Realitytjek

Vi kan lige så godt indrømme det.

Vi er simpelthen nogle suckers for en god 
omgang reality-tv. Derfor er det heller ikke helt skidt, at det ene realitykoncept efter det andet afløser hinanden i sendefladen og på diverse streamingtjenester.

En perfekt mulighed (hvis du spørger os) for at snakke om, hvor overdrevet søde Amalie og Otto fra dette års ’Gift ved første blik’ er sammen, eller hvilke to kvinder der ender med at modtage de sidste roser fra fyrene i ’Bachelor’.

Men måske er det også samtaler, som ikke rigtigt hører til blandt kolleger og hvide kontorvægge?

Vi hører selv til dem, der synes, at det nærmest er dagens højdepunkt, når vi kan få lov til at vende diverse Reddit-rygter, hjemmebryggede teorier og personlighedsanalyser. Som to 24-årige kvinder er vi måske også kernemålgruppen for programmer, der giver anledning til netop det.

Det er heller ikke alle på vores kontor, der er lige store tilhængere af realitysnakken.

Vi har kolleger, der allerede står af på halvdelen af navnene, når programmet går i gang, eller som i længden bliver lidt trætte af, at vi altid kan få samtalen til at handle om tv.

Der er dog god grund til, at ord som mingles og ø-råd er blevet en del af ordforrådet på arbejdet.

Et populært kollegaspil

Reality er nemlig i fysisk forstand rykket ind på kontorerne. Det ser vi blandt andet med TV 2’s kollegaspil til datingprogrammet ’Bachelorette’. Det består i al sin enkelhed af printbare billeder af samtlige kvindelige eller mandlige bejlere, som kan hænges op på kontorernes ellers kedelige hvide vægge. Sammen med sine kolleger kan man skrive sit navn på de bejlere, man har størst tiltro til, enten vinder eller taber.

Spillet opstod i forbindelse med første sæson af datingprogrammet i 2023.

Vi er selv hoppet med på bølgen med kollegaspillet og kontakter derfor Line Ringby Smed og Veronica Sascha Stahl fra TV 2’s marketingafdeling, der er ophavskvinderne bag idéen.

”Det var et kæmpe hot topic over skrivebordene, og vi brugte enormt meget tid på at snakke om dagens afsnit og gætte på, hvem der ville ende med den sidste rose,” fortæller Veronica Sascha Stahl.

For at gøre det nemmere at sætte navne på ansigterne hængte de billeder af deltagerne op på en væg og bad kollegerne sætte en post-it på, hvem de troede ville få den sidste rose.

”Vi fik overtalt vores daværende chef til, at der var en fridag på højkant, såfremt man gættede rigtigt. Dog begyndte folk at rykke rundt på deres post-its, efterhånden som bejlerne forlod programmet, og derfor måtte vi udarbejde nogle strammere regler til ’spillet’.”

Line Ringby Smed og Veronica Sascha Stahl så potentialet i at gøre det til et printbart spil, der kunne få programmet til at ”leve som en samtale på andre arbejdspladser”.

Og det har været en stor succes. Det omtalte kollegaspil er nemlig blevet downloadet hele 3.868 gange.

”Antallet af downloads er steget, for hver sæson vi har lavet det, så det viser jo, at der er en reel interesse,” fortæller Veronica Sascha Stahl og fortsætter:

”Vi har også set en del billeder rundtomkring på sociale medier, og når vi går rundt på gangene her på TV 2, kan vi også se, at spillet er godt i gang i de forskellige afdelinger.”

Kan være ekskluderende

Vi er altså blevet en del af en tendens, der er rykket ind på flere og flere af landets arbejdspladser, tyder det på. Men betyder det egentlig noget for en arbejdsplads, hvad samtalerne går på?

Det kan Vibeke Lunding-Gregersen gøre os lidt klogere på. Hun er erhvervspsykolog og har mange års erfaringer med bæredygtige arbejdskulturer. Ifølge hende er det som udgangspunkt et sundt tegn, at man kan have uformelle og ikke-faglige samtaler på arbejdspladsen, men vel at mærke på de rigtige tidspunkter.

”Hvis man for eksempel følger med i ’Gift ved første blik’, som bliver sendt hver torsdag, så er det fint nok, at det fylder i samtalen en gang om ugen,” fortæller Vibeke Lunding-Gregersen.

”Men hvis det også fylder resten af ugen, så er der risiko for, at det bliver ekskluderende for dem, der ikke ser programmet. Og det kan påvirke både relationer og samarbejde, hvis der er nogle, der oplever sig uden for fællesskabet.”

Hun fortæller, at forskning viser, at uformelle samtaler og aktiviteter har betydning for både trivsel og performance, så det er på ingen måde noget, man skal modarbejde, så længe man sikrer, at alle oplever sig inkluderet.

Det er ifølge hende et fælles ansvar i gruppen at sikre en balance, hvor der er plads til både forskellige behov, interesser, aktiviteter og samtaler, hvor alle kan være med.

Ind på indersiden, men i konstruerede rammer

Men vi mangler stadig at få svar på, hvad der helt præcis er så dragende ved reality, at vi med glæde bruger ventetiden ved kaffemaskinen på at snakke om weekendens afsnit af ’Forræder’.

Så vi får fat i Mads Tommerup Andersen, der er medieforsker ved Københavns Universitet, og som kan hjælpe med at give os svar på netop det. 

For selvom reality-tv er en betegnelse, som dækker over en bredere vifte af programmer, der kan spænde mellem alt fra reality-gameshows til datingprogrammer, så har de alligevel noget til fælles: De indeholder valg, og så kommer vi helt ind under huden på deltagerne.

”Deltagerne bliver ofte bedt om at foretage nogle valg, som er svære, kontroversielle eller som presser dem ud til kanten. Det kan for eksempel være at udvælge en potentiel partner blandt 15 andre bejlere, og det er vi seere så rigtig gode til at have en holdning til,” fortæller Mads Tommerup Andersen og fortsætter:

”Og så ser vi følelserne udspille sig lige foran os. Selvom der tit ikke nødvendigvis er noget korrekt svar eller et rigtigt valg, vil vi som seere ofte gerne se, at der sker en investering, eller at deltagerne giver meget af sig selv.”

Netop pointen om at få lov til at komme helt tæt på menneskene bakker erhvervspsykolog Vibeke Lunding-Gregersen op om:

”I reality kommer man ind på indersiden af andre menneskers liv, som kan være genkendeligt, men også give anledning til noget, vi kan bygge samtaler op om. Underholdende fortællinger og sladder er 
noget, der kan binde mennesker sammen,” fortæller hun.

Deltagernes valg, prioriteringer og alliancer giver naturligt anledning til snak og diskussion, og det sjove opstår ofte, når vi taler med andre om det, fortæller Mads Tommerup Andersen.

”Deltagerne befinder sig tit i nogle moralske gråzoner. Som seere er det derfor fristende at snakke om, hvorvidt fravalget af en bejler for eksempel var rigtigt eller forkert, og vi er hurtige til at pege deltagerne ud, hvis de ikke er der af de rigtige grunde som for eksempel kærligheden.”

Det er også datingprogrammerne, der er særligt populære i vores tilfælde. En god forklaring på det kan skyldes det universelle aspekt af dating, som taler til os, mener Mads Tommerup Andersen.

”Opfattelsen blandt flere i tv-branchen er, at særligt unge seere aldrig rigtig bliver trætte af programmer om kærlighed og dating. Der er nogle andre ting på spil end for eksempel i et rent konkurrenceprogram som ’Robinson Ekspeditionen’, og mange mennesker kan formentlig nemt genkende datingdeltagernes følelser.”

Meget reality i dag udspiller sig dog ofte i kunstigt konstruerede rammer, som kan være medvirkende til, at vi kan have svært ved at engagere os i programmerne, mener Mads Tommerup Andersen.

Tag for eksempel programmer som ’Gift ved første blik’, ’Hotel Romantik’ og så selvfølgelig ’Bachelor’ og ’Bachelorette’.

”Deltagerne befinder sig i en konstrueret ramme, der rummer en række benspænd. I ’Gift ved første blik’ forsøger programmet dog trods alt at undersøge, om deltagernes hverdagsliv kan fungere sammen. Og blandt deltagerne i ’Hotel Romantik’ ser vi, at de fremstår en del mere pragmatiske og med stor livserfaring. I ’Bachelor’ eller ’Bachelorette’ foregår det derimod på en drømmedestination med drømmedates, og der er en anden glossiness over programmet. Det kan derfor på en måde også blive en form for eskapisme for os, men også svært at forholde sig til,” fortæller Mads Tommerup Andersen. 

Reality er blevet mainstream

Vi afslutter med at spørge ham, hvorfor reality ikke længere kun bliver anset som en guilty pleasure.

Et bud på det kan vi måske finde i tv-kanalernes brug af realityformater, forklarer han. I slutningen af 1990’erne kom der en realitybølge, hvor kanalerne blandt andet begyndte at importere flere udenlandske realityprogrammer hjem.

”Reality blev mainstream i løbet af 10’erne og blev lavet på alle de store danske kanaler. Det er i dag ikke længere et udenlandsk input, men promoveres som dansk indhold med danske deltagere, der spiller på vores nationale identifikation. Reality er ikke længere bare ’Paradise Hotel’, men er også blevet mere stueren. Se for eksempel, hvordan Lars Løkke Rasmussen pludselig sejler med i ’Over Atlanten’,” fortæller Mads Tommerup Andersen.

Vi kan altså konkludere, at vi ikke er alene om begejstringen ved reality, og at der er god grund til, at programmer som ’Bachelorette’ og ’Gift ved første blik’ er blevet et samlingspunkt på vores og mange andres kontorer.

Selvom vores kollegaspil fortsætter, kan det godt være, at vi må acceptere, at snakken til tider også handler om realkreditlån, boligkøb og daginstitutioner, så vores kolleger, der mest tænder tv’et for at se TV 2 News, også bliver en del af samtalen.