Spring menu over
Dansk Magisterforening

Sikke en gejst, energi og engagement

Janne Gleerup, forperson i DM

"Målsætningen er, at vi som faglig organisation vil være, hvor medlemmerne er. Og det stiller store krav til os, fordi DM i dag er en blomstrende mangfoldighed af akademiske fagligheder med forskellige interesser og vilkår", skriver Janne Gleerup i denne leder.  Foto: Mette Ovgaard

Af Janne Gleerup, forperson i DM
Del artikel:

I midten af november holdt vi vores årlige todages konference for DM-tillidsvalgte. Jeg har før deltaget i årsmødet som tillidsvalgt for mine tidligere kolleger, men mødet i år var mit første som forperson for DM. Det var en enorm stor fornøjelse. Sikke en gejst, energi og engagement, vores tillidsvalgte lægger for dagen. Jeg glæder mig allerede til næste år. 

Et af de emner, vi kom omkring på årsmødet, var overenskomstfornyelserne i staten, regionerne og kommunerne, OK26, som står for døren. Umiddelbart inden jul udveksler vi krav med arbejdsgiverne. Jeg synes, at den pakke af krav, vi tropper op med på vegne af jer, er både fornuftig og rimelig. I overskrifter handler det om mærkbar lønudvikling, fleksibilitet, kompetenceudvikling og bedre balance mellem arbejds- og privatliv. 

Realitetsforhandlingerne starter i januar, og går alt efter planen, har vi resultater på alle tre områder i slutningen af februar. På vores hjemmeside har vi oprettet et subsite, som vi løbende opdaterer med information om forhandlingerne. Adressen er dm.dk/ok26. Derudover vil vi kommunikere om OK26 i vores digitale nyhedsbreve.

Vi har derfor i hovedbestyrelsen besluttet, at vores papirudgave af Akademikerbladet fra maj 2026 ikke længere skal udgives fysisk

Janne Gleerup, forperson i DM

Vores store fokus på kommunikation i forbindelse med OK26 er et led i vores moderniseringsproces vedrørende den samlede kommunikationsindsats i DM.

Målsætningen er, at vi som faglig organisation vil være, hvor medlemmerne er. Og det stiller store krav til os, fordi DM i dag er en blomstrende mangfoldighed af akademiske fagligheder med forskellige interesser og vilkår. Derfor skal vi kommunikere målrettet for at favne alle medlemmer. Kun på den måde er vores kommunikation relevant, aktuel og væsentlig for alle medlemmer, uanset deres situation.

Ligesom en stribe andre faglige organisationer har vi derfor i hovedbestyrelsen besluttet, at vores papirudgave af Akademikerbladet fra maj 2026 ikke længere skal udgives fysisk. I stedet vil vi præsentere en stribe nye digitale kommunikative initiativer for jer i det nye år. Det glæder jeg mig til. Rigtig god jul og godt nytår.