med hjemmearbejde. 

”De reagerer på voksende evidens for, at fjern- og hybridarbejde fører til lavere medarbejderperformance,” skriver han i en meget omtalt artikel ’Hybrid Still Isn’t Working’ i magasinet Harvard Business Review i juli 2025.

Ifølge Peter Cappelli ligger problemet i, at hjemmearbejde får medarbejdere til at fokusere snævert på egne mål frem for det tværgående samarbejde. 

HOMEWORK 2 FINAL Web
Illustration: Bernardo França

Men ikke alle køber analysen. Ifølge Nick Bloom, økonom og Stanford-professor, er artiklen i Harvard Business Review helt ude i hampen.

”Du kan argumentere for mange forkerte ting, hvis du ser bort fra al evidens,” siger han til Akademikerbladet.

Nick Blooms kritik er følgende: 

Ikke alene refererer ”evidensen” i Harvard Business Review-artiklen til tre upublicerede working papers, der står i kontrast til andre positive resultater, der ikke nævnes. Peter Cappellis cherry picking ignorerer blandt andet den måske mest robuste forskning på området – Nick Blooms egen.

I et randomiseret, kontrolleret studie – guldstandarden inden for forskning – har Nick Bloom i 2024 opsigtsvækkende påvist, at hjemmearbejde i det multinationale rejsebureau Trip.com ikke forringer produktiviteten, men til gengæld fører til, at 30 procent færre ansatte siger op. 

Resultatet er offentliggjort i verdens mest citerede tidsskrift Nature, hvor det er læst af 249.000 besøgende på tidsskriftets hjemmeside og omtalt i 327 nyhedsmedier. Alligevel bliver hverken dette eller andre af Nick Blooms lignende resultater nævnt med et ord 12 måneder senere i Peter Cappellis artikel i Harvard Business Review, der i print udsendes til 340.000 abonnenter. 

Nature-artiklen bliver til gengæld nævnt – og affejet – i Peter Cappellis nye bog. For som businessprofessoren her skriver: 

”Sælgere i et rejsebureau arbejder og bedømmes på individuelle præstationer, men kontorarbejde handler i høj grad om samarbejdsrelationers betydning for innovation og i sidste ende produktivitet. Derfor kan Nick Blooms travel agent study dybest set ikke bruges til noget.”

40 procent af amerikanske medarbejdere siger, at de coffee badger

Peter Cappelli, professor i ledelse, University of Pennsylvania

Men ifølge Nick Bloom er Peter Cappellis gengivelse i direkte modstrid med artiklens indhold og konklusion.   

”Det, han skriver, er forkert. Artiklen handler netop om kreative, teambaserede kontorjob og ikke om sælgere. Det er besynderligt, at han overser det i et review af den måske mest prominente artikel om hjemmearbejde.” 

Nature-artiklen fastslår da også tydeligt, at Nick Bloom undersøger performancevurderinger af universitetsuddannede medarbejdere inden for ingeniørvidenskab, marketing, regnskab og finans i Trip.com, som måler på kategorier som lederskab, innovation, kommunikation og udvikling. 

Da Akademikerbladet i første omgang henvender sig til Peter Cappelli, kalder han uden videre Nick Bloom for en ”aggressiv fortaler for hjemmearbejde, der udfordrer al evidens, der peger i den modsatte retning”. 

Da bladet efterfølgende spørger ham, om han har misforstået artiklen, indrømmer han, at empirien dækker mere end bare sælgere. 

”Jeg vil medgive, at vi skulle have kaldt det et travel agency study og ikke et travel agent study. Men selvom teksten siger, at arbejdet indebærer samarbejde, er de anvendte målinger udelukkende baseret på individuel performance.«

Det lyder kryptisk: Hvor Peter Cappelli altså i Harvard Business Review skriver, at der er voksende evidens for, at hjemmearbejde fører til lavere medarbejderperformance, er resultaterne i Nature-artiklen ikke relevante, fordi de måler individuel performance.  

"Et støttehjul til at få hverdagen til at hænge sammen"

Men kan Peter Cappelli måske alligevel have en pointe? Det er vel en falliterklæring for tilliden til hjemmearbejde, hvis 40 procent af amerikanerne siger, at de kun møder på arbejde for at drikke kaffe og så går hjem igen. 

Men måske er det heller ikke helt sådan.

Undersøgelsen, Peter Cappelli henviser til, er foretaget af Resume Templates, en virksomhed, der sælger cv-skabeloner online, og bygger – i modsætning til hvad Peter Cappelli har sagt til tv-stationen CNBC – ikke på udsagn fra medarbejdere, men fra arbejdsgivere. Og det, de præcis siger, er, at 40 procent ikke er på kontoret hele dagen.

Men Peter Cappelli har også førstehåndsberetninger. I en ikkepubliceret forskningsartikel fortæller han om en række fokusgruppeinterview, som han foretog med en kollega i 2023 i en  international virksomhed:

”Det besynderlige var, at selvom virksomheden havde en norm om to dage på kontoret, var der stort set tomt, når vi var på besøg,” står der i artiklen. Og medarbejderne var enige om årsagen.

”Som én udtrykte det: ’Der er intet, jeg skal gøre på kontoret, som jeg ikke kan gøre lettere derhjemme. Mit arbejdsmiljø er bedre indrettet hjemme, blandt andet fordi jeg har noget privatliv der,’” lyder forskernes gengivelse af et interview.

Oplevelser som denne skyldes ifølge Peter Cappelli, at arbejdsgivere i stor stil effektiviserer og skærer i udgifterne til bygningsdrift. Et fænomen, som blev accelereret under corona-epidemien, hvilket Margit Johansen, udviklingskonsulent og DM-tillidsrepræsentant i Aarhus Kommune gennem 25 år, advarede om i Akademikerbladet i 2021. 

En standardisering af kontorarbejdspladser skulle reducere antallet af kvadratmeter i hendes forvaltning. Nu er hun på vej på pension og beskriver situationen sådan:

”Hjemmearbejde er et støttehjul til at få hverdagen til at hænge sammen, men vi sidder også derhjemme for at fordybe os i en opgave. Den ro er der ikke på storrumskontoret, og sådan burde det jo ikke være.”

HOMEWORK 3 FINAL Web
Illustration: Bernardo França

Men der kan være andre forklaringer på, hvorfor folk vægrer sig mod at møde ind på kontoret. I 2022, da amerikanske lønmodtagere efter coronaepidemien blev kaldt tilbage til kontorerne, valgte 83 procent at adlyde arbejdsgiveren, hvis de kunne bibeholde to hjemmearbejdsdage. Blandt dem, der blev beordret tilbage alle ugens fem dage, adlød kun 48,5 procent, viser en undersøgelse fra WFH Research.

Hvilket bringer os tilbage til Novos vrede medarbejdere. Ifølge Nick Bloom kan forklaringen på Mike Doustdars krav om fuld tilbagevenden være, at Novo ønsker, at flere forlader virksomheden. 

Men helt så enkelt kan regnestykket ikke være, mener Peter Cappelli. 
”Hvis man forsøger at gøre medarbejderne så utilfredse, at de siger op, vil man sandsynligvis ende med kun at beholde dem, der ikke kan finde et andet job, og man kunne argumentere for, at det er de dårligst præsterende – og de vil være vrede,” siger han.

Ifølge Peter Cappelli må Mike Doustdar have et andet motiv, ét, som dog accepterer ”nogle opsigelser”.

”Det er usandsynligt, at mange siger op, for de vil kun kunne gøre det, hvis de finder et andet job, der tillader hjemmearbejde – og det bliver sværere og sværere.”

Det sidste er dog omstridt. Eksempelvis viser helt nye EU-tal, at andelen af europæere med hjemmearbejde har ligget stabilt på 18,9, 18,3 og 18,7 procent i 2022, 2023 og 2024. I USA viser en løbende survey fra WFH Research blandt 200.000 lønmodtagere, at omfanget af hjemmearbejde har stabiliseret sig siden 2023. 

Men hvis der kan sættes spørgsmålstegn ved, om færre virksomheder tillader hjemmearbejde, har Peter Cappelli til gengæld et argument, som såvel Margit Johansen og en forsker fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) kan nikke genkendende til. 

Ifølge Peter Cappelli er det et udbredt fænomen, at direktioner uden mange instrukser har delegeret ansvaret for at håndtere hjemmearbejde ud til mellemledere, hvilket ikke har fungeret godt. Som Margit Johansen siger:

”Når man lukker ned for hjemmearbejde, hviler det langt hen ad vejen på, at det kun er meget få arbejdspladser, der har efteruddannet ledere. Hjemmearbejde har været en forandring, som direktionen ikke har leveret noget svar på.”

Christine Ipsen, professor i strategi- og ledelsesudvikling på DTU, har forsket i hjemmearbejde både før, under og efter coronaepidemien og nikker genkendende til Margit Johansens beskrivelse. 

Hjemmearbejde kan kræve, at ledere skal have en meget mere struktureret og systematisk kontakt med medarbejderne

Christine Ipsen, professor i strategi- og ledelsesudvikling, Danmarks Tekniske Universitet

Ifølge Christine Ipsen har mange arbejdspladser truffet en strategisk beslutning om at fastholde hjemmearbejde, men de har forsømt at tænke implementeringen igennem. 

”Som  leder afgiver du magt og beslutningskompetence til medarbejderen om, hvor og hvornår man skal arbejde. Det er en superbøvlet arbejdsform og helt anderledes, end når alle kommer ind hver dag i samme modus. Så det kan kræve, at du som leder skal have en meget mere struktureret og systematisk kontakt med medarbejderne,” siger hun.

Hvis Mike Doustdar har en oplevelse af, at Novo ikke har haft styr på hjemmearbejdet, får vi det næppe at vide. Men snesevis af navngivne medarbejdere i Novo har på LinkedIn liket et opslag fra en ledelsesrådgiver, der hævder, at det slet ikke bør ”være topchefens beslutning, om hjemmearbejde er tilladt eller ej på arbejdspladsen. Den ret skal i stedet ligge i de enkelte team”.

Men det seneste års nedtur for Novo, som kulminerede med afskedigelserne af 9.000 ansatte, har givet Mike Doustdar en legitim undskyldning for at trække hjemmearbejderne tilbage på kontorerne, mener Christine Ipsen.

”De står i en kæmpe krise og med en stor usikkerhed i virksomheden, og der giver det mening at kalde alle folk på dæk. Nogle har mistet kolleger, andre får nye, og der er brug for at få samlet den nye organisation. Og det er langt  lettere, når man er sammen fysisk. Men det undrer mig, at han ikke samtidig har sagt, at beslutningen kan blive rullet tilbage, når man er landet på benene igen, når det jo er en arbejdsform, som mange ønsker og værdsætter.”