Rød, fed og lærd

3. oktober gik Italien i stå. 

Ført an af fagforeninger og studenterorganisationer gik millioner på gaden i protest mod Meloni-regeringens støtte til Israel og krigen i Gaza. 

På Europas ældste universitet i Bologna, historisk arnested for politisk aktivisme, fører generation Z protestkulturen videre. 

Den dag i dag er blokader, demonstrationer og politisk aktivisme en integreret del af studielivet, nogle gange måske endda vigtigere end forelæsningerne. Sådan kan det forekomme Jacob Haag Hartmann, udvekslingsstuderende fra statskundskab på Københavns Universitet, der lige havde taget hul på 5. semester, da Akademikerbladet mødte ham i oktober. 

Han har blandt andet oplevet, at undervisningen blev afbrudt af studerende, der kom ind med megafoner og flag, fortæller han. 

”De var i gang med at blokere hele campus på grund af Israels fremfærd i Gaza og krævede, at forelæsningen skulle stoppe. Så måtte vi forlade bygningen sammen med professoren. Det var ikke til diskussion.

Underviserne her accepterer, at den politiske aktivisme er en grundlæggende del af universitetets DNA,” fortæller Jacob Haag Hartmann.

Han har også oplevet, at en flok studerende besatte et undervisningslokale under Gaza-
protesterne. De har ikke forladt det siden. 

”Lokalet er blevet brugt til at forberede nye demonstrationer og forskellige aktioner. Og ingen får besked om at pakke sammen igen,” siger Jacob Haag Hartmann.

150.000 mennesker på gaden

Det hører med til billedet, at Via Zamboni, den centrale gade i Bolognas universitetsområde, har været endnu tættere på kogepunktet end normalt i de uger, hvor den danske Erasmus-studerende tog hul på sit italienske semester. 

Nærmest dagligt har optog med 300-400 demonstranter taget turen igennem campusområderne under politiovervågning. I flere uger har studerende lavet blokade med dynger af overmalede bildæk på det centrale stykke af Via Zamboni. Inde i bygningerne og ude i gaderne hænger der Palæstina-flag og bannere i sorte, røde og grønne farver. 

De studerendes aktioner retter sig flere steder hen: De har protesteret mod universitetets samarbejde med Israel, og de har krævet, at Meloni-regeringen dropper al støtte til og samhandel med Israel. De har også udtrykt støtte til den internationale nødhjælpsflotille, som i juni stævnede ud fra Catania på Sicilien med en del italienere om bord og på det tidspunkt var på vej med nødhjælp til Gaza.

Da protesterne i byen og på universitetet kulminerede i en landsdækkende generalstrejke 3. oktober, gik anslået 150.000 mennesker på gaden i en by med godt en halv million indbyggere.

Jacob Haag Hartmann var med, inden det ud på aftenen eskalerede og kom til sammenstød med kampklædt politi. Det var første gang i sit liv, at han demonstrerede. En institution som Bologna Universitet kan ikke være apolitisk, siger han.

”Det har inspireret mig at opleve, at det er fagforeninger og studenteraktivister, der går forrest og er vedholdende i deres modstand.

Tænk, at de har fået en generalstrejke op at stå i hele landet på baggrund af en international konflikt. Det får mig til at reflektere over, hvordan vi som universitetsstuderende kan spille en større rolle i samfundsdebatten i Danmark,” siger Jacob Haag Hartmann.

Elias Christoffer Raun er ligeledes blevet revet med af den protestkultur, der gennemsyrer universitetet. Han læser jura på 5. semester.

”Jeg kan mærke, at jeg selv og flere af mine venner hernede går meget mere op i det studenteraktivistiske arbejde, end vi gør derhjemme. Der er nok også en mere venstreorienteret konsensus blandt studerende i Bologna. Og vi bliver helt klart grebet af ånden,” siger Elias Christoffer Raun.

Protester er en accepteret kampform på universitetet

Den nærmest myteomspundne studenterkultur medvirkede også til, at valget faldt på Bologna, da Natalie Sprunk-Jansen skulle beslutte, hvor hun helst ville på udveksling.

”Der er et stærkt sammenhold, og mange søger hertil, fordi det politiske engagement er stort. Jeg har ikke selv deltaget i demonstrationer eller blokader, men det er fedt at opleve, hvordan de studerende mobiliserer, og hvordan det også smitter af på resten af byen,” siger Natalie Sprunk-Jansen.

At der ligefrem er en forventning om, at de studerende engagerer sig i politik, kan Jesper Sørensen bekræfte. Han er lektor i religionshistorie på Aarhus Universitet og lige nu gæsteforsker i Bologna, hvor han har fået et kontor med tremmer for vinduerne på instituttet for historie og kulturer, der holder til i et nedlagt fængsel.

”Protester og punktstrejker er en accepteret kampform her på universitetet. Mine kolleger tager afstand fra de mere ekstreme demonstrationer, men der var over hele linjen opbakning til generalstrejken. Det er i det hele taget hverdag – og håndteres meget pragmatisk – at de store politiske sager trænger ind igennem alle sprækker her på campus,” forklarer Jesper Sørensen.

Et Palæstinaflag ville øjeblikkeligt blive pillet ned, hvis nogen hængte det op i Nobelparken på Aarhus Universitet, påpeger han.

”Det ville slet ikke blive tilladt af frygt for konflikter. Mens danske universiteter lægger mest mulig afstand til det politiske, bliver det nærmest trukket ind på de italienske universiteter af magtkritiske studerende. Og det gælder i særdeleshed for Bologna,” siger Jesper Sørensen.

Også byens borgmester støtter protesterne. Matteo Lepore er selv uddannet fra Bologna Universitet og opflasket med protestkulturen. Forud for generalstrejken den 3. oktober udtrykte borgmesteren håb om, at det ville blive ”et øjeblik med stor og smuk deltagelse”. Han takkede alle, der planlagde at deltage, og understregede, at kommunen ikke ville tage nogen disciplinære skridt mod ansatte, der valgte at gå i strejke.

Frem til 1999 sad kommunisterne på flertallet i det lokale bystyre. I dag tilhører borgmesteren det socialdemokratiske Partito Democratico, og overskrifterne i Matteo Lepores politiske program kredser om social retfærdighed, nærdemokrati og bæredygtig byudvikling. 

Europas ældste universitet

I Bologna går hver fjerde indbygger – cirka 90.000 – på universitetet. 10.000 af dem er udvekslingsstuderende.
I folkemunde går den norditalienske by under navnet ”den røde, den fede og den lærde”.

Den røde, fordi byen er okkerfarvet. Men også fordi Bologna historisk set altid har været central kampplads for modstandsbevægelser, hvad enten det var paver, nazister eller neofascister, der stod på den anden side. 

Den fede, fordi man spiser godt – og tungt – i regionen, der er rig på gastronomiske traditioner. 

Den lærde, fordi Europas ældste universitet blev grundlagt her i 1088 og i mere end 900 år har fungeret som et kulturelt netværkspunkt for intellektuelle og politiske tænkere. 
Det var også i Bologna, at grundstenene blev lagt til Italiens demokratiske genopbygning efter anden verdenskrig.

Universitetet blev grundlagt af studerende, der selv betalte og selv ansatte deres egne undervisere, uafhængigt af kirken. Den bottom-up-kultur har præget universitetets selvforståelse lige siden og flyttet selve byen i en mere progressiv retning. Det forklarer Maria Teresa Guerrini, der er lektor i historie på Bologna Universitet.

Rent arkitektonisk er by og universitet forbundet af 40 kilometer portici. Det er overdækkede Unesco-fredede søjlegange med brede fortove, der siden 1300-tallet har fungeret som sociale møderum i al slags vejr. 

”Søjlegangene har helt fysisk forbundet universitetet tættere til byen, og det har påvirket både byudviklingen og lokalpolitikken, at man har kunnet gå tørskoet rundt overalt,” siger Maria Teresa Guerrini. 

I dag ligger brasserier og barer på stribe i halvskyggen ved siden af delikatesseforretninger og de små kiosker med frugt og grønt. Byens borgere kalder kioskerne for Bangla’er, fordi det er indvandrere fra Bangladesh, der driver dem.  

Selv om der er en grad af romantisering over Bolognas ry for at være ”rød, fed og lærd”, er der også noget om snakken. For på de overdækkede fortove har man både undervist, diskuteret og handlet livligt siden middelalderen. Og det inviterer arkitekturen til på en måde, som man ikke ser mage til andre steder, forklarer Maria Teresa Guerrini.

”Derfor er det heller ikke tilfældigt, at netop Bologna havde en stærk modstandskultur under krigen,” siger historielektoren, som heller ikke mener, det er tilfældigt, at man netop i Bologna oplevede en massiv opbakning til generalstrejken. 

”By i byen”

Det er langtfra nogen selvfølge, at der med et universitet følger en progressiv og stærk protestkultur. Faktisk er der masser af eksempler på det modsatte, siger Morten Fink-Jensen. Han er lektor i universitets- og videnskabshistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

”Mange dyrker den fortælling, at universitetet står for den frie tanke og nysgerrighed og modstand imod det bestående, for eksempel fascismen i Italien. Men det er sket lige så ofte i historien, at universiteterne har fulgt statsmagten eller været stærkt konservative og tilpasset sig magthaverne,” siger Morten Fink-Jensen.

Selvom universiteterne i middelalderen typisk lå midt i byerne, havde de en særlig status og en selvstændighed, som gjorde dem til en ”by i byen”, hvor universitetets rektor også fungerede som en slags dommer eller politimester, forklarer universitetshistorikeren.

”Men fordi Bologna Universitet opstod som en slags græsrodsbevægelse, drevet af de studerende, har det formet byens identitet på en anden måde. Det var jo hverken en konge eller en myndighed, der kom og sagde, at her skulle man lægge et universitet.

Og den dag i dag bliver det brugt som et eksempel på den tidlige idé om akademisk frihed og selvorganisering,” forklarer Morten Fink-Jensen.

Ved demonstrationerne mod kandidatreformen i foråret 2024 deltog op imod 5.000 studerende og universitetsansatte i protesterne i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Men generelt er protestkulturen langt mere afdæmpet i Danmark, uddyber han.  

”Der er ventiler, hvor modstand og kritik får lov til at komme til udtryk. Det så vi senest i forbindelse med Palæstina, hvor kritikken fra de studerende fik lov til at køre med telte på campus og så videre – men kun til et vist punkt. Når modstanden ikke eskalerer på samme måde som i for eksempel Italien eller Frankrig, så skyldes det blandt andet en grad af selvcensur, som er indbygget i måden, vi driver universitet på i dag. Vi er tæt knyttet til staten. Engang var en stilling som underviser jo livslang, medmindre du lavede noget ulovligt. Jeg vil ikke kalde det for en frygtkultur, men strukturen kan godt til dels være med til at lægge låg på noget samfundskritik,” siger Morten Fink-Jensen. 

Samtidig sætter den danske model også sit præg på forskningsverdenen, påpeger han:

”Selvfølgelig er der både universitetsansatte og studerende, der ser det som deres pligt og et ideal at tale magten imod. Men generelt søger vi også på uddannelsesinstitutionerne konsensus, og vi taler os til rette i ro og mag,” siger Morten Fink-Jensen. 

”Vi har historisk fundet løsninger på en anden måde end gennem konfliktoptrapning. Spørgsmålet er, om den stabilitet kan blive udfordret af, hvad der for eksempel sker på universiteter andre steder i Europa. Jeg ser da visse tegn på en modkultur.”